11

JEG RINGER PÅ døren igen. Hun bor på fjerde sal. Jeg har min mappe under armen og sportstasken over skulderen. Mit pæneste tøj på. Hendes stemme skratter i dørtelefonen.

“Hallo … Hallo …”

“Det er hjemmehjælpen.”

“Men …”

“Det er hjemmehjælpen.”

“Men, jeg har da lige fået …”

Så hører jeg dørlåsen brumme. Jeg går op ad trapperne. Fire etager. Jeg begynder at svede. Hun står og venter, døren på klem.

“Det er da ikke i dag, jeg skal have hjemmehjælp, det må da være en misforståelse.”

Jeg ser i min mappe, lader øjnene køre ned over det tomme ark papir, som er klipset fast. Tager kuglepennen frem. Gentager så det navn, der stod på dørtelefonen.

“Ja,” siger hun, “det er mig.”

“Så skal du have hjemmehjælp i dag. Rengøring, så vidt jeg kan se. Plejer du at få støvsuget?”

“Ja, ja, det gør jeg, men Lene har lige været her. Det er ikke mere end … tre dage siden.”

“Ja, men Lene er syg. Og vi ved ikke rigtig hvor længe, så indtil da skal jeg overtage hendes skema. Og blive ved med mit eget. Du ved, hvordan det er …”

“Hvad er der med Lene? Hun var da lige …”

“En diskusprolaps, en rigtig grim en. Hun fik et skab ned over sig. Eller rettere sagt, greb et skab, der var ved at falde. Det skal man jo ikke gøre …”

“Det var da virkelig synd. Lene er en sød pige …”

“Ja, det er ærgerligt, så indtil hun har fået det lidt bedre …”

“Men kunne du så ikke komme tilbage i næste uge?”

“Nej, desværre. Enten er det nu, eller også må du vente fjorten dage. Det er dig, der bestemmer.”

Hun står lidt og tænker over det. Åbner så døren for mig. På vej gennem entreen brokker hun sig over, at systemet er så firkantet. At hun stadig kommer til at vente længe på næste hjemmehjælp. Jeg giver hende ret. Siger, hun endelig må ringe ind og klage eller endnu bedre skrive et brev til kommunen.

Hun er svagsynet, sidder i lænestolen og kniber øjnene sammen, prøver at se, hvad jeg laver. Jeg står med ryggen til hende ved skænken, er i gang med at fylde sportstasken med kongeligt porcelæn, håndmalede platter. Når jeg kan pille fotografierne ud af sølvrammerne, gør jeg det. Ellers tager jeg det hele. Alt kommer ned i tasken.

“Hvad laver du? Hvad laver du derovre?”

“Jeg hugger dine ting.”

“Hvabehar?”

“Hugger dine ting, jeg er i gang med at hugge dine ting.”

Hun siger ikke noget, bliver siddende. Mine hænder arbejder hurtigt. Jeg går over til vitrineskabet. Går i gang med skufferne, den nederste først. Altid den nederste først og så arbejde sig opad. Den midterste skuffe er låst. Jeg tager skruetrækkeren op af tasken, det er hurtigere end at prøve at få nøglen ud af hende. Jeg tømmer skuffen med sølvtøj ned i tasken. Så går jeg videre til næste skuffe.

Hun har taget mod til sig, forstår nu, hvad der sker.

Medlidenhed:

“Hvordan kan du dog hugge fra en gammel kone? Jeg har næsten ikke noget selv, og min mand …”

“Hold nu bare kæft, så er jeg ude herfra lige om lidt, okay. Så sker der ikke noget.”

“Det er mine ting, mine ting, jeg har …”

“Du kan alligevel ikke se dem.”

“Jeg ved, de er der, det er mine ting. Hvordan kan du …?”

“Hold nu kæft, der er alligevel ikke noget du kan gøre.”

Hun sidder i lænestolen, hænderne knuget om armlænene. De ortopædiske sko vendt indad som en lille pige, der prøver at holde sig.

Trods:

“Jeg kunne råbe op. Jeg kan råbe højt, det kan godt være, jeg er gammel, men jeg kan råbe højt. Folk ville høre mig, der er nogen der ville.”

“Og jeg kunne stikke en kniv i lungen på dig.”

Jeg går i gang med lp-samlingen. Man kan være heldig. Bladrer den igennem, smider pladerne fra mig på gulvet. Indtil videre ikke noget, jeg kan bruge. Man kan ikke købe meget dope for Nana Mouskouri.

Jeg river telefonen ud af væggen, går gennem entreen og ud på toilettet, lader dørene stå åben, så jeg kan holde øje med hende. Jeg kan se hendes ene fod herfra, se om hun er på vej til at rejse sig. Jeg tømmer hendes medicinskab, masser af gammelkonejunk. Der er altid bonus hos gamle damer, de fylder sig med mere lort end selv junkierne inde foran Mariakirken. Jeg går ind til hende igen. Hun er vred nu. Prøver at holde sammen på sig selv.

“Hvor er dine penge henne?”

“Jeg har ikke nogen, ikke i lejligheden. Jeg er en gammel … “

“Du har en forsikring, for helvede. Giv mig nu bare de penge, så skal jeg nok ringe til politiet, efter jeg er gået. Ellers brækker jeg benene på dig og lader dig ligge.”

“Det ville du ikke … Det kunne du ikke…”

“Vil du finde ud af det?”

Hun fortæller mig, hvor i soveværelset pengene ligger, en hatteæske i bunden af skabet. Gamle damer har altid penge liggende i soveværelset. Der kigger man jo ikke, det ville jo være uforskammet. Jeg putter sedlerne i lommen. Der er nogle tusinde, måske fem. Små og store sedler.

Jeg tømmer smykkeskrinet, der står foran sminkespejlet, mens jeg er derinde. Mest bare glitterstads, en smule sølv og et par guldøreringe.

Går ind til hende igen.

“Betyder denne her noget for dig? Noget særligt?”

“Alle tingene betyder noget for mig. Det er mine …”

“Svar mig nu bare, for helvede.”

“… Hvad er det du …?”

Jeg rækker brochen hen foran ansigtet på hende. Hun trækker hovedet til sig, som skulle jeg til at slå hende, så ser hun på den.

“Jeg fik den af min mand …”

“Det var ikke det, jeg spurgte om. Betyder den noget?”

“Ja.”

Jeg lægger den fra mig på bordet ved siden af hende. Jeg efterlader hende dér i stolen. Jeg kan mærke hendes blik i ryggen, da jeg går derfra. Lukker døren efter mig.