16

MEN FAR, HVAD med alle de ting, der ligger henne på blå stue? Alle de ting, der ligger under elefanten?

Vi er på vej hen til Martins nye børnehave. En børnehave, der er meget bedre, ik’ skat. Hvor alt legetøjet er nyere, og hvor du nok skal få nogle rigtig gode venner, rigtig hurtigt, ik’ skat, og hvor der er en meget bedre legeplads, far har været henne at se på den, det er en rigtig spændende legeplads, hvor de har sådan et sørøverskib midt i sandkassen, så man kan lege sørøvere, og hvor der også er gynger og trehjulede cykler. Og jo, skat, det var der også henne i den anden børnehave, men de her cykler, de er meget bedre, meget nyere, kan du huske, hvor langsomt de andre kørte? Fordi hjulene var gamle og slidte. Og denne her børnehave, i denne her børnehave er pædagogerne rigtig søde; far har snakket med dem, og de skal nok være søde ved dig. Det er en rigtig god børnehave. En børnehave, der er meget større end den anden, så man kan få mange nye venner, en børnehave, hvor de ikke stiller far så mange spørgsmål. Om hvad far laver, om hvordan det går derhjemme, om du får noget ordentligt at spise, om far slår dig. Hvor de ikke tvinger dig til at lege med dukker, fordi de tror, far piller ved dig. Hvor de ikke spørger, hvorfor far ser så bleg ud. En rigtig god børnehave, lille skat.

“Hvad med gummistøvlerne?”

“De røde?”

“Mmm.”

Jeg havde købt dem på tilbud til ham, havde ikke kunnet få nogen i en drengefarve, havde stået og ventet i et supermarked til jeg kunne komme til bunken med sko, stået ved siden af kvinder med tørklæder, der købte til hele familien. Da jeg endelig fandt et par i hans størrelse, var de røde. Jeg var nødt til at købe dem, havde ikke råd til nogen i en skobutik, så han fik de røde.

“De drillede dig med dem, gjorde de ikke?”

“Jo.”

“Så skal du vel også have nogle andre.”

“Jo men … De driller mig ikke længere. Jeg kan godt lide dem. Gustav har tegnet dødningehoveder på dem. Så de ikke ligner sådan nogle pige-nogen. Nu er de rigtig …”

“Jeg køber dig nogle rigtig smarte nogen.”

Vi går på en villavej, himlen er grå. Det er koldt i vejret, og jeg tænker, at han stadig mangler en ordentlig jakke.

Jeg har adressen skrevet ned på et stykke papir. Jeg har svært ved at huske for tiden. Hvis jeg ikke skriver tingene ned, har jeg glemt dem fem minutter efter.

“Hvad med sværdet, far?”

Jeg ved godt, hvad han snakker om. De har været i gang med at lave sværd i skumgummi, malet dem. Lavet dem sammen med praktikanten, ham der ser ud, som om han aldrig har fået fisse; bare siddet derhjemme og læst bøger om drager og riddere. Han har tykke briller, langt hår, dårlige tænder og en af de der latterlige Tors Hamre i en halskæde. De skal ned og lege rollespil i mosen, det har han lovet dem.

“Jeg skal nok gå hen og hente sværdet til dig. Og måske kan du være med, når de skal ned i mosen, jeg kan jo lige spørge.”

Selvfølgelig går jeg ikke tilbage til fisserne i hans gamle børnehave. Men jeg bliver nødt til at købe ham et eller andet dyrt nu. Et eller andet fantastisk, noget de viser i tv om morgenen. I plastik og mange farver. Et eller andet, der kan få ham til at glemme alt om sværd og drager og mosen.

Der er tre stuer i børnehaven. Martin skal på den i midten, den på første sal. Her var der ledigt, og de er spændt på at få en ny dreng, sagde pædagogen, da jeg talte med hende. Hun sagde, hun hed Lone, og jeg stillede hende en masse interesserede spørgsmål om deres pædagogik. Jeg sagde, at de ikke var så gode til Martin det andet sted. At det var, som om de ikke var så gode til at håndtere drenge; at drenge er drenge, og selvfølgelig skal det ikke blive for vildt, men drenge er drenge. Og det forstod hun. Lone tager imod os, da vi kommer op på første sal. Smiler venligt. Hun er et sted i fyrrerne, med jeans og en lyseblå sweater med V-hals. På vej ind på stuen går vi forbi et lille køkken. Der står fire børn og en pige i begyndelsen af tyverne, hun skubber brillerne op på næsen med albuen, dækket af mel ligesom børnene, der står rundt om hende. En af drengene holder en klump dej op, man kan også lave en pistol, siger han. I dag er det bagedag, fortæller pædagogen mig. Altså for de af børnene, der har lyst, ingen tvang her. Så griner hun. Jeg griner med.

Inde på stuen sidder den anden pædagog, endnu en kvinde, hun laver perleplader med pigerne. Et par drenge sidder på gulvet og er i gang med at bygge en kuglebane, andre løber rundt med et legetøjsfly. Lone beder dem om at slappe lidt af. Da de ser os, bliver de stille.

“Det her er Martin, den nye dreng, jeg fortalte jer om.”

Lone tager Martins hånd, følger ham over til drengene ved kuglebanen, han ser på mig. Jeg kender blikket. Jeg har selv gået i en masse forskellige børnehaver, en del forskellige skoler, det var aldrig sjovt at begynde et nyt sted. Jeg tænker: Jeg skulle have købt en kage, jeg skulle have købt et eller andet. Jeg må gøre det i morgen. Tage et eller andet med.

Jeg sender ham et ganske lille kys, ikke så stort, at de andre børn lægger mærke til det. Så han ikke bliver drillet med det. Lone følger mig ud. Det er nogle søde børn, siger hun til mig. Han skal nok falde til. Han skal nok få det godt.