30

EN BULLDOZER KØRER over det hvidmalede stakit. De brædder, der ikke lægger sig ned, splintres. Den fortsætter langsomt over det lille stykke græsplæne, sætter dybe spor efter sig i jorden.

“Det er kun, fordi markedet er som det er, at nedrivningen bliver på købers regning,” sagde ejendomsmægleren.

Håndværkerne står rundt om, ser på. Har vel set det mange gange før, men kan ikke lade være med at stirre. Monstret, kalder de den. Tænderne og fejebakken hedder kloen.

Bulldozeren standser foran huset, langsomt hæver den kloen. Så lyden af knust glas, da kloen åbner sig og fortsætter gennem vinduerne. Så løftes den op, og den ene væg brækker af. Man kan se ind til det lurvede gulvtæppe i stuen, falmede røde blomster på orange baggrund.

Hendes hus. Vores mors. Hun var stolt af det. Manden i bulldozeren sætter den store maskine i gear. Motoren hoster og fortsætter fremad, kører ind gennem det, der før var dagligstuen, videre ind i soveværelset, huset folder sig sammen om maskinen.

Papirerne kom tilbage fra min bror, underskrevet. Jeg har ikke haft noget med det at gøre. Sagde til advokaten, at min bror ikke ville have noget; han bad om hans adresse, sendte papirerne.

Bulldozeren sidder fast, den står i det, der var soveværelset. Så tung, at den for længst er gået gennem gulvbrædderne. Råddent træ, mudder. Larvefødderne kører i højeste gear, spreder jord, små stumper gulvtæppe, små stumper tapet bag sig.