NICK.

Jeg hører mit navn råbt gennem det lille vindue i celledøren. Nikolaj, så er det op. Nu.

Det kunne være Poul. Rødhåret vagt i trediverne, ny på afdelingen. Vommen hængende ud over bæltet.

Nick. Så er det nu.

Han lader en nøgle køre hen over tremmerne i vinduet. Jeg vender mig mod væggen.

Kan høre hans skridt på vej væk.

Jeg sover længe. I min celle kan jeg sove til langt op på formiddagen. Jeg har sagt til dem, at jeg ikke behøver morgenmad, og da jeg ikke kan arbejde i nogen af værkstederne, lader de mig ligge. Som oftest. Jeg er snart væk igen. Langt væk.

Vi besøger mors grav. Vi er en del. Min bror og jeg og Martin, hans lille dreng. Han er lige begyndt i skole, og så er man vel ikke længere en lille dreng. Jeg har taget Sofie og hendes søn, Tobias, med. Han er nogle år yngre end Martin, men de ser ud, som om de har det sjovt sammen. Vores lillebror er sent på den. Som altid. Altid kommer han for sent. Da han endelig kommer, sveder han, har løbet hele vejen fra bussen. Vi lægger et par blomster, roser, dem kunne hun godt lide.

Vi kan lige klemme os ind i to taxaer. Vores lillebror har bestilt bord på en restaurant i den anden ende af byen. Vi har en tradition med at skiftes til at give på årsdagen. Og selvfølgelig har vores lillebror fundet et latterligt dyrt sted på Christianshavn. Hverken min bror eller jeg kan dog have noget imod det. Hvis det ikke var for ham, vores lillebror, havde vi nok ikke været brødre i dag. Han bandt os sammen. Han beviste for os alle, at vi var en familie.

Da vi sidder med kaffen, rejser vores lillebror sig. Han har tænkt over det, siger han. Vil gerne sige et par hurtige ord. Et par ord om vores mor. Hun havde det ikke nemt, siger han. For helvede. Jeg ved godt, det lyder lidt langt ude. Lidt som en dårlig vittighed, men hun havde det ikke nemt. Jeg ved godt, det lyder, som om jeg har planket det her et sted fra. Men … Hvis man skal sige noget om hende, man kan sige meget dårligt. Sige, at hun ikke altid var den bedste mor. At hun ikke altid var lige … stabil. Men hvis man skal sige noget, så var det, at hun … hun prøvede. Hun prøvede virkelig. Ingen af os ville være her i dag, sammen i dag, hvis hun ikke havde prøvet.

Nick. Så er det op. Nu.

Det er Pouls stemme igen. Jeg tænder for det lille fjernsyn bag plastikruden, lyden er skruet ned. Jeg vil ikke gøre det for nemt for ham.

“Nikolaj, hører du mig?”

“Ja.”

“Jeg er sgu ikke din mor, kan du komme op med dig.”

“Nej.”

“Jeg gentager det ikke.”

“Så kom herind. Åbn døren og få mig op. Kom.”

Det er dumt af mig. Jeg ved det godt. Men det får dagene til at gå. Jeg ved, han tænker det igennem på den anden side af døren. Han har læst min journal. Ved, hvorfor jeg er her. Ved, hvordan jeg opførte mig, sidste gang jeg sad inde. Lige nu overvejer han, om han skal gå videre eller kalde på assistance. Om jeg skal have en tur med tåregas og knipler.

“Poul?”

“Ja.”

“Jeg er oppe, okay?”

“Ja.” Er det lettelse, jeg hører i hans stemme?

“Kom lige herind.”

Igen ved jeg, han overvejer det. Stilheden på den anden side af døren. Så sætter han nøglen i låsen. Han smækker døren op, viser så meget brystkasse, han kan.

“Ja, hvad vil du?” Han siger det højt. Store mænd taler højt.

“Du er ny på afdelingen?”

“Ja, hvad så?”

“Du har læst min journal?”

“Ja, selvfølgelig, jeg har læst de flestes journaler …”

“Jeg smadrer dig ikke uden nogen grund, okay. Jeg foretrækker, at der er en grund, forstår du?”

“Truer du mig? Du ved godt, hvad det betyder, hvis du truer mig?”

“Hør nu bare efter, Poul. Lad mig sove, o.k.?”

Han står lidt med hånden på døren.

“Jeg henter dig om lidt, du skal ned på kontoret, det er nogle papirer.”

Så lukker han døren efter sig igen.

Jeg trives ikke i fængslet. Det gør man ikke. Men jeg klarer det bedre end mange. Jeg kender reglerne herinde. Jeg er vokset op med dem. Den konstante mulighed for vold. Et forkert ord. Penge, der ikke er blevet betalt tilbage. En misforståelse. Det er et sprog, jeg kender. Et jeg taler flydende. På den anden side af murene kunne jeg ofte blive i tvivl.

Jeg klæder mig på. Cellen er ikke meget mindre end mit værelse på pensionatet. Jeg sidder på sengekanten og ser fjernsyn.

Jeg tænker en gang imellem på Ivan.

Hvor han sover. Om han spiser. Jeg ser ham sidde under en bro.

Længes tilbage til et land, hvor det var nemmere at dø.

Jeg glemmer hans ansigt.

Min verden er blevet meget enkel. Det er stål, beton, regler.

Ivan er ikke længere en del af den.

Da politiet hentede mig, sagde jeg ikke noget til dem. Ikke da de kom ind på værelset, pressede mit ansigt ned i madrassen, mens de gav mig håndjern på. Ikke da de råbte ad mig i patruljevognen. Ikke da vi sad på stationen, og de sagde:

Du har slået hende ihjel.

Du er syg.

Du har slået hende ihjel.

Jeg sagde ikke noget.

De ville gerne have givet mig livstid. Voldtægt. Mord. De ville have givet mig det hele. Jeg havde en voldsdom i forvejen. Luk mig inde. Hold mig væk fra andre. Jeg sagde ikke noget. Jeg ventede, og de talte. Brugte flere dage på at tale. Jeg fik en advokat. Han sagde: Vi kan se på mærkerne om hendes hals, at hun er blevet kvalt med begge hænder. Der er tydeligvis mærker efter to hænder rundt om hendes hals. Kan vi alle være enige om det?

Han holdt et fotografi op. På det var der en forstørrelse af en hals. Huden grå, blå striber efter fingre. Det var ikke et spørgs mål, han forventede et svar på. Han lagde så fotografiet fra sig igen. Pegede på mig. Han var ung, havde et dyrt jakkesæt, talte som de gør i tv. Anklageren så ud, som om han bar over med ham. Han drak kaffe. Så på sit ur. Lavede streger på et stykke papir med en dyr pen.

Min advokat sagde: Vi har oplysninger fra lægen, der efter anholdelsen har behandlet den anklagede. Han har bevidnet, at den anklagedes højrehånd var stort set ubrugelig i gerningsøjeblikket. Jeg vedlægger her lægejournalen.

Han havde sagt, hvad der var at sige. Anklageren tegnede videre. Forsvareren talte videre, var ikke blevet træt af at høre sin egen stemme fylde lokalet.

Baseret på den anklagedes fysik er vi ikke i tvivl om, at han ville være i stand til at kvæle ofret med en enkelt hånd. Hun liggende på ryggen, han med hele sin vægt oven på hende. Men det er ikke, hvad vi ser, er det? Igen samlede han fotografiet op, holdt det med venstre hånd, slog let på det med højre.

Nej, vi ser mærker efter to hænder, to sæt fingre. Om den anklagede har været i rummet? Det ved vi ikke. Om den anklagede har hjulpet drabsmanden, ved vi heller ikke. Men beviserne er tydelige. De er uomgængelige.

Jeg sagde til dem: Jeg gjorde det. Det er ligegyldigt, med hænder eller uden. Jeg gjorde det. Ville jeg sige det, hvis det ikke passede? De så på mig, som om de ikke forstod det sprog, jeg talte. I stedet for livsvarigt fik jeg fem år for meddelagtighed til drab. Min advokat var glad, meget tilfreds. Han sagde, opfør dig ordentligt, og du er ude om et par år.

De havde sat min hånd af. Jeg var i fuld narkose, portøren smilte til mig, da de kørte mig ind på stuen. Da jeg vågnede, havde jeg ondt i hovedet. Fra min seng kunne jeg se Københavns tage, en klar dag. Jeg spurgte dem, hvad der var sket? Hvad der var gået galt? Om de havde fortrudt? Jeg kunne stadig mærke hånden. Det var først, da jeg holdt forbindingen op, at jeg kunne se, at der manglede noget.

På hospitalet sagde de, jeg var heldig. At hvis jeg havde gået en uge til, havde de været nødt til at tage hele armen. Hvis jeg ikke var død inden. Jeg blev længe på hospitalet, før de flyttede mig tilbage til arresten. Lægen spurgte: Har du tænkt over proteser? Har du nogen ønsker? Han lagde forskellige foran mig. Nogle i hård plast, andre i gummi med bøjelige fingre, så man kan modellere dem om et kaffekrus, en gaffel. Jeg sagde: Findes der ikke en med knyttet hånd? En knytnæve. Jeg var den eneste, der grinte.

Efter jeg har spist boller i karry til frokost, går jeg tilbage til cellen. Jeg har været på kontoret og skrevet under på papirerne, uden at spørge hvad de betød, jeg ved bare, at de har noget at gøre med min udgang i morgen. Jakkesættet hænger i skabet, jeg tager det ud. Det lugter af mølkugler. Det var John, der skaffede mig det; mente, at det var det rigtige. Han sagde, det var svært at finde noget i min størrelse, noget, der var så bredt over skuldrene. En rocker på steroider havde efterladt det. Jeg lægger jakken hen over stoleryggen, lægger bukserne frem på skrivebordet.

Jeg vågner tidligt. Ligger i cellen og ser op i loftet. Det er derfor, folk lader sig spænde fast med læderremme, håndjern, brystvorteklemmer. Nogle gange er det nemmere at slappe af, når man ikke har nogen valgmuligheder.

John henter mig i cellen. Jeg har jakkesættet på.

“Har du spist morgenmad?”

Jeg ryster på hovedet.

“Du kan tage noget i toget.”

Vi står på perronen. En ung pige siger farvel til sin kæreste. Han hjælper hende op med tasken. John ser på mig.

“Jeg kommer ikke til at fortryde det her, vel?”

“Nej.”

“Du ved godt, at ingen af de andre vagter havde taget med dig, ik’?”

“Jo.”

“Du prøver ikke på noget, vel?”

Han holder mig fast med øjnene, indtil jeg har svaret.

John sidder over for mig i toget. Han følger mig ned i rygerkupeen, ellers læser han avisen. Folk ser på min kunstige hånd. Den gullige plastik. Jeg kan mærke deres blikke. I fængslet ved de bedre end at stirre. Ellers tænker jeg kun på den, når jeg ryger eller pisser. Jeg ser ud ad vinduet. Regnen slår mod ruden.

En fyr satte sig over for mig i spisesalen. Store vægtløfterarme, araber eller tyrker. Næsen havde været brækket et par gange, håret klippet ned til et par sorte millimeter. Han så på mig, mens jeg langsomt spiste min citronfromage. Han betragtede mig, fulgte skeen med øjnene. Fra det gullige blæver på tallerknen op til min mund. Jeg gengældte hans blik.

“Hvis du vil slås, skal du bare sige til.”

Han blinkede en enkelt gang. Sagde så:

“Jeg er din ven. Hvis du vil have det, er jeg din ven.”

“Svans.” Jeg tørrede mig om munden.

Igen blinkede han. Øjenvipperne vaskede ordene væk. Lange øjenvipper, der virkede forkerte i et ansigt, der havde fået så mange tæsk. Han smilte. Jeg vidste allerede, hvad han ville sige.

“Kamal siger, du er en bror. Det er nok for mig. Hvis du har brug for en ven, så spørg efter mig.”

Han rejste sig og forlod bordet.

John og jeg står af toget på Hovedbanegården. Regnen udenfor er blevet slæbt ind i hallen, fliserne er våde og snavsede efter tusind par fødder. Hjemløse. Uvaskede tyske punkere. Som vi går her nu, er jeg ikke sikker på, at fængslet er værre.

Et par dage efter satte araberen sig igen over for mig i spisesalen. Han sagde:

“Din bror er herinde. Jeg fik det at vide af en vagt. Familie er vigtigt. Han er sat på konstant observation.”

Med det mente han, at min bror var en af de fanger, de havde vurderet som en selvmordsrisiko. En af dem i cellerne med de bløde vægge.

“Jeg fortæller dig det, fordi du er min ven.”

Så rejste han sig og gik.

Ugen efter så jeg min bror. Et ganske kort øjeblik, gennem ståltråden der adskiller deres gård fra vores. Han var på vej ind, en vagt holdt ham om armen. Han gik langsomt, en søvngænger. Som en mand i usynlige ankellænker. Han drejede langsomt hovedet. Jeg så på ham, men det var svært at fokusere, der var næsten ikke noget tilbage.

John og jeg tager bussen gennem byen. Står af og går ned til kirkegården. Mine sko er et nummer for store, regnen er for længst nået igennem læderet. Tre mennesker venter os ved de ukendtes. Præsten, Martin og en kvinde, der præsenterer sig som værende fra en institution. Det børnehjem, Martin er kommet på. Også han er på udgang. Han ser op på mig. Jeg er hans eneste familie nu. Jeg ved ikke, om jeg skal give ham et kram eller trykke hans hånd. Jeg klapper ham på skulderen, har ikke lyst til at vise ham protesen. Han græder ikke. Han er ved at blive hård, ved at lære det. Præsten har fuldskæg, et sted i halvtredserne, en kraftig vinterjakke ud over præstekjolen. Han holder en bibel mellem de røde hænder, ser på os, så på sit ur. Vi bliver ikke flere.

Han har ikke meget at sige om min bror, og jeg hører ikke efter. Jeg siger farvel til Martin. Ville gerne kunne sige mere, have noget at sige. John og jeg går tilbage til busstoppestedet.

Det var John, der fortalte mig det. Jeg vidste, hvad han ville sige, da han kom ind i min celle. Ingen detaljer. Ikke noget tidspunkt. Kun en beroligende hånd på min skulder. Kun at min bror havde taget livet af sig selv. Det var ordene, han brugte.

De havde overvåget ham. Men tolv minutter var alt, hvad han behøvede, et vagtskifte, en smøg, en kop kaffe.

Folk snakker i fængslet. Der er ikke meget andet at lave.

De havde pumpet næsten tre liter grumset toiletvand op af hans lunger, før de opgav og måtte erklære ham død.

Der skal virkelig meget viljestyrke til at drukne sig selv. Virkelig meget. Når hovedet kommer under vand, når du ikke kan trække vejret, panikker du.

Jeg overhører dem ved bordet ved siden af i spisesalen, da de taler om min bror. En stor mand, 150 kilo serber. Har lært dansk i asylcentret. Han siger: Hjernen eksploderer. Den vil bare have noget luft. Og når der står en stodder og holder dit hoved nede. Det er derfor, det er sådan en god måde at torturere folk på.

Jeg spørger ham ikke, om han har gjort det ved andre eller selv prøvet det.

For et par dage siden så jeg fyren med tatoveringerne. Steroidedealeren, der fik sin første lektion i fabrikshallen under træningscentret. Det føles som ti år siden. Det tog mig lidt tid at placere ansigtet. Tatoveringerne op og ned ad halsen hjalp. Han prøvede at nedstirre mig. Hen over madkøen kunne jeg se hans læber stumt forme et ord, mens han så mig i øjnene. En af dagene kommer de med vandrørene. Med en nedslebet skruetrækker fra et af værkstederne. Mit hjerte slår ikke hurtigere. Min hænder bliver ikke fugtige. De kommer bare. Jeg har masser af plads i kalenderen.

John og jeg tager toget tilbage til afdelingen, når frem lige før aftensmaden. Frikadeller, rødkål. Små hvide kartofler uden smag. Jeg spiser hurtigt. Lægger mig på sengen i min celle.

Jeg tænker næsten ikke på Ana længere. Nogle gange, få gange. Så griner jeg. Ikke et af den slags grin, der smitter; et af dem, der får andre til at stirre. Når jeg ligger i cellen og ikke kan sove, er det oftere Sofie, jeg ser for mig. Jeg tænker på hendes dreng, som jeg kun mødte en enkelt gang. Jeg håber, at han vil tro på min tilståelse. Jeg håber, han vil give mig skylden. Det vil være bedst for ham at have nogen at hade.

Jeg ligger i cellen, kan ikke sove.

Jeg er begyndt at skrive et brev til Martin. Jeg tænker, nogen må forklare ham det. En dag er der nogen, der må forklare ham det. Nogen, der må tale med ham. Jeg kommer ud om tre, fire år. Ikke mere. Måske. Hvis jeg klarer tiden igennem. Hvis der ikke sker noget. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at opsøge ham. Jeg tænker meget over det. Om jeg vil gøre mere skade end gavn. Om jeg burde holde mig fra folk. Det er der meget, der taler for. Så jeg skriver ham et brev. Det ligger til ham. Nogen må forklare ham det.