50

PAKKERNE LIGGER I min lomme.

Carsten står og venter bag ved Hovedbanegården. Han virker nervøs. Virker, som om han virkelig har brug for det, jeg har i min lomme. Han har pengene parat, kunne ikke drømme om at diskutere prisen, ikke i dag. Vi går ned ad gaden sammen. Han siger:

“Hvor har du været henne?”

“Det rager ikke dig.”

“Nej … nej, men jeg tænkte bare …”

“Ja?”

Han siger:

“Jeg kan sælge for dig. Jeg kan sælge 10-12 af dem der for dig om dagen. Måske mere. Så skal du ikke lave en skid, vel? Jeg sælger for dig.”

“Ja,” siger jeg. “Jeg vil tænke over det.”

Jeg fortsætter alene ned ad gaden. Det er først nu, jeg kan mærke, hvor træt jeg er. At jeg ikke har sovet.

Jeg tænker: Jeg har råd til et hotelværelse. Jeg har penge nok i lommen til at kunne gå ind og lægge mig, bare i et par timer. Få sovet lidt. Bagefter kan jeg sælge. Sælge alt jeg har, tage hjem og hente mere. Bare sove lidt. På et af luderhotellerne. Lægge hovedet mod dynen, lugte det kraftige rengøringsmiddel, der har fjernet spor af sæd og blod.

Men jeg er her ikke for at sove. Jeg er her ikke for at bruge mine penge. Jeg er her for at tjene dem.

Til røde racerbiler.

Til et liv, hvor far ikke skyller kanylen i en vandpyt og stikker sig i halsen.

Jeg sælger til en luder et stykke oppe ad Istedgade. Hun ser lige så træt ud som jeg. Er der næsten ikke. Helt udvisket. Spørger efter stoffet, får det og betaler. Havde ikke lagt fra til sit morgenfix og skulle skynde sig at få en kunde, før hun begyndte at ryste. Det minder mig om en vittighed. Noget med at ryste … Jeg kan ikke huske mere.

Jeg fortsætter op ad gaden. Når jeg kommer op til Enghave Plads, vil jeg købe en stærk kop kaffe, før jeg går den samme vej tilbage. To, måske. Jeg går langsomt. Så man kan se mig, så brugere kan gå hen til mig uden at løbe. For narkomaner ligner jeg et af de mennesker, man nogle gange ser foran butikker. Med et skilt foran og bagpå. Tilbud, tilbud, tilbud. Køb heroin her.

Så er det, jeg kan mærke det. En, der går bag mig. En, der ikke vil købe. Jeg kan allerede mærke hånden på skulderen.

Det er mangel på søvn. Jeg er næsten sikker. Jeg havde den samme fornemmelse, da jeg gik hjemmefra i morges.

Jeg tænker på mine to kopper kaffe.

Belønningen, når jeg kommer ned for enden ad gaden.

Tænker på en croissant. Måske en croissant. Tænker på en af den slags cafeer, hvor man altid får et lille stykke chokolade ved siden af kaffen. Mørk chokolade fra Italien, pakket ind i gult eller rødt skinnende papir. En der når at smelte, før man får den ud af indpakningen.

Jeg tvinger mig selv til at sætte tempoet ned. Ikke løbe, ikke løbe.

Det er en kold dag, men alligevel kan jeg mærke sveden løbe, da jeg når frem til cafeen. Da jeg bærer kaffen over til bordet ved vinduet, har jeg svært ved ikke at spilde.

Jeg drikker store varme slurke, læser avis.

Køber en kop kaffe til og ser ud ad vinduet.

Hvad der sker på den anden side af ruden, er dårligt tv.

Ikke virkeligt. Urealistisk.

Alligevel har jeg stadig fornemmelsen af, at nogen kigger på mig. Nogen derude.

Jeg behøver ikke at lægge hovedet tilbage og stirre op i loftet for at se denne her film:

Jeg løber.

Løber, løber. Mine knogler bevæger sig rundt i cowboybukserne. Mine sko er alt for flade. Ikke mange meter, og jeg kan mærke det i lungerne.

Bag ved mig kan jeg høre råb. Jeg kan høre andres fødder mod fortovet.

Skratten fra en radio.

Bjørnen. Bjørnen er sat i løb. Oehlenschlægersgade fortsætter mod Enghave. Bjørnen løber.

I denne her film ser jeg mig ikke tilbage. Bliver bare ved med at løbe.

Jeg krydser vejen, hører lyden af bilbremser. Metal og gummi.

Jeg løber ned ad en sidegade, smider pakkerne over et højt stakit og bliver ved med at løbe.

Jeg løber igennem en gård. Forbi en legeplads.

Forbi Planetariet.

Jeg er nede ved Søerne. Bliver ved med at løbe.

Søpavillonen, mine lunger gør ondt. Jeg hoster og løber.

Det er en film, jeg ikke behøver at se færdig. Jeg går ud på toilettet og trækker resten af pakkerne ud. Jeg kommer til at hade mig selv senere. Men lige nu er det en lettelse.

Jeg finder Carsten nede ved kirken. Han drikker af en yoghurtkarton. Det skud jeg solgte ham tidligere, er ved at lette, han virker klar i hovedet.

“Du vil sælge for mig?”

“Ja, ja, for helvede. Du kommer ikke til at fortryde det.”

“Jeg håber, du har ret. Find Jimmy Gule og sig, jeg vil tale med ham.”