15

SIDSTE GANG VI alle tre var sammen, min bror, min mor og jeg. Sidste gang vi alle tre var sammen, var lige efter, hun havde fået sit hus. Hun havde arbejdet som tjener i en periode, hvor hun var klar. Havde købt huset for de penge, hun fik i arbejdsskadeserstatning. Ryggen.

Hun var meget stolt. Min bror og jeg var begge i begyndelsen af tyverne, vi sad og drak kaffe med hende. Ingen af os sagde noget om ham. Ingen sagde noget. Ingen sagde, er der ikke en, der mangler? Ingen sagde noget. Vi sad og drak kaffe, og vores mor grinte, og skubbede småkagerne frem på bordet. Igen skulle vi være en lille familie. Prøve. Aldrig for sent. Igen skulle vi smile til hinanden, grine. Det var ikke lykkedes før, men måske nu, mor har jo fået et hus. Hun viste os rundt. Stuen, soveværelset. Det lille gæsteværelse. I må endelig komme på besøg, og hvis I tager nogen med, skal I vide, jeg sover tungt.

Vi sad igen ved sofabordet. Kaffen var blevet kold, men vi drak den.

Og hvordan går det med arbejdet, Nick? Og hvordan har din søde kæreste det? Min bror sad og svedte. Tog hele tiden en tår af den cola, han havde haft med; lange ærmer, selvom det var midt på sommeren. Han måtte have tabt 10 kilo på et par måneder. Var grå i ansigtet og spurgte vores mor, om han kunne låne nogle penge.

Vi blev vist rundt i haven. Den var lille og ikke velholdt. Græsset fyldt med ukrudt, træerne vokset ind i hinanden.

I baghaven sagde hun:

Her vil jeg gro tomater.

Her vil jeg gro persille.

Her skal kartoflerne lægges i jorden.

Måske pyntegræskar.

Som hun før havde sagt:

Her skal vi bo sammen. Her skal vi være en familie. Nu er vi sammen.

Jeg tog hjem til Ana bagefter. Stod og ventede på bussen. Kunne ikke vente og tog en taxa. Jeg skulle tage hjem til mig selv, det havde vi aftalt. Sove. Jeg skulle tidligt op på arbejde næste dag. Hos Ana fik vi aldrig sovet særligt meget. Ana kunne ikke lide at lukke øjnene.

Ana boede på et lille loftsværelse; et der ikke fandtes i nogen telefonbøger. Jeg skulle ringe på hos en af de andre beboere i opgangen, indtil der var én der åbnede. Så fortsætte op, til der ikke var flere trapper. Hendes værelse var lille, kun midt i rummet kunne jeg stå oprejst. Ana tog imod mig i T-shirt og trusser. Hun så på mig. Tog så mine hænder. Kyssede mig i nakken. Jeg havde ikke noget at sige. Hun gav mig knækbrød med flødeost, stærk te. Jeg spiste ved det lille klapbord.

Jeg fortalte hende aldrig noget. Nogle ting bliver ikke bedre af man taler om dem. Nogle ting bliver ikke bedre. Om natten lå jeg op ad hendes ryg. Armene om hende. Hvis hun ville rejse sig, havde hun ikke kunnet. Vi lå sådan indtil solen stod op. Det må have gjort ondt, men hun sagde ikke noget.