45

“D U KOMMER KLOKKEN fire, ik’?”

Jeg har holdt fast lidt for længe, trykket ham ind mod halsen. Han kan mærke, at noget ikke er, som det plejer. Ja, skat, jeg kommer klokken fire. Det er, hvad jeg har lovet ham, ikke at blive hentet som den sidste, ikke at sidde med en irriteret pædagog, som har fejet og nu venter på at komme hjem.

Ja, skat, jeg skal nok være der. Han holder fast om min nakke, jeg vrister mig fri, så blidt jeg kan og rejser mig. Far skal nok være der.

På vejen ind i bussen begynder jeg at blive svedig i håndfladerne. Jeg står af på Rådhuspladsen og går det sidste stykke ned til Istedgade. En lang vej i dag. Ingen ser på mig, ingen stirrer, folk er ligeglade. Jeg går ned ad Istedgade, mærker igen efter i jakkens inderlomme, de er der alle fire. Små pakker dope, hvide breve foldet sammen med brændt plastfilm om. Jeg har gjort, som jeg har set, man skal gøre. Da jeg er tæt på kirken, tager jeg dem i hånden, parat til at blive smidt eller slugt. Jeg hader det her sted. Hader kirken, hader junkierne foran kirken. Hader at stå her. De få gange, vi købte på gaden, var det hende, der gjorde det. Hun var ligeglad, du kan godt lide at fixe? Ja. Hvorfor vil du så ikke købe? Jeg kunne aldrig komme med en god forklaring. Ikke en jeg ville sige højt. Så længe jeg havde et sted at bo, så længe jeg kunne narre folk i supermarkedet, var jeg ikke som dem, gadejunkierne.

Jeg er ikke som dem.

Heller ikke nu. Slet ikke nu.

Det må jeg huske.

Jeg er hajen. Ulven. Jeg er uhyret under sengen.

Jeg er den, der har. Og de er dem, der gerne vil have. Sådan er det.

Stadig tidligt på dagen. Der står kun en lille spredt gruppe på fem foran kirken. To taler sammen, de andre sidder bare og kigger ud i luften. Gnider hænderne. Forbereder sig på en dag, der kan blive slem eller værre. Da jeg kommer hen til dem, stirrer de på mig, som om jeg var en turist, der er faret vild.

Jeg har. God kvalitet. Én bider på med det samme. Vi går rundt om kirken. Behøver ikke at gå meget længere, her om morgenen er der stadig ikke tæt med politi. Det er næsten rent. Det er dræberen. Kun i dag. Han har cowboyjakke på, en snavset hvid T-shirt indenunder. Et betændt sår strækker sig op ad halsen, et fejlskud ketogan. Han ser mistroisk på mig.

“Er det negerkugler?”

“Nej. God kvalitet.”

På gaden er prisen altid fast. Sådan er det. Der kan ikke forhandles om et enkelt fix. Altid tohundrede. Tre pakker for femhundrede. Sådan er det. Ikke fordi alle pusherne har slået sig sammen om at finde den rigtige pris. Men fordi når alle ved, at det er tohundrede, kan de have pengene parat med det samme, ikke noget med at stå og tælle op eller prutte om prisen, mens en patruljevogn langsomt kører forbi.

Hvad der ændrer sig på gaden, er kvaliteten. Den er aldrig så god, som den man kan købe i lejlighederne. Men dem på gaden har allerede brændt deres faste dealer af. De har brændt kreditten af, de har lavet problemer, de har været for ynkelige at se på til at dealeren ville have dem rendende i opgangen. De er endt på gaden, foran kirken, har ikke andre steder at gå hen.

“Hvis du ikke vil have, er det lige meget. Dit problem.”

Jeg lader, som om jeg skal til at gå. Jeg er hajen, jeg er ulven.

“Hey, mand, vent lige.”

Da jeg vender mig om, har han gravet pengene frem af inderlommen. Sedlerne er krøllet sammen, og da han rækker dem frem, ser jeg, at det jeg før troede var tatoveringer over knoerne, også er sår. Jeg putter pengene i lommen og rækker ham en pakke.

“Sig til folk, at der er god kvalitet i dag.”

Han ser ikke på mig, er allerede i gange med at finde gearet frem, sætter sig på hug op ad muren, halvt skærmet af en skraldespand. Det er reglen på gaden. Få kanylen i såret, få nålen i halsen, så hurtigt du kan. Hvis politiet tager dig med stoffet, scorer de det. Hvis du har nålen i kødet, lader de dig fixe færdig.

Jeg holder mig på gaden. Bliver ikke stående for længe det samme sted. Går op og ned ad gaden. Forbi kirken igen, ser om jeg kan få øjenkontakt. Ser om rygtet har spredt sig. God kvalitet i dag. Om politiet tror, at jeg er junkie eller en turist, der ikke kan finde mit hotel, er lige meget, bare de ikke tror, jeg har noget. Efter en halv time får jeg solgt igen. Ham her har pengene parat, stiller ikke nogen spørgsmål. Det skulle være godt, siger han og smiler, viser mig en mund uden tænder. Han kan ikke være mere end fem år ældre end mig. Jeg nikker til ham. Han får sin pakke, og jeg be gynder igen at gå. Så nemt kan det være, tænker jeg. Med fire hundrede i lommen. Så nemt kan det være.

Der går en time, før der igen er bid. Men jeg er heller ikke den eneste. De fleste har deres faste dealer. Ham, de ved ikke snyder alt for meget. Ikke cutter alt for meget.

Hun kommer hen til mig, da jeg standser op foran kirken og tænder en cigaret.

“Er det dig, der har?” Jeg nikker.

“God kvalitet?”

Jeg siger, hun skal følge med mig. Jeg går uden at se mig tilbage. Jeg kunne blive ved med at gå. Til Roskilde, og hun ville stadig være der. En baggård med overfyldte affaldscontainere. Hvis beboerne ser ned nu, er alt som det plejer. Intet nyt. Da jeg vender mig, ser hun sulten ud, den lille gåtur og tanken om dope har fået hendes tænder til at løbe i vand. Hun er et par og tyve. Hælene er høje, og de sorte strømper må være alt for kolde. En kort jakke, der går til taljen. Håret er fedtet, og ansigtet næsten gråt under makeuppen. Ligner havemøbler, der har stået udenfor i sol, regnvejr og sne.

Hun tager 150 ud af sin ene højhælede støvle.

“Jeg har ikke mere.” Hendes stemme er hæs. Hun rækker penge frem mod mig. Penge hun har tjent med munden eller fissen. Et morgenknald. Hendes første kunde.

“Jeg har ikke mere.”

En mand på vej til arbejde, der er kørt gennem Skelbækgade. Det er ikke, fordi de ikke kan få andet. Ikke, fordi de ikke har råd til andet. De kan lide dem sådan her. Slidte, brugte, du kan gøre med dem, hvad du vil. Tvinge munden ned over lemmet til de er ved at kvæles. Hvis du betaler dem nok, kan du brænde dem med cigarettænderen.

“Det er ikke nok,” siger jeg til hende.

“Du mangler en halvtredser. Og det er god kvalitet.”

“Jeg slikker dig. Jeg slikker dig, jeg er god til det. Jeg er rigtig god til det. Jeg får dig til at komme så hurtigt. Du må også stikke fingrene op i mig.”

Hun er nede på knæ, griber fat om mine hofter. Arbejder på at få bæltet op. Vil ikke give mig muligheden for at sige nej. Hvis først hun har pikken i munden, har vi vel trykket hånd på det. Jeg må tage hårdt fat om hendes arme for at komme fri. Og stadig er hun på vej frem mod mit skridt, ligeglad med hvad asfalten gør ved hendes knæ. Jeg tager pengene ud af hendes hånd, smider pakken efter hende. Den ryger ind under en af containerne. Da jeg går derfra, ligger hun og prøver at grave den frem. Den korte nederdel har sneget sig op om livet. Jeg kan se hendes nøgne skridt med de mørke krusede hår.

Klokken er lidt over et, og jeg har kun en enkelt pakke tilbage. Jeg kunne tage hjem nu. Over tusind kroner i lommen. Men jeg vil lige sælge den sidste pakke. Måske holder jeg fri i morgen og så på den igen. Jeg har én pakke tilbage. Jeg står på gadehjørnet over for kirken, tænder langsomt en cigaret, så de kan nå at få øje på mig.

“Har du noget? De siger, du har noget.”

Jeg vender mig. Han er ikke junkie. Men hans ølvom er lidt for stor og tatoveringerne på halsen lidt for voldsomme til en betjent. Måske leder han efter coke.

“Jeg har dope.”

“Ja.”

Han følger efter mig. Hans kæreste må være på nålen, sådan må det være. Et lille junkiefæ, som han kan baske rundt, og som ikke tænker på at skride, så længe hendes store stærke mand tager noget med hjem til hende. Jeg går ind i den samme baggård som før. Det er ikke særlig klogt. Jeg burde gå et andet sted hen. Men det er tæt på, og jeg har kun en pakke tilbage. Så er det hjem. Hvad bliver det? 1.350. Og klokken er kun et.

Jeg ryger langsomt på cigaretten. Jeg er monstret under sengen. Det er mig, der har.

“200.”

Han graver i lommen på sin Kansas-jakke, tager en 500-kroneseddel frem.

“Kan du give tilbage?”

Da jeg tager byttepengene op af lommen, følger de to sammenkrøllede sedler med som den første junkie gav mig. Jeg bukker mig ned efter dem. Da jeg kigger op, ser jeg det ske. Hans ansigt. Øjnene. Han har fået en god ide.

“Jeg vil have dine penge, giv mig din junk og pengene.”

Han tager de krøllede sedler ud af min hånd. Presser mig op mod containeren, mens han graver løs i min inderlomme, tager hvad jeg har. Han smiler nu. Smiler stort, god ide. Jeg har ikke en chance. Han må veje det dobbelte af mig.

På vej ud af gården. Han fløjter. Han fløjter sgu. Går stille og roligt. Jeg tager en tom vinflaske, der står ved siden af affaldscontaineren. Rammer ham på siden af hovedet, flasken smadrer. Han er nede at røre med hånden. Så er han oppe igen.

Jeg ligger på jorden, og han står over mig og sparker. Han bløder fra tindingen og sparker og sparker. Jeg er krummet sammen og prøver at beskytte hovedet. Han sparker længe.