53

JEG BLIVER VÆKKET af en fremmed lyd i lejligheden. Det første jeg tænker, er indbrud. Jeg tænker på min dope. Al min dejlige dope, at nogen er brudt ind, at nogen vil have fat i den. At de har kunnet lugte den. At de ved, hvor meget jeg har. Junkier har bedre næser end narkohunde, og de ved, hvor meget jeg har. De er gået langs husmurene og har lugtet sig frem, og nu står de i mit køkken. Jeg ser mig rundt i soveværelset. En rigtig dealer ville have et baseballbat, en kniv, en pistol. Et eller andet skarpt. Jeg tager lampen fra sengebordet, ruller ledningen op, holder den over hovedet, åbner langsomt døren.

Ikke nogen.

Ikke nogen i stuen og heller ikke nogen i køkkenet. Så er lyden der igen, jeg ser ned.

Det er Martins fod, der skraber mod linoleummet, han skummer om munden.

Vi sidder i taxien. Jeg holder hans hoved, tørrer ham igen om munden med ærmet, hans lille krop ryster mod min. Han øjne er sløve og røde, så kører de om bag i hovedet, og jeg ser kun hvidt. Jeg ryster ham, indtil jeg igen kan se hans pupiller, han ser frem for sig uden at fokusere.

Chaufføren kører over for gule og røde lys. Koncentreret, læner sig frem og holder rattet med begge hænder. Har ikke tænkt på radioen, siden vi stod ind. Det er et quizprogram, de spiller små bidder musik, og folk skal ringe ind og gætte, hvad det er. Han kører over endnu et rødt lys. Hornet fra en anden bil følger os ned ad gaden. Chaufføren tøvede, da han så os. En ung pakistaner med et ar ned ad kinden. Jeg kunne se ham gennem bilruden, bankede på den, han sad bare og gloede, vidste ikke, om han skulle samle os op. Så stod han ud, løb rundt om bilen og hjalp mig ind med Martin.

På hospitalet stiller de en masse spørgsmål. Jeg svarer ja eller nej til de fleste. Lægen må være i begyndelsen af fyrrerne, har fået grå hår i en tidlig alder. Martin ligger på en båre, portørerne kører af sted med ham, jeg holder hans hånd i min, vi går hurtigt uden at løbe, lægen bliver ved med sine spørgsmål. Et sted bag os kan jeg høre lyden af sygeplejerskens sandaler.

Lægen spørger:

Er han overfølsom over for noget?

Nej.

Overfølsom over for nødder?

Nej.

Har han spist nødder i dag eller i går?

Jeg ved det ikke.

Er han overfølsom over for penicillin?

Over for mælk, fisk, gluten?

Husstøvmider?

Katte?

Hunde?

Er han på nogen former for medicin?

Har han sukkersyge?

Har han spist?

Kylling, skaldyr, rå æggeblommer?

Hvad har han spist? Har han spist noget, han ikke plejer at spise?

Lider han af epilepsi?

Narkolepsi?

De har kørt ham ind på stuen, har stukket slanger ned i hans hals, har stukket sprøjter i ham. Flere. Har hevet blod op og sprøjtet en klar væske i ham.

En læge står mellem mig og Martin, prøver at holde mit blik fanget, han spørger:

Kan man forestille sig, at han har drukket af nogen af flaskerne med rengøringsmiddel. Du fandt ham i køkkenet, ja? Er det dér, du har dine rengøringsmidler? Ja, under vasken. Sådan er det jo. Det er dér, man har dem. Tænk dig om, så du nogen flasker på gulvet? Nogen, der var åbnet? Hvad for nogle flasker stod der fremme, var det Ajax, Klorin? Stod der noget fremme? Det er meget vigtigt, at du tænker dig om.

Jeg tænker.

Tænker.

Jeg ser hvidt pulver. Ser Martin finde det. Lede efter mad i køkkenet. En stor dreng nu, kan godt selv lave morgenmad. Behøver ikke at vække far bare for at få noget at spise. Fjernsynet der kører, med lyden skruet ned, ikke vække far. Han har slæbt dynen ind og siddet i sofaen. Og så er han blevet sulten. Har ledt og ledt efter brød, havregryn måske. Et eller andet han kunne putte i munden. Er kravlet op på en stol og har ledt. Skulle stå på tæerne for at nå, hvad er der i den æske? Nysgerrig, altid nysgerrig. Og han fik den ned. Sådan må det have været. Måske har han troet, det var melis.

Har puttet det i munden. Sulten dreng, en hel håndfuld.

Jeg ryster på hovedet. Nej. Jeg ved det ikke. Ved ikke, hvad han har fået, om det er Klorin eller hvad.

Lægen ser på mig, ser mig i øjnene, stirrer. Som hvis han blev ved længe nok, ville svarene på alle hans spørgsmål tone frem i min pande. Så vender han sig om, jeg er der ikke længere.

Maskinen går i gang, giver en slubrende lyd fra sig. Martins krop vrider sig på briksen og bliver så igen stille. Sygeplejersken tager mig i armen.

Jeg sidder på gangen udenfor og venter. De bad mig om at vente her. At det ville være nemmere. De har været i gang i tyve minutter. En til læge er kommet ind på hospitalsstuen. Gik hurtigt igen, som om der var noget, han skulle nå. Jeg sidder her. Ser ned på mine hænder. Sveder. Hvis han dør, tænker jeg. Hvis han dør …

Nogle gange må man lytte til sine egne løgne.

Han skal nok klare den. Det er en.

En anden: Det er ikke så vigtigt, hvad han har taget. De pumper bare hans mave ud. Sådan fungerer det, det er ikke så vigtigt. Jeg tror på det. Jeg tror virkelig på det.

Jeg tror på det.

Hvis han dør …

Jeg ved, at hvis jeg kommer løbende ind på hospitalsstuen, råber, at de skal give ham en sprøjte Narcanti eller Nalone eller en anden modgift mod dope …

Så er det slut, så bliver intet nogensinde godt igen. Jeg ser ham ikke igen. Han er ikke længere min, han er ikke længere nogens.

Den nat sidder jeg i stolen ved siden af hans seng, maskinen trækker vejret for ham. Tidligt om morgenen ser han sig omkring med øjne, der stadig ikke kan fokusere. Jeg kysser ham på panden.

Tre dage efter kommer vi hjem i en taxa. Hans stemme er hæs fra slangerne i hans hals. Hele vejen hjem har han snakket om, hvad han godt kunne tænke sig at spise, pizza, burger, pomfritter.

Jeg har sagt ja. Ja, skat, det skal du nok få, har ikke kunnet nænne at fortælle ham, at det vil gøre for ondt at spise andet end suppe de næste par dage. Under stolen i køkkenet finder jeg flasken med blegemiddel, den er væltet, flydt ud og har efterladt et mærke på linoleummet, der ikke vil gå væk. Han ser tegnefilm med dynen om sig.