42

SØNDAG STÅR JEG tidligt op. Får mit morgenfix, før Martin vågner og tegnefilmene begynder. Jeg ryger en cigaret ud ad vinduet og rører dejen sammen til pandekager. Jeg læser i søndagsavisen. Nu kan jeg høre, han begynder at rumstere på sit værelse. Jeg putter smør på panden og ser det smelte. Martin kommer løbende ind i stuen, råber hej til mig i forbifarten. Han slæber dynen efter sig og har hatten på hovedet. En hat, der ligner et af dyrene i tegnefilmen, han skal se. Et hundehoved med solbriller, tungen halvt ude af gabet og lange slaskeører.

Mens vi spiser pandekager med solbærsyltetøj, ser jeg alvorligt på ham. Han er i gang med at jagte et rødt bær hen over tallerknen med sin gaffel, kan mærke mine øjne på sig og ser op.

“Har du tænkt over det, vi talte om?”

Han ser igen ned på bærret, fanger det mellem pege- og tommefinger og putter det i munden. Jeg rømmer mig for at få hans opmærksomhed, holder stemmen alvorlig.

“Og hvad er du kommet frem til?”

“Drager.”

“Jeg så udenfor før, og det så ud, som om det blæste ret meget.”

“… Skal det ikke blæse, er det så ikke godt?”

“Jo. Men ikke så meget. Det blæser virkelig meget.”

“Kan vi så ik’?”

“Vi kan prøve. Men jeg kan ikke love noget.”

Mens jeg finder dragen frem fra skabet, klæder han sig selv på. Jeg sagde til ham, at det skulle være varmt, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er han ved at putte T-shirt oven på T-shirt. Han mangler bare at stoppe tøjet ud med avispapir for at ligne en miniaturehjemløs. Jeg lader ham beholde det på. Der er ikke nogen, der skal se ham i dag. Jeg hjælper ham en sweater over hovedet, og vi giver os på vej. Ned forbi parkeringspladsen og det lukkede supermarked og alkoholikerne, der kryber sammen på bænkene, kraven oppe om ørerne og øllen halvvejs oppe i ærmet. Hvis det ikke var for dem, kunne man sagtens forestille sig, at Martin og jeg var de sidste mennesker i verden.

Himlen er mørk, da vi når hen til mosen.

Træerne ligger halvvejs ned.

Når vinden slår om, rejser de sig. For så igen at blive tvunget ned af det næste vindstød.

En mand kommer imod os med en labrador i snor. Han går så hurtigt, han kan, ikke meget af ansigtet er synligt mellem jakkens krave og huen. Hunden er urolig, gør af sig selv. Kan mærke på vejret, at der skal til at ske noget, en spænding i luften. Ved de første tegn på tordenvejr pakker vi dragen sammen igen. Så må det blive videofilm og popcorn. Hunden er kun en stor hvalp, gør af græsset, graver i jorden til halsbåndet strammer, løber igen så langt foran ejeren, som snoren tillader, strækker den helt ud. Løber så tilbage og er ved at vikle ejeren ind. Han standser op, tager et par skridt som en danser med polio og er igen fri af snoren.

Vi følger stien, ser ud på det mørkegrønne vand med krusningerne fra vinden, som om en usynlig gaffel blev trukket hen over det. Ænderne ligger tæt på bredden, de skjuler hovedet i fjerene, kun fødderne stikker frem. De mangler bare en øl, siger jeg til Martin, han ser på mig, og jeg opgiver at forklare.

Halvvejs rundt om mosen, og vi drejer ned ad en sti til højre, er nu kommet til bakken. Grønt græs og en lille skråning, som de mindre børn kælker på, når det har sneet.

Bilerne på motorvejen er langt væk, man kan skimte dem, men kun høre en svag summen herfra.

Martin tager sit halstørklæde af og holder det ud i vinden. Det blafrer fra hans hånd.

“Vi har god vind, far, rigtig god vind.”

“Tag halstørklædet på igen.”

Jeg bakser med at få dragen op af tasken uden at knække vingerne, har gået så forsigtigt med den jeg kunne, og er glad for at se, at den stadig holder.

Martin kommer løbende over til mig, spørger om han ikke må sætte den op, prøve selv. Jeg rækker ham den. Han vil løbe den i gang, men den kraftige vind presser den mod jorden, da han giver slip. Han prøver igen, og det samme sker.

Jeg tager dragen, løfter den op over hovedet, mærker efter. Bliver stående til vinden er så kraftig, at den næsten river dragen ud af hånden på mig. Det er en gul drage med røde stjerner, der er to snore i den, en til hver hånd, så man kan styre den. Men i dag lader den sig ikke styre, den bliver revet rundt, er oppe ganske kort, før den bliver tvunget mod jorden som et nedskudt bombefly. Martin løber hen til den, snuden er dækket af jord, men intet på den er gået i stykker. Igen står jeg og mærker efter, lader vinden tage dragen. Jeg skynder mig at give snorene videre til Martin. Han skal også prøve i dag. En af snorene er ved at løbe fra ham, men han får fat, ser op på dragen, den blafrer i vinden, bliver flået. Det er utroligt, den holder. Lyden fra dens plastikhale er høj og gennemtrængende. Himlen over os er mørk, et par enkelte dråber rammer os. Så går dragen i lynflugt mod jorden.

Om aftenen falder Martin i søvn foran fjernsynet. Jeg tager ud af bordet. Sætter resten af hans pizza i køleskabet. Bærer ham så i seng. Han sover tungt, får dynen med robotten godt op om ørerne. Han har tommelfingeren i munden, alt for stor til at sutte på finger. Men jeg kan ikke nænne at vække ham. Så går jeg ud i køkkenet og gør mit aftenfix parat. Jeg ser på posen med dope. Jeg kan godt se, at der er taget af den. Når jeg holder den op mod de andre, bliver det tydeligere. Det er så lidt, jeg tager hver dag. En lille mus, der spiser af posen, så lidt. Men denne her mus bliver ved med at spise. Spiser en lille smule flere gange om dagen. En dag vil der ikke være mere tilbage.

Som at købe et kilo salt og tænke, det kommer til at vare evigt.

Jeg har forsøgt at sælge.

Først Mike.

Mike, der ikke ringede tilbage.

Mike med de døde øjne, der bliver spist af orme på Vestre Kirkegård.

Jeg har været inde i byen.

Et par gange opgav jeg allerede på Rådhuspladsen. Gik i biografen i stedet, sad og lod, som om jeg så en film, mens mit hjerte hamrede, jeg kunne umuligt slappe af med så meget dope i lommen. Kunne mærke de små hårde pakker mod ribbenene. Prinsessen på ærten, ganske små, men de føltes spidse, trykkende, som at have fået noget i øjet. Andre dage kom jeg længere. Ned ad Vesterbrogade, Istedgade. Men når jeg nåede til kirken, var min puls for høj, jeg havde kvalme. Troede, jeg skulle kaste op. Fortsatte forbi narkomanerne, ned til Enghave Plads. Drak kaffe på en cafe. Tog bussen hjem.

Jeg har forsøgt at sælge.

Jeg pakker posen ned igen, i en gammel metalæske. Mel, står der på siden. Sætter den tilbage på den øverste hylde i skabet. Jeg gør skuddet parat over vasken og tager det så med ud på badeværelset, låser efter mig og finder en god åre.

Hvis musen bliver ved med at spise, er den første pose væk inden jul.