28
KIRKEGÅRDEN SKRÅNER, VI står ved de ukendtes grav. Vi kan se, hvor hun er blevet gravet ned, der er et hul i græsplænen, frisk jord. Det regner, græsplænen er sjappet. Præsten har et plastikslag ud over præstekjolen. Han læser op af Biblen, Det gamle Testamente, mere ved jeg ikke.
Martin har to sweatere og sin grønne regnfrakke på. Jeg har et jakkesæt på under vindjakken, brunt, krøllet, en gang pænt. Et hun købte til mig, det samme jeg havde på til Martins dåb. Det gode ved heroin er, man ikke lægger sig ud.
Jeg trykker hånd med min bror, havde ikke troet, han ville komme. Han smiler til Martin. Prøver, det er ikke nemt for ham.
Så vender vi os igen mod præsten, han fortæller om Esajas. Min bror spørger:
“Hvorfor en begravelse?”
“Hun er død.”
“Ja, men hvorfor en begravelse, hun hadede kirker. Hadede præster …”
Jeg svarer ham ikke, vi står der lidt, han tænder en cigaret, holder den tør i indersiden af hånden. Så drejer han hovedet, nikker langsomt.
Vi er ikke alene, et par gamle damer er stødt til. Med plastiknet over håret, lodne frakker, står så tæt, at det ser ud, som om de prøver at varme hinanden. Når de ikke tørrer øjnene, smiler de til hinanden og til os. Siger med øjnene, sådan er livet, det er hårdt. Vi må klare os igennem, tænke på de gode stunder. Nogen, hun kendte fra pensionistcentret. Nogen, der kendte hende som en ældre dame, der bagte marmorkage. Som en, der spillede bridge og ellers hev efter vejret. Som havde sat sine penge i frimærker og hørte Dean Martin-plader. Som kunne lide kongehuset, og når hun var rask nok til det tog ind og så dronningen vinke fra balkonen.
De har aldrig som os måttet slæbe hende med hjem fra Aben eller Klovnen eller Sømandsstuen eller nogle af de andre værtshuse, hun kom på. Har aldrig båret hende hjem skidefuld og været ved at blive kvast under vægten, når hun drattede om. Har aldrig set hende gå omkuld i sofaen, med kjolen oppe om ørerne, uden trusser, fordi de var forlist på herretoilettet, for en drink, en øl, selskab. Og har derfor aldrig set hendes behårede skræv vågne og overpisse hynderne.
Eller ligge og plirre med øjnene en hel eftermiddag, fordi hun havde blandet for meget receptmedicin. Vi skal have en regnbue, sagde hun, mor skal have en regnbue. Det var, når hun blandede de røde piller med de gule med de blå. Dengang havde pillerne mange forskellige farver, magiske piller med magisk virkning. Magiske navne. Seconal, sig det langsomt og med dyb stemme. Valium, sig det, mens du svinger tryllestaven.
Første gang jeg prøvede stoffer, var jeg ikke meget ældre, end Martin er nu. Det var derhjemme, og det var fra mors egen samling. Magiske piller der gjorde den eftermiddag til noget ganske særligt.
Præsten siger, at hun var et menneske, der levede et hårdt liv, i en tid hvor en enlig mor havde det hårdt. At det var hårdt, men at hun prøvede at give sine to sønner den bedst mulige opvækst, men det var hårdt. Så hører jeg ikke længere efter.