24

JEG SIDDER PÅ sengen. Jeg har Albanerens bælte om armen. Jeg er den eneste, der sidder ned. Der er fem andre mænd i rummet. Jeg piller filteret af en cigaret, men de siger, jeg ikke behøver at filtrere. Heroinen er hvid, og lige nu kan jeg ikke gøre andet end at stole på dem, urenheder eller ej. Alt det her er noget, min hjerne tænker langt væk. Det er en tanke på Mars, det er en sang, jeg hørte, mens jeg sad i ballongyngerne på Bakken som barn. Nu tænker jeg på stoffet. Det bobler på skeen.

“Så bliver det spændende, om Martin ser dig igen.”

Det er Albaneren, der taler til mig, han ser ud af vinduet.

En af pakistanerne griner. Hans dansk er dårligt, man skal koncentrere sig for at skille ordene ad.

“Hvem er Martin, er det hans bøsseven eller noget?”

Albaneren ser på ham, taler næsten tonløst.

“Hold din kæft, abe.”

Pakien tager et par skridt frem, hånden i lommen, noget der kunne være en kniv. En af de andre råber ad ham, de taler højt til hinanden på urdu. Albaneren ser ud, som om han keder sig, lyner sin jakke, skal til at gå.

En stor fyr med tilbagestrøget glat hår, ham der tog imod os, da vi kom, lægger en beroligende hånd på Albanerens skulder.

“Vi laver forretninger her. Okay? Slap af. Forretninger. Vi er venner.”

“Okay. Men be’ din abe om at holde kæft. I skal ikke glemme, hvor I er. Det her er Nørrebro. Det er en dårlig ide at glemme.”

Den ene pakistaner taler til den anden. Ham der hidsede sig op før, nikker kort og forlader rummet, går ud på hvad der må være toilettet. Alt imens prøver jeg at få junken op i sprøjten så hurtigt som muligt. Hvis det her går galt, vil jeg være høj først.

“Okay, skal vi handle?”

“Ikke endnu.”

Albaneren peger på mig.

“Jeg vil lige se, om han dør.”

“Du bestemmer …”

Jeg finder venen. Suger blod op i kanylen. Albaneren går helt hen til mig, taler så dæmpet, at det kun er mig, der kan høre ham.

“Tænker du på Martin nu? Er det ham, du tænker på?”

Han ser mig i øjnene, blinker ikke.

Jeg tømmer sprøjten i armen. Et kort øjeblik tror jeg, at jeg skal til at OD’e. At det er nu. Jeg kan mærke svedperlerne på panden, og det føles, som om der er nogen, der står på min brystkasse. Det her er rent, tænker jeg. Det her er så rent. Så slår mit hjerte igen. Alt er godt. Og jeg prøver at tænde en cigaret. Fumler og fumler og får ild i den og lægger mig ned på sengen, kan ikke lade være, rent. Så rent.

En af pakistanerne griner.

“Han er langt væk, hvad sagde jeg, kvalitet. Du kan cutte det op som en tosse, hvis du vil.”

De næste fem minutter er postkort. Et postkort, hvor Albaneren ringer på sin mobil. Et postkort, hvor en af Albanerens venner kommer med en sportstaske. Et postkort med pengesedler i fryseposer.

Albaneren og jeg kører ud ad Nørrebrogade. Han har ikke talt til mig, siden vi gik fra hotellet, siden han skulle støtte mig ned ad trappen og hen ad gaden. Han tager sit dankort frem. Da vi holder for rødt, bruger han det til at skovle dope over i en ny kuvert fra handskerummet. Han stopper det i lommen på min jakke. Jeg har til næste tirsdag.

Martin og jeg spiser hakkebøffer i brun sovs fra en dåse, franske kartofler. Jeg falder i søvn foran fjernsynet til en gammel dansk komedie. Da jeg vågner om natten, bærer jeg Martin ind i seng og fixer igen.