19

HVER GANG BREVSPRÆKKEN smækker, er jeg derude med det samme, både irriteret og lettet over, at det bare er pizzareklamer, reklamer for supermarkeder. Venter hver dag med at fixe til posten har været der. Da lokalavisen endelig kommer, bladrer jeg den hurtigt igennem. Skimmer hver side med øjnene, leder efter overskrifter eller bare en notits. Om en kvinde, der er fundet død på en trappeopgang, en kvinde, der er blevet sparket ned ad en trappe, et brutalt røveri. Jeg finder ikke noget.

Nu sidder jeg på biblioteket. Jeg læser dagbladene igennem. Starter med formiddagsbladene og går så videre til morgenaviserne. Jeg gør mig hele tiden parat til at møde overskriften: dræbt eller i koma. Jeg trækker vejret gennem næsen. Mine bevægelser er langsomme. Rolige er ordet. En mand, der læser avis; en mand der holder sig informeret; en mand, der godt kan lide at læse aviser. Mange aviser. Ikke en mand, der har slået nogen ihjel. Ikke en mand med et apotek i blodet. Når jeg ser overskriften, vil jeg tage det roligt. Roligt er ordet. Jeg vil læse artiklen færdig, i det tempo som almindelige mennesker læser, jeg vil ikke bukke mig sammen, jeg ville ikke knuge avisen. Jeg vil ikke stikke hovedet helt ned i den eller råbe op. Jeg vil ikke sidde og ryste, lade avisen falde fra mig, lade andre kigge over skulderen, lade dem vide, jeg fandt, hvad jeg søgte. Når jeg er færdig med artiklen, vil jeg bladre videre, jeg vil tænke, det er forfærdeligt med de sigøjnere, forfærdeligt med den måde, vi behandler vores ældre på. Så vil jeg læse videre. Læse om studerende på teknisk skole, der har lavet en cykel af nedbrydelige materialer, læse om foreslåede stramninger af udlændingeloven og en elefant der kan male med snablen.

Da jeg kom ind på biblioteket for et par dage siden, var det første gang i flere år.

Folk vidste godt, hvorfor jeg var der. Folk så på mig og tænkte, det er ham.

Nu er jeg rolig.

Jeg bladrer roligt nu, jeg bladrer uden at ryste på hænderne. Næsten. Gør mig parat. Stoler ikke helt på min egen reaktion. Rolig er ikke ordet. Jeg lægger avisen fra mig, går ud på toilettet, tager tre store slurke vand fra hanen. På toilettet er der narkomanlys. Dæmpet gullig belysning, så man ikke kan finde årerne i armen. De har gjort det til ære for mig. De har tænkt, jeg ville komme her. Det er derfor, at bibliotekarerne ikke glor på mig, fordi de er vant til hjemløse og hjemløse med bolig, der kommer her og slår tiden ihjel. De er vant til narkomaner.

Men deres narkomanlys virker ikke. Enhver god junkie ved, at hvis man vil det nok, er et fejlskud bedre end ikke noget skud. Enhver god junkie ved, at man bare fixer i det samme hul. Man behøver ikke at finde en åre, man går bare efter såret fra sidst. I morgen tager jeg udstyret med. Fixer her, fordi jeg kan. Fordi det er, hvad jeg er, junkie. Og hvis de brokker sig, fixer jeg ude i porten, i halsen, med en beskidt kanyle, foran børnene, bløder på deres Rasmus Klump-hæfter.

Jeg sidder der fra om morgenen, fra jeg har fulgt Martin i børnehaven, og til jeg skal hente ham igen. Der er ventetid på aviserne, kun ét eksemplar af hver, og pensionisterne læser langsomt. Så jeg læser tidligere numre igennem igen. Ser efter, om der er noget, jeg har overset. Manden over for mig har læsebrillerne hvilende på næsen. Han har sin egen termokande med, det må man nok ikke, men ingen har sagt noget, han drikker jo bare kaffe, sprøjter ikke blod på nogen eller noget. Han læser tre sider igennem, langsomt, får alt med, så bliver tommelfingeren fugtet med spyt, og de næste tre sider bliver læst. Han har en ulden cardigan på, og den lodne frakke hviler over stoleryggen. Han har været her hver dag, siden jeg begyndte at læse aviser. Nu spørger jeg ikke længere, det gør han heller ikke, skubber bare avisen over bordet til mig, når han er færdig. Han læser ikke formiddagsbladene, læser kun de rigtige aviser uden patter. Så dem kan jeg nå igennem, mens han gør sig færdig med den avis, han har fået raget til sig. Så skubber han den over bordet. Går hen til avisreolen og finder den næste frem, en rigtig avis, skænker kaffe op og fugter tommelfingeren.

Jeg finder artiklen på side 3, den fylder halvdelen af siden. Under den er der en reklame for et pokerspil på nettet. Hun ligger i koma.

Det står der ikke ordret, men de mistænker naboerne for at have været inde i hendes lejlighed. Have set hende ligge dér og så gået op og plyndret hende. Er der nogen, der har set hendes platter? Hendes sølvtøj? Er der nogen, der kan bruge en isbjørn til noget? Underboerne er tyrkere. Det var dem, der ringede til ambulancen. Drengen er sytten år. Han har gjort nogle ting før, småkriminalitet er ordet. Hvad det dækker over, står der ikke. Politiet har haft ham til afhøring. Lige siden. Måske sparkede han hende ned ad trappen for sjov. Måske røvede han hende. Måske sparkede han hende ned ad trappen, og så tænkte naboerne, hvorfor ikke tage hendes ting, når hun alligevel ligger dér og plirrer med øjnene. Det står der ikke. Ikke med de ord.

De har ikke nogen mistænkte, ikke andre end den syttenårige. Og nogle sigøjnere. Nogle rumænere, der er blevet set i kvarteret.

Jeg har læst artiklen roligt. Ikke råbt. Ikke rystet.

I morgen vil jeg komme igen. Se, om hun stadig ligger i koma. Hvis hun dør, skriver de det vel. Manden over for mig fugter sin tommelfinger, tre sider til.