8

ANA BLEV IKKE scoret. Ana valgte. Hvorfor hun valgte mig, tænkte jeg ikke over.

Ikke dengang.

Vi var til en fest sammen, et diskotek, hvor Kamal holdt sin fødselsdag.

Ana og jeg gik hånd i hånd. Festen ville fortsætte nogle timer endnu, men ikke for os.

Vi var begge fulde og trætte. Hun virkede glad, grinte, tissede mellem to parkerede biler. Da vi var tæt på hendes lille lejlighed, sagde hun, at det havde været hyggeligt. Men at jeg nok skulle satse på Maria. At hun havde set os sammen, ovre i båsen, at vi klædte hinanden. At det var i orden med hende. For helvede, vi havde jo ikke været sammen i mere end et par uger. Jeg så på hende, hendes læber der formede ordene. Jeg tog et hiv af cigaretten og slukkede den på min arm. Hun så på mig, tog så min hånd, og vi fortsatte sammen ned ad gaden. Vi talte ikke om det igen, om morgenen kyssede hun såret på armen.

Der var meget, Ana ikke talte om. Krigen. Om livet som flygtning. Om hvordan det var at komme til Danmark, med sin bror og sin mor og intet andet. Hun lærte hurtigt sproget, hendes smule accent virkede bare charmerende. De små ord, hun altid sagde forkert. Som skildpadde. Da hun tabte tyve tallerkner på jobbet som tjener, fik hun ikke en skideballe, men en stor skildpadde. Når man havde kendt hende lidt tid, kunne man ikke forestille sig hende uden.

At flytte til Danmark, miste sin far, starte forfra, også det fik hun til at ligne et valg.