10

DE SIGER, M ARTIN har slået en lille pige. At han ikke vil dele. At han ikke spiser pænt. De kommer med det hele på én gang. To kvindelige pædagoger. Jeg ved ikke, om de forventer, at jeg begynder at slå. Ligesom Martin. Deres langhårede bøsse af en pædagogmedhjælper holder øje med os, mens han sidder på hug og giver en lille dreng sko på. Parat til at blande sig. Hvis jeg nu skulle flippe fuldstændig ud. Martin står og trykker sig ind til mit ben. Jeg nikker til dem, jeg skal nok snakke med ham. Han må ikke slå på de andre børn, nej, det må han ikke. Han skal vente til sidst med chokolademaden. Jeg nikker til dem. Vi skal snakke om det igen. Til forældreaften, vi bliver nødt til at snakke rigtigt om det. Jeg nikker til dem. Ved ikke, hvad det er, vi gør nu, men det er åbenbart ikke nok.

Vi lejer en film på vejen hjem. Vi fylder frosne pizzaer med ting fra køleskabet, salami, skiveskåren ost. Martin vil have ristede løg på sin, det får han. Efter vi har spist, spørger jeg Martin, hvem det var, han slog.

“En pige,” svarer han, “en rigtig dum pige.” Jeg tror på ham. “Hvorfor slog du hende?”

“Fordi hun var dum.”

“Drillede hun?” Han nikker. “Man skal ikke slå på piger,” siger jeg. “Heller ikke selvom de er dumme. Eller driller.”

Han tænker lidt over det. “Må man så godt slå på drenge?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Der, hvor jeg kommer fra, bliver man enten slået eller slår.

“Du må ikke slå på drenge, hvis de er meget mindre end dig selv. Det er ikke i orden, så har de jo ikke en chance.” Igen tænker han over det. Jeg bliver så stolt, når jeg kan se tankerne forme sig inde bag hans øjne. Se, når han når frem til et svar eller det næste spørgsmål.

“Må man så godt slå på drenge, der er større end én selv?”

“… Ja. Det må man vel godt. Men det er ikke særlig smart.”

“Fordi man får tæsk?”

“Mmm.”

Klog er han, skide klog. Han tænker, og da han igen spørger, er ordene ved at stå i vejen for hinanden. Han kan godt lide legen.

“Hvad nu, hvis det er en lille dreng, og han er rigtig irriterende? Altså sådan rigtig, rigtig … Må man så godt slå på ham?”

“Nej, men hvis du skal slå på nogen, er det nok dem, du skal vælge.”

Han griner.

“Lille skat,” jeg holder ham ind til mig, “du skal ikke slå på nogen, vel?” Han ser op på mig.

“Vel, skat? For min skyld. Hent en voksen. Er det ikke det, de siger henne i børnehaven, at man skal hente en voksen?” Han nikker.

“Eller fortæl mig om det. Så skal far nok se, hvad han kan gøre.”

Jeg rækker ud efter fjernbetjeningen og sætter filmen i gang. Disney-logoet toner frem på skærmen.