30

NÅR JEG ER sammen med Sofie, har vi sex. Altid. Nogle gange bare et håndjob. Det er nemmere på denne måde.

Sofie tørrer sæd af hånden med en vådserviet, tørrer pikhovedet af og fjerner stænkene fra mine træningsbukser. Jeg var ikke en dårlig mor, siger hun. Jeg var virkelig ikke en dårlig mor. På det lille spisebord ligger et papir med blåt brevhoved. Jeg så det, da jeg kom ind, men ville ikke spørge til det. Det lignede dem, hun før har vist mig; dem fra advokaten, den gratis advokatbistand, hun har fortalt mig om. Jeg var ikke en dårlig mor. Men hvordan kan jeg vise dem det nu? Hvordan kan jeg vise dem, at jeg er ansvarlig? At jeg elsker ham. Når jeg ikke må se ham. Hvordan viser man dem en almindelig hverdag? Hvordan viser man dem, at man følger ham til børnehave? Holder hans tøj rent. Laver god og sund mad til ham, når jeg ikke må se ham?

Han glemmer mig, siger hun. Han er så gammel nu … Et par år med en ny mor. Et par år med far og en ny mor, og jeg er hende den mærkelige, der løb af sted med ham. Han må ikke glemme mig. Jeg ønsker nogle gange … jeg kan næsten ikke sige det højt, men nogle gange ønsker jeg, at hans far er en dårlig far. At han er en rigtig dårlig far. At stedmoren er ond. At de ikke er søde ved Tobias. At han tænker på mig om natten. At han vil hjem til mor. Når jeg tænker sådan, ved jeg, at det er forkert. At jeg ikke må tænke sådan. At det er bedst, hvis de er gode ved ham.

Han glemmer mig.

Advokaten tror på mig, siger hun og rækker mig brevet. Jeg sidder med det mellem hænderne uden at se på det. Han vil blive ved med at skrive breve til kommunen. Han tror på mig. Han siger, det kan tage lang tid. Han siger, jeg er blevet dårligt behandlet. Han siger, det ikke er blevet nemmere, ikke efter at jeg selv tog ham. Han siger, han godt forstår mig, men at det ikke er blevet nemmere. Det kan tage år, siger han. Lad os være realistiske.

Han har glemt mig, Nick. Til den tid har Tobias glemt mig.

Sofie går i køleskabet, tager sin hvidvin ud. To øl til mig. Hun ved, jeg drikker hurtigt. Åbner dem begge. Sætter sig på sengen.

Jeg var i supermarkedet. Deres tøjafdeling. Deres børnetøj. Jeg så denne her lille rygsæk. Og et par bittesmå klapbukser med en bamse på. Jeg tænkte, de ville være pæne til Tobias. Måske en lille polotrøje. Jeg tænkte, det ville være pænt til … Jeg satte mig ind i prøverummet. Jeg trak forhænget for. Jeg sad derinde med klapbukserne. Holdt dem. Jeg kunne ikke lade være med at græde, Nick. Jeg sad der bare og græd. Måske tyve minutter. Mens jeg holdt klapbukserne og så fødder og ben under forhænget, folk der ventede, folk der blev trætte af at vente.

Jeg drikker øl, mens hun taler. Hun ser op, smiler til mig. Tager fat om mit lem.

“Kan du igen?”