48

NÅR DIN TELEFON bliver aflyttet, hører du ikke små klik i røret. Det fortæller Jimmy mig, da vi sidder ved baren. Du hører ikke noget overhovedet. Så dumme er de sgu ikke. Når du bliver aflyttet, når de har kig på dig. Så kan du mærke det.

Når du går ned ad gaden og ikke føler dig alene. Når du har en brændende fornemmelse i nakken, når du krydser vejen.

Jimmy Gule køber af mig. Han bruger ikke nål. Jimmy Gule hedder Jimmy Thorsen. Folk kalder ham det ene eller det andet. Aldrig bare Jimmy. De siger til mig: Har du set Jimmy Gule?

Eller: Jimmy Thorsen leder efter dig, han har penge.

Der gik et par dage, før jeg fandt ud af, det var den samme mand.

Jimmy har penge i dag.

“Normalt ville jeg aldrig købe på gaden,” sagde han, mens jeg trykkede tre pakker i hånden på ham.

“Men min faste konneks er røget ind at sidde …”

Han fandt mig oppe ved Hovedbanen, var ét stort smil, da han så mig.

“Jeg købte bøf i går. Hvis jeg finder den fyr …”

Når du køber en pakke, der ikke er, hvad den giver sig ud for. Når du køber heroin, der viser sig at være en knust kodimagnyl, kridt, cementstøv. Når du køber den slags, hedder det bøf. Du har købt bøf. Du er blevet bøffet. Folk der sælger den slags pakker, skal kunne løbe hurtigt. Folk der sælger den slags, hedder bøfferkarle. Bøfferkarle er det værste, der findes. Værre end politiet, Pia Kjærsgaard, Hitler. Bøfferkarle.

Hvide mennesker sælger pakker. Det ligner breve. Bitte små breve, som dem der fulgte med i “Det lille postkontor”. Som dem der sidder limet fast til nissens hånd. Små breve, der hedder pakker. Det fortæller de dig på gaden. De siger: Køb af hvide mennesker. Mindre chance for at blive bøffet. De sorte sælger ikke pakker, de sælger negerkugler. Det hedder det. Går med dem inde i munden. Negerne kan have mange negerkugler i munden. Men nogle gange er det ikke negerkugler, men bøf. Derfor skal du købe af hvide mennesker.

Jeg er ikke racist. Det hører man også på gaden. Jeg er ikke racist, jeg vil bare ikke købe bøf.

Jimmy har penge i dag. Han trykkede sedler i min hånd, god kunde, stod ikke og fedtede.

Spurgte, om jeg ville have en øl. For helvede, han har penge i dag.

Hvem sælger du for? spørger Jimmy, mens han langsomt piller etiketten af ølflasken.

Baren ligger på gaden, på et hjørne ikke langt fra Hovedbanegården. Ruderne er mørke, og luften fuld af røg. Vi sidder på barstole og drikker Carlsberg af flasken. Jimmy har penge i dag.

“Du må ikke have hunden med herinde,” råber tjeneren til kvinden i døråbningen.

“Han skal nok være rolig.”

“Så du ikke skiltet? Gå ud med den køter.”

Hun bakker langsomt ud med schæferhunden i snoren.

Jukeboksen spiller John Mogensen afløst af gammel Rolling Stones.

“Så hvem holder du for?” spørger Jimmy stille, mens han piller tobaksflager fra underlæben.

De første par gange Jimmy købte af mig, var jeg sikker på, at det var håndjern og ikke penge, der ville komme op af lommen. Han var i for god stand. Ikke junkie nok. Ikke tynd nok.

Jimmy Gule er meget mand, siger de.

Jimmy Thorsen sniffer, siger de. Kan ikke lide nåle.

Jimmy Gule er god med damerne, han kan altid finde en eller anden gås, der vil tage sig af ham.

Jimmy har købt af mig en håndfuld gange. Jeg var stadig ikke sikker. Ikke før vi kom ind i baren, ikke før vi gik ud på toilettet, og han tog et helt fix op i næsen. Uden at blinke, uden at ryste eller klø sig som en gal. Selvom han havde været strisser, selvom han havde gjort det for min skyld, havde han ikke kunnet klare et helt fix, ikke uden at dø af det.

Jimmy betragter mig over øllen, piller ved etiketten.

Jeg har ikke svaret, ikke hurtigt nok. Prøver at finde frem til et navn. Jimmy kommer mig i forkøbet.

“Det er dig, der sidder på stoffet. Dit stof?”

Jeg svarer ikke.

“Fuck…” Jimmy tager en stor slurk øl.

“Lov mig noget,” siger han, i godt humør, oppe at køre på dope.

“Lov mig ikke at sige det til nogen. Lov mig det.”

Jeg nikker.

“De skal ikke vide, det er dig, der har det. Virkelig ikke.”

Han snøfter, tørrer næsen med håndryggen.

“Det bedste, du kan gøre, er at lade nogen sælge for dig. Tænk over det.”

Jimmy bestiller to nye øl. Lægger penge på disken, en hel lommefuld mønter. Hvis jeg stadig var i tvivl, om han var politi, bare et øjeblik, mistænkte, at han havde byttet rundt på pakkerne, at han sniffede ren laktose eller talkum på toilettet lige før for min skyld, før han begyndte at spørge mig om navne, før håndjernene kommer op af lommen; hvis jeg et øjeblik havde været i tvivl, er jeg det ikke længere. Han er glad og høj. Jeg kender hans reaktion på stoffet fra mig selv, roen i hans øjne. Smilet om læberne. Alt er godt nu.

Jeg solgte selv, fortæller Jimmy mig. Jimmy Gule. Det er flere år siden. Jeg var ikke forsigtig nok. “Det er derfor, jeg siger det til dig, mand, jeg ved, hvad jeg taler om.”

“Jeg havde denne her fornemmelse i nakken. Jeg lod bare som ingenting. Jeg tænkte, Jimmy, for helvede, du har jo bare fået noia. Det er, hvad det er. Derfor stopper verden ikke. Så jeg fortsatte. Var ikke forsigtig.”

“Vær forsigtig, mand,” siger han. “Min faste konneks er lige røget ind at sidde. Jeg har sgu brug for dig.”

På vejen hjem tager jeg forbi et supermarked. Jeg foretrækker dem inde i byen, større udvalg, friskere grøntsager og kød. Jeg betaler kontant, hiver ikke hele stakken frem, men tager forsigtigt det antal sedler op af lommen, jeg skal bruge.

Så tager jeg en lang omvej hjem. Jeg tænker på, hvad Jimmy sagde. Er jeg ikke begyndt at mærke noget? Kribler det ikke bare en smule i nakken? Jeg tager bussen til Amager. Går et stykke og skifter igen bus. Tager til Østerbro og derfra en taxa.

Derhjemme sætter jeg varerne i køleskabet, læser avis og drikker kaffe, mens fjernsynet kører. Så ser jeg lejligheden igennem en sidste gang. Ser lige efter, at jeg ikke har noget gear liggende fremme.

Jeg henter Martin som en af de første. Sidder og drikker endnu en kop kaffe med pædagogerne, før Martin har leget færdig og er parat til at gå. Nogle gange har han en aftale med en af de andre, skal hjem hos en af dem og lege. Så går jeg ind på kontoret og ringer til Annie eller Mogens eller Sengül og hører, om drengene virkelig har aftalt noget. Men ikke i dag.

Jeg hjælper Martin i tøjet, flyverdragten er svær at få på. Nej, far, det er det forkerte ben. Han spørger, hvad vi skal have at spise. Lasagne, siger jeg. Og jo, selvfølgelig må han gerne være med til at lave den.