56

JEG HAR IKKE tegnet, siden jeg var på Martins alder. Nu sidder jeg hver dag med blokken. En sort kulblyant med blød stift. Jeg har arbejdet tre dage på Herakles, er næsten ved at få halsen rigtig. Kæbens bue. Før det var det Dionysos. Jeg sidder her på Glyptoteket det meste af dagen. Mellem gamle statuer, Giacometti-figurer, søjler. Midt på dagen drikker jeg en kop kaffe i cafeen, senere spiser jeg en ostemad, det billigste de har. Vi kunststuderende har ikke mange penge. Jeg tegner, tegner, smider skitser ud og begynder forfra. Spidser kulblyanten over skraldespanden i hjørnet. En af mange kunststuderende, der sender hinanden blikke, når skoleklasserne indtager de ellers stille højloftede rum. I garderoben, i en aflåst boks ligger min overfrakke. I boksen ligger også 20-30, nogle gange flere, pakker dope.

Jeg tegner Herakles’ hånd, støttende mod hoften. Stillingen hedder en kontraposte, jeg har hørt det fra andre, der sad med blokke ligesom jeg. Det er utroligt svært at tegne hænder, alle de små knogler, en forkert streg, og det ligner en deformitet. Min mobiltelefon giver en dæmpet summen fra sig i skjortelommen. Jeg sætter to streger til, ser tilbage på statuen. Endnu ikke tilfreds, tror aldrig, jeg bliver tilfreds. Hænder. Jeg finder mobilen frem fra lommen. Beskeden er ligegyldig. Der kan stå hvad som helst. Så længe den er fra Carsten, Jimmy eller Henning, ved jeg, hvad det handler om. Jeg sender en besked tilbage. Bare et sted. Stederne varierer. Foran McDonald’s. Foran Tivoli. Bag ved Glyptoteket. Bag ved det offentlige toilet på Rådhuspladsen. Jeg tager blokken med ud til opbevaringsboksen.

Finder ti pakker frem, putter dem i lommen. Jeg hilser på vagten på vejen ud. Han ved, jeg kommer tilbage senere. At jeg lige skal strække benene, trække lidt byluft ned i lungerne, før jeg slås videre med de gamle romere og grækere.

“Det er en god dag i dag. Kedeldragtsjunkier hele dagen. Lille Kaosdag.”

Jimmy smiler til mig og trykker femten hundrede i hånden på mig.

Jeg spørger ikke længere. Har vænnet mig til sproget. Mange nye ord jeg aldrig behøvede at kende, da jeg købte hos Albaneren. Kedeldragtsjunkierne er mænd i tyverne og trediverne, der arbejder som telefoninstallatører, elektrikere, køkkenmontører. De får løn tidligt på måneden, kommer i flokke. I frokostpausen eller efter en tidlig fyraften. Med gaffatape over firmanavnet tager de i gaden og køber dope. Med kedeldragtsjunkierne kommer også bistandsklienterne og førtidspensionisterne. Venner, som har lånt til et skud.

“Det er Lille Kaosdag i dag. Masser af penge i gaden.”

Jimmy siger:

“Der er en konfiskeringsblok i omløb. Jeg syntes bare, du skulle vide det …”

“Hvad mener du?”

“Det finder du ud af.” Jimmy smiler til mig og går ned ad gaden.

Næste gang, jeg hører min telefon summe, er det Carsten.

Jeg er i gang med knæene. Fordybninger, skygger.

Jeg giver Carsten ti nye pakker. Får et seddelbundt retur. Han siger:

“De er der ikke alle sammen. Kan jeg ikke skylde dig 450?”

“Er du blevet snydt?”

“Nej, jeg gav en fyr på kredit. Han sagde, han ville komme tilbage med pengene.”

“Det lyder ret dumt, Carsten. Det lyder ikke som noget, du kunne finde på.”

“Jeg kender ham. Jeg mener, jeg kender ham virkelig. Jeg har gået i skole med ham. Jeg ved, hvor han bor. Jeg ser hans børn gå til skole hver dag.”

“Men han kom ikke?”

“Nej. Du skal ikke tænke på det. Virkelig ikke tænke på det. Jeg har pengene til dig i morgen. Helt sikkert.”

Den sidste, der sender mig en sms den dag, er Henning. Det er efter jeg har tegnet til mit håndled gør ondt, og mens jeg drikker en caffé latte i museets cafe. En dyr latte, en dyr kage, jeg har fortjent det, jeg kunne have rige forældre. Jeg kunne være en kunststuderende med velhavende forældre. Ikke alle, der drikker latte, sælger dope.

Jeg står ved H.C. Andersen-statuen på Rådhuspladsen, da Henning kommer mig i møde. Han er et par minutter for sent, går hurtigt. Har kørt sig selv op, sveder.

Han begynder med det samme at tale, højt og hurtigt. Jeg holder hånden op.

Han lukker munden, men kan stadig ikke stå stille, står og tripper.

“Henning, før du siger noget, er der lige noget, du skal …”

“Ja, men …”

“– Nej, hør lige efter. “

Jeg siger til ham:

“I dag er en speciel dag.”

Jeg siger til ham:

“Det, der gør denne dag speciel, er, at jeg ikke tager imod konfiskeringssedler.”

Han ser på mig, halvåben mund, hånden nede i lommen, på vej til at tage noget op.

Jeg siger til ham:

“Bliver du taget, hænger du selv på den. Det er den dag, det er i dag.”

Han ser stadig på mig. Man plejer at slå halv skade, hvis man kan fremvise en konfiskeringsseddel. Den slags man får fra politiet, der viser, at de har hevet én ind, at de har taget ens stoffer, ens penge. Senere får man en bøde eller bliver bedt om at møde i retten, afhængigt af hvor meget man er blevet taget med.

Han skal til at protestere, siger nogle lyde. Lukker så munden. Ved jeg har regnet ham ud.

Man plejer at dele tabet. Sådan er reglerne. Men ikke i dag.

Han går halvvejs rundt om statuen, graver pengene frem fra skridtet.