31

EFTER HENRIK VAR skredet, så vi ikke længere meget til vores mor.

Hun pantsatte alt eller solgte det. Kom hjem med en flaske rom eller fem stærke øl.

Og en mave, der hver gang var blevet lidt større.

Når noget var ude af lejligheden, så vi det ikke igen. Om morgenen var det, som om der havde været usynlige flyttefolk.

Når vi blev sultne, var der tre forskellige værtshuse, hun kunne være på.

Så fandt hun en tyver frem. Makrel i tomat, rugbrød.

Først på måneden kunne nogle af de andre gæster på baren være generøse.

En tyver hér, en tyver dér.

Om aftenen lå vi på sengen og forestillede os, at loftet var et kæmpestort fjernsyn. Vi forestillede os, hvad de viste. Hvad vi gerne ville se. Mange nætter så vi Ud at køre med de skøre.

Det er de bedste minder, jeg har med min bror. Hvordan vi kunne forsvinde op i loftet sammen, ligge dér og se biler køre hen ad en landevej i høj fart, næsten høre dækkene hvine. Ingen tvivl om, at vi hellere ville have haft et tv. At det havde været en befrielse ikke at tale sammen. Men de bedste minder er dem med ansigtet mod loftet. Langt bedre end de gange, han stod på mit hår og pissede mig på brystet.

Senere fik vi et fjernsyn. Et Nick skaffede; ingen af os spurgte, hvor han havde det fra. Og da vores mor kom hjem med en video, stillede vi slet ingen spørgsmål. Selvom hun tog den med hjem for at gøre os glade, var det ikke rart at tænke på, at mor havde spredt ben på et bodegatoilet, så vi kunne se Tom og Jerry, Bruce Lee, Ninja-film.