18
MØNTVASKEN HAR ÅBENT fireogtyve timer i døgnet. I loftet er der et kamera, som sløvt panorerer frem og tilbage. I tilfælde af slagsmål, voldtægter, knivoverfald. Men måske mest for at holde narkomaner væk. For at de ikke bruger stedet som fixerum. Det ville være perfekt, med lys og løbende vand. Ivan tager de sig åbenbart ikke af, måske er de ligeglade, måske ser han ikke så sølle, så hjemløs ud på et grumset sort/hvid-fjernsyn. Men mere sandsynligt er det, at der aldrig er nogen, der ser båndet. Det bliver kun brugt, hvis noget er blevet smadret, eller hvis der er blod på gulvet.
Jeg sætter mig på bænken ved siden af ham. Jeg har gået hele dagen. Nu er det sent på aftenen. Det var først, da jeg stod foran mønt vaskeriet, at det gik op for mig, at jeg var gået herhen. At jeg ville herhen. At jeg ikke kan give mine ben skylden for det, ikke kun.
Ivan ser på mig, som om jeg skal til at slå ham igen. At sidste gang ikke gjaldt. At sidste gang, da vi sad på bænken ved søerne og talte sammen, ikke gjaldt. At når vi ses her på møntvaskeriet, skal han have slag. Særlige steder, særlige regler. Vær stille på biblioteket, få tæsk på møntvaskeriet. Den form for uklar logik, der har holdt ham i live på gaden indtil nu. Først da jeg har fået øjenkontakt, først da jeg har sagt hej Ivan, så stille jeg kan i larmen fra tørretumbleren og har sat mig på en træbænk et stykke fra ham, først da trækker han vejret igen. Om et par uger vil han spise fra hånden, om et par uger vil aberne betragte mig som en del af flokken.
“Har du lyst til at gå, Ivan?”
Han nikker, rejser sig.
“Du skal ikke vente på tøjet?”
Et kort øjeblik er der noget, der ligner et smil på hans læber.
“Det passer sig selv.”
Han følger mig ned ad gaden.
“Du kunne gå på Mændenes Hjem. Hvis du ikke er for skæv eller fuld, har de en seng til dig. Det ved jeg.”
“Jeg har et sted at bo.”
“Du sidder i et møntvaskeri?”
“Nej, jeg har et sted.”
Vi køber en pizza, Ivan står og ser fyldet bliver lagt på. Skinke, ost, champignon, hans øjne følger hver bevægelse.
Ivan tager et stykke ud af æsken, spiser det, mens vi går ned ad gaden, han leder vejen.
Han rækker armen ud og smiler.
“Her er det.”
Et toplanshus, der må have været industri, før det brændte ned. Vi er på det ydre Nørrebro eller i Nordvest, nede ad en sidegade til en sidegade, langt fra Nørrebrogade og bilerne. Her er så stille, at du ikke har lyst til gå her om natten. Ikke hvis du er en pige i voldtægtsalderen. Vi følger ståltrådshegnet, til vi kommer til porten. Ivan løfter forsigtigt hængelåsen af kæden, det er først nu, jeg ser mærkerne efter en hammer. Han siger, han fandt den sådan her. Han skubber døren op, vi går ind, han stikker sine tynde arme gennem ståltrådshegnet og sætter forsigtigt låsen på kæden igen. Fra vejen ville man ikke kunne se, den havde været brudt op. Ukrudtet har fået lov til at vokse op mellem fliserne på den lille plads foran bygningen, et træ har strakt sine grene ind ad det ituslåede vindue. En dobbeltdør og et skilt, der er blevet malet over med sort spraymaling. Heromme, siger Ivan, vi går rundt om huset og hen til en mindre dør, hvid afskallet maling og mærker på låsen efter at være brækket op med en kraftig skruetrækker. Han skal lægge skulderen mod døren for at få den op. Vi går igennem en mørk gang, der lugter af røg. Lugten bliver kraftigere, da vi kommer ind i det, der må have været reception og et åbent kontorlandskab. Der er ædt store bidder af møblerne, en telefon er flydt ud over skrivebordet, små bidder grå plastik på gulvet under. En kontorstol er smeltet ned over sig selv. Væggene er tilsodede, øverst oppe kan man se, at de har været laksefarvede. Indrammede plakater er faldet ned og ligger knuste på gulvet. På et af skrivebordene står en metalramme, fotoet er næsten brændt, man kan kun se halvdelen af ansigtet på en teenagepige, armen der ligger om hendes skulder.
Der lugter af kold røg, af pis, afføring.
En åben papkasse står på hjørnet af et af bordene. Den har sorte mærker fra flammerne op ad siden, men ellers ser den nogenlunde uskadt ud. Alt omkring den er svedet sort, nogen må have taget den et andet sted fra, slæbt den med sig og så efterladt den her. Indset at det var ligegyldigt at redde den. Den er fyldt med postkort.
De øverste postkort er brændt sorte. Jeg skal et par stykker ned, før jeg kan se, hvad der er på dem. En dreng i konfirmationsalderen med lyst hår og et skateboard over nakken, en walkman siddende i bæltet. Han smiler på billedet. En frisk ung mand. En rigtig frisk ung mand. Han ser på mig med stor tiltro til sig selv og sin fremtid. Der er ikke trods i hans øjne, han er flink mod sine bedsteforældre og ryger ikke fed til han er ved at dø af det, sniffer ikke lim. Ressourcestærk, er det ord, jeg leder efter. Han er sikkert på min alder nu, jeg håber, det er gået ham dårligt. Jeg håber, han har aids i udbrud.
Det var det, de lavede, siger Ivan. Postkort. Tillykkekort. Du ved, den slags. Papir. Han griner. Jeg tror, jeg forstår, hvad han mener. Et trykkeri, et sted der laver papir, må brænde ned på et tidspunkt.
Kom med, siger han. Vi går gennem kontoret, en smal gang fører hen til en trappe til overetagen. Den knager, mens vi går op ad den, gelænderet giver sorte aftryk i håndfladen.
“Den skal nok holde.”
Ivan griner til mig.
“Håber jeg.”
Første etage har været mindre berørt af ildebranden, men er til gengæld blevet smadret mere. Et stort rum med skråvægge og høje borde. Tegnestuen må have ligget her, selvom det er svært at forestille sig nu, hvor alt er revet fra hinanden. Dem der brækkede låsen op, er gået amok her. Væggene er overmalede med den samme sorte spray som på skiltet og på muren, nogle steder er der sparket hul, så gråt isoleringsmateriale hænger ud i totter. Også her lugter der kraftigt af pis. På væggen står der Elsk! med store sorte bogstaver.
Udenfor går solen langsomt ned. Ivan tænder et stearinlys, der er plantet i låget fra en malerspand. Vi sidder med det mellem os, jeg på en trækasse og han på en gammel slidt sovepose på gulvet. Ruderne er smadret, så flammen blafrer. Han har sovet her de sidste tre-fire uger. Før det sov han i en forladt togvogn nede ved baneterrænet.
Ivan spiser resten af sin pizza. Koncentreret, han ser ikke op. Da han er færdig, er der ikke en skorpe tilbage.
Så begynder han igen at tale, hans dansk er allerede blevet mere sikkert end sidst. Han drikker Cocio, jeg drikker årgangsøl i dag.
“Ved du godt, at kaniner spiser deres egen lort?”
Sådan spørger han, fuldstændig uden indledning eller grund. Som en indre strøm af ord, der flyder over, nattemændene der skvulper med spanden. Jeg ryster på hovedet.
“Kaniner spiser deres egen lort. Det er den eneste måde, de kan få næring nok.”
Jeg ville gerne være deltagende. Men ser bare på ham.
“De spiser, og så skider de, og så spiser de det igen. Altså to gange. Først spise, så skide, så spise igen.”
Jeg nikker. Jeg har forstået. Så spise igen.
“Lort nummer to spiser de ikke. Der er ikke mere tilbage.”
“Hvordan ved de, at det er lort nummer to?”
Ivan ser på mig.
“Det ved jeg ikke …”
Der er blevet mørkt herinde, det hvide i hans øjne lyser op.
“Jeg ved det ikke, jeg må have … glemt det.”
Mens Ivan taler, river han pizzaæsken i stykker. River firkanter af pap og balancerer dem oven på hinanden. Han siger: De sidste par måneder før vi flygtede, levede vi af boller lavet af mel, olie og vand. Vi var de heldige, dem der stadig havde noget at spise.
Melet havde de fra onklens bageri, han var kommet med en bus et par måneder tidligere. Olien købte hans far på det sorte marked. Han skulle af med sit ur, sin frakke og et par dyre håndsyede italienske sko for en femliters dunk. Det var ikke god olie, siger han, der lugtede surt i hele lejligheden, når mor lavede bollerne. De smagte klægt og tungt og gav mavepine, og da saltet slap op, var de endnu sværere at få ned.
En dag havde faren samlet sin pladesamling. Meget af den var jazz, sorte mænd med trompeter og saxofoner, sort/hvide-fotos på pladeomslagene, de kun måtte se på, når far sad med dem i sofaen, aldrig selv hive ned fra reolen. Et par plader med kroatiske jazzmusikere. Ana og han elskede at lytte til dem. Fordi Summertime lød sjovt, når den blev spillet på gusle, et kroatisk strengeinstrument. Faren samlede pladerne sammen, mange plader, ingen sagde noget til ham. Han så koncentreret ud. Så gik han med dem.
Ivan klør sig over håndryggen, langs neglerødderne er der et rødt spor af tomatsovs. Han er her ikke. Han ser ikke på mig men ind i stuen i en lejlighed, der ikke længere findes.
Det værste var skænderierne, siger han. Når hans far kom hjem fra markedet, lugtede moren altid til hans hænder. Så råbte hun, at for den cigaret havde han kunnet købe æbler, æbler til børnene. At han havde kunnet få ferskner, måske en appelsin, at hun ikke havde smagt en appelsin i mere end et år. At de kunne have delt den appelsin. Faren råbte tilbage. Argumenterede ikke, men råbte bare. Ivan havde aldrig hørt dem skændes sådan før. Mens han fortæller, er han drengen, der gemte sig bag overtøjet i entreen.
Prisen på det sorte marked steg uge for uge, for pladesamlingen fik faren en bakke æg. Moren blandede æggene med mel og olie og stegte det på panden. I det sidste æg lå en lille kylling. En død fugl med bittesmå fjer på kroppen. Hovedet med det lille næb puttet ind under vingen. Hans far havde siddet ved bordet i køkkenet, set på den uden at sige noget. Ivan fortæller mig, hvordan han selv pillede dem ud, de små vinger, der aldrig ville blive større. Ana spurgte, om de kunne spise den, de havde ikke smagt kød i flere uger. Faren havde ikke sagt noget, bare siddet ved bordet, mens tårerne løb ned af hans kinder, store tårer der samledes under hagen og faldt ned på bordet.
Ivans mor havde taget kyllingen og var gået med den. De spiste i stilhed. Næste dag så de kattene i gården lege med den døde fugl. Spidde den med kløerne, tage bidder af kroppen, slås om den. Også de var sultne.
Om natten, da jeg har drukket mine øl, og Ivan ligger og sover i sin skidne sovepose med den tomme Cocioflaske ved siden af sig, går jeg derfra på usikre ben. Ned ad trappen og gennem det udbrændte kontor. Jeg har svært ved at få hængelåsen af kæden, står og svajer og roder.
Den nat sover jeg bedre, end jeg har gjort længe.