3

VI VAR I Zoologisk Have, den dag hun fortalte mig det. Det var forår, og vi var glade.

Vi havde haft råd til en stor hvid pose og behøvede ikke at tænke på stoffer i lang tid. Vi gik arm i arm, et ungt forelsket par. Hun havde sagt: Skal vi ikke tage i Zoologisk Have i dag, og da der ikke var noget, der holdt på os, ikke var noget, vi skulle, gjorde vi det. Vi var meget tæt på at være lykkelige. Jeg stod længe og så på giraffen. Hun grinte af mig, men jeg syntes, den var fantastisk. Jeg havde ikke set en giraf i mere end ti år. Jo, på tv, men ikke en, der sked foran os og lugtede af vildt dyr. Det var som at se noget træde ud af ens fantasi. Den afrikanske savanne. Der var to af dem. Når de ikke havde deres lange halse i trækronerne, småløb de efter hinanden. Vi delte en candyfloss, rev små lyserøde totter af og gav hinanden. Ligesom da jeg var barn, fik jeg ansigtet fedtet ind i klistret sukker.

“Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om.” Jeg tror, det var sådan, hun sagde det. Hendes ansigt blev alvorligt. Vi satte os på en bænk med udsigt til søløverne. Nu er det slut, tænkte jeg. Det kan ikke være godt det her. Jeg gjorde mig parat til alt, ligegyldig hvad hun ville sige. Vi havde haft det godt sammen. Men det var ikke det, det handlede om, nu var det slut. Måske var der en anden. Men det var ligegyldigt, det var slut nu, og der var åbenbart noget, jeg havde misforstået. Det havde været for godt sammen med hende, og det er ikke naturligt. Sådan kunne det ikke fortsætte. Hun smilte til mig, tog min hånd, var allerede begyndt at trøste mig. En dyrepasser i blå overalls kom med en spand, begyndte at fodre søløverne. Han smed fisk ned til dem en ad gangen, og de hylede og sloges om dem. Hvorfor kunne han ikke bare tømme spanden? Få det overstået.

“Jeg er gravid,” sagde hun.

“Det er næsten helt sikkert. Jeg var oppe hos lægen i går. Jeg ville ikke sige noget til dig, før jeg var sikker.”

Jeg sagde ikke noget.

“Jeg skal ha’ lavet en prøve til, men det ser ud, som om vi skal ha’ et barn.”

Manden blev ved med at smide fisk til søløverne, en ad gangen.

“Selvfølgelig kan jeg få det fjernet. Hvis du ikke vil ha’ det. Hvis vi ikke vil ha’ det. Jeg ved godt, det ikke ligefrem er planlagt.”

Jeg så på hende og på manden med fiskene og på søløverne, der sloges i vandet.

Alting var helt enkelt.

“Jeg vil gerne ha’ et barn,” sagde jeg.

“Jeg vil gerne ha’ et barn med dig.”

Helt enkelt, klart, øjnene har vænnet sig til lyset. Der var ikke noget andet, der betød noget.

Vi var sammen på denne her bænk, og vi skulle ha’ et barn sammen.

Vi holdt om hinanden, sagde ikke noget. Mine øjne blev fugtige. Jeg kyssede hende på halsen og på panden, trykkede hende ind til mig.

Søløverne havde fået deres mad. Dem der ikke dykkede efter fiskehoveder, lagde sig dovent på bassinkanten.

På vejen ud gik vi forbi abeburet.

En abe med en stor rød røv og en masse unger. Og alting var helt klart, helt enkelt.

På vejen hjem købte vi stort ind. God mad, god vin. Vi drak og grinte og lavede mad sammen. Vi fixede som gale den aften, tog så meget, vi overhovedet kunne, uden at dø af det. Resten røg i toilettet. Det skulle jo være vores sidste pose.

Den næste halvanden måned var et helvede. Vi kunne ikke sove om natten. Gik ikke ud.

Vi holdt op med at snakke med vores venner. Vi levede af færdigretter og skændtes om ingenting. Vi smadrede kopper og tallerkner og råbte ad hinanden. Når en af os sad for længe med et tomt blik i øjnene, måtte den anden larme, råbe. Ikke tænke på det, ikke snakke om det. Overleve.

Da sommeren kom, var det værste overstået. Vi fik at vide, at vi skulle ha’ en lille dreng.