28

JEG SIDDER PÅ trappetrinnet foran pensionatet, mit hoved er alt for stort til mit værelse. Tove er stadig indlagt, alligevel drikker jeg vodka af en colaflaske. Meget vodka, meget lidt cola.

Tre bank på min dør i morges; da jeg åbnede den, stod der en plastikpose. Cola, en pakke kodimagnyler og en lille seddel fra Sofie, bare et hjerte og hendes navn. Hun må have hørt mig, da jeg tumlede hjem i nat, som en pinball mellem væggene i gangen.

Jeg har fire kodimagnyler i kroppen, der langsomt er begyndt at virke, og vodkaen gør sit.

Mens jeg sidder og forsøger at holde fast i mig selv, kommer der en mongol ned ad trappen. Mongoler er det sidste, man har lyst til at se på med tømmermænd. Den slags, der dør af hjerteanfald med et stort uvidende smil om munden. Sådan er vores hus indrettet. På anden etage: alle os der ikke har mere, end der kan være på 12 kvadratmeter; etagen under: mongolerne. I stuen bor de studerende. De små lapper papir, der hænger på biblioteker og i supermarkeder, er fra dem. De vil gøre hvad som helst for at komme væk fra mongolerne og os. Hvad som helst. Værelse søges, slå mig, knep mig, tving mig til at spise lim, værelse søges.

Mongolen står lidt og virrer med hovedet, fortsætter så ned mod gaden.

Døren er ved at ramme mig, da en ung mand smækker den op, kommer løbende ud og standser mongolen. Han tager ham om skuldrene og følger ham tilbage til trappen, stiller ham foran mig.

“Vil du ikke lige se efter ham her, mens jeg går op og henter mine smøger.”

“Nej.”

“Bare lige to minutter.”

“Jeg er fuld.”

Han ser på spasseren, så på mig.

“Jeg er tilbage med det samme.”

Han løber op ad trappen. Mongolen står der lidt med hænderne hængende ned langs siden. Så begynder han igen at lunte derudad. Jeg tager en tår af min flaske.

Da plejeren kommer ned ad trappen igen, ser han sig forvirret rundt, kigger til alle sider. Spastikeren er væk.

“Hvor fanden er han henne?”

Det ved jeg ikke, siger jeg til ham, måske skulle han et sted hen. Nå et eller andet. Måske er det med mongoler ligesom fugle, de skal sydpå om sommeren, eller er det nordpå? Hjem til Mongoliet, det er noget de har i sig. Jeg sagde til dig, at jeg er fuld. De har en kirkegård et eller andet sted, ligesom elefanter …

“Hold nu kæft, hvor gik han hen?”

Jeg trækker på skuldrene, griner.

“Jeg prøver faktisk at drikke her …”

“Jeg kan miste mit skide job, hvis jeg ikke finder den fyr.”

“Du kan miste mere end det, hvis du bliver ved med at stå her og råbe som en kælling.”

Jeg siger det næsten uden at snøvle, tager en tår af flasken. Han ser lidt på mig. Jeg siger:

“Pis af med dig. Skrid.”

Han ser lidt mere på mig, går så ud og leder efter spasseren.

Jeg står og fumler med nøglen, da døren til Sofies værelse går op. Hun kender lyden af mine fodtrin. Kender hun lyden af de andres også? Hendes dreng vokser, vokser uden hun ser det, uden hun kan sætte mærke i dørkarmen, 97 cm. Kan hun stadig genkende lyden af hans fodtrin?

Vi knalder på badeværelset med vandet løbende. Jeg står dårligt, mit hoved dunker, vi rammer spejlet, så det er ved at ryge ned. Det tager lang tid at blive færdig. Jeg trækker mig ud af hende og kommer på de ituslåede grønne fliser.

Vi ligger på hendes lille seng, nøgne, stadig svedige. Hun sætter sig halvt op, støtter hovedet med hånden.

“Du er sød …”

“Nej.”

“Om du vil indrømme det eller ej, så er du sød.”

“Vil du ikke godt lade være med at sige det der. Jeg har stadig kvalme. Jeg er ikke …”

“Sød eller ej. Jeg kan godt lide dig …”

Jeg hører bilerne nede på gaden, et toilet der bliver trukket ud et andet sted i ejendommen, alt er langt væk nu.

“Nick?”

“Mmmm.”

“Jeg troede et øjeblik, du sov.”

“Det lyder rart.”

“Nick, hvis der er noget … Hvis der er noget, du kunne tænke dig …”

“Ja?”

“Hvis der er noget, du kunne tænke dig, altså … i sengen, et eller andet.”

“Ja?”

“Så skal du bare sige til …”

Jeg rækker ned på gulvet, er ved at vælte flasken, men får fat i den, det tynde plast buer indad. Jeg løfter hovedet og tømmer den.

Jeg kunne ikke nænne at vække dig, siger Sofie. Udenfor er solen gået ned. Du sov, du sov virkelig tungt. Jeg går ud på badeværelset og sprøjter vand i hovedet. Jeg har ligget på min arm, den sover stadig. Sofie har tændt for fjernsynet – du kan lige nå at se Streets of San Francisco.

Hun sidder på sofaen med benene under sig, fjernbetjeningen i hånden. Smiler til mig, du kan lige nå det. O.k., men jeg skal først have noget at drikke.

På gaden er alt lukket. Jeg går et par gader ned til pizzeriaet. Det var det engang. Ikke mere, nu er det en kiosk fyldt med alkoholikere. En stor hund eller to. Selvom det er aften, er det stadig varmt, et par stykker har taget plads på ølkasser foran, sidder med deres guldøl. Den unge bangladeshi, der plejer at betjene, står i porten og deler en jay med en af stamkunderne. Jeg går ind og køber mine øl. Ejeren, en meget lav mand, tørrer hænderne af i sit forklæde og hiver øllene ud af køleskabet. Ved siden af mig er to mænd i gang med at vædde om længden til månen. En ældre grønlandsk kvinde sidder på en stol ved døren, sover eller græder.

Så får jeg øje på mongolen. Han sidder længst inde i hjørnet på en af de nedslidte træbænke.

De har været gode ved ham. Som den hjemløse, der altid lader hunden spise først. Han har en halv pizza med bidemærker og et par tomme flasker foran sig. Han griner og savler, har portersovs i mundvigen.

Han kan lide det, han kan lide det stads. Drik din øl, drik din øl, min lille ven, og han griner og tørrer sig hen over ansigtet, et stort grin.

Jeg spørger, hvor lang tid han har siddet her. Længe, siger de, han kom bare ind fra gaden, vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle stille op med ham, men han kan lide det, han kan lide det stads.

Jeg følger ham op til hans etage. Da jeg kommer ind på Sofies værelse, er en lav amerikanerbil på vej rundt i et skarpt sving i en af San Franciscos gader.

Om natten drømmer jeg, at jeg elsker med Ana i kælderen. Tilsodede vægge, vi ligger på gamle tæpper, der lugter af fugt og svamp. Udenfor kan vi høre spredte skudsalver og faldende bomber, det lyder som i en krigsfilm. Jeg ligger oven på hende med ansigtet presset mod hendes hals, hendes ben foldet om min ryg. Når bomberne falder, ryster væggene, og vi ryster med. Jeg er ganske tæt på at komme, da jeg drejer hovedet, ved siden af os ligger en mand, han ser på os, eller ser forbi os, han holder sig for maven, blod løber ud mellem hans fingre, hans mund er halvt åben som Anas. Måske er det hendes far, måske hendes nabo. Jeg vågner, min krop er krummet sammen, viklet ind i lagnet, vådt af sæd.