60

VI SIDDER I en hotelrestaurant på Rådhuspladsen. Drikker belgiske øl af høje tynde glas. Jimmy ser lige nøjagtig an stændig nok ud til at tage med et sted som her. Vi har noget at fejre. Vi har begge tjent godt i dag. Jeg har lommerne i jakken fyldt med pengebundter. Jeg turde ikke lade dem ligge i bilen. Jeg har penge nok i lommen til at kunne købe alt. Alt bortset fra fast ejendom. Jeg gentager det for mig selv. Alt. Så mange penge, at jeg kan mærke dem i lommen, at de tynger jakken. Jeg tænker, det her er et sikkert sted. Ikke et sted for dopedealere. Det her er et sted for folk med penge, gode job. Ikke et sted politiet kommer løbende ind og stikker fingre op i ens røvhul.

Jeg viser to fingre i vejret til kvinden bag den store krombardisk. En omgang til. Hun nikker og smiler.

Jimmy siger:

“Jeg har en dårlig nyhed.”

Jeg ser på ham, tømmer resten af min øl.

Hans øjne er alvorlige nu. Da han taler, er det dæmpet.

“Jeg er politibetjent. Jeg er undercover. Du bliver nødt til at følge med på stationen. Stille og roligt.”

Jeg ser på ham. Synker ikke min øl. Cigaretten får lov til at brænde mellem mine fingre.

“Nej, for helvede, slap af. Jeg tager pis på dig.”

Jeg synker og tager en stor mundfuld luft.

“For helvede, undskyld. Jeg tager bare pis på dig. Du blev sgu helt hvid i ansigtet.”

Jeg tager et hiv af cigaretten med en rystende hånd. Prøver at smile, prøver at grine.

“Undskyld, for helvede … Men det er rigtigt nok, det med den dårlige nyhed.”

Pigen kommer over med vores øl. Sætter først ølbrikkerne foran os, så de to ny øl. Hun er et sted i tyverne, mørkt hår samlet i en hestehale. Hun smiler til os. Giver os et nyt askebæger og går tilbage til baren.

Jimmy fortsætter:

“Jeg fik et brev i går. Jeg skylder dem fire måneder. Jeg har hele tiden vidst det. Troede bare, jeg først skulle ind at sidde om et års tid. Troede ikke, de havde plads til mig før.”

“Det er noget lort.”

“Ja, det er noget lort.”

“Hvornår skal du ind?”

“Om fire dage, ovre i Jylland. Jeg syntes, jeg ville vente med at fortælle dig det til i dag var overstået.”

“Det er noget lort.”

“Du skal nok klare den, bare du holder dine to aber i kort snor. Ellers er der andre …”

“Med pengene fra i dag kan du vel afsone på førsteklasse?”

“Ja, det bliver ikke specielt hårdt … Du skal nok klare den, det er jeg sikker på.”

Vi skåler. Ikke nogen stor eller glad skål. Bare to mænd i en bar, der klinker med deres glas.

“Jeg tænkte på noget.” Jimmy klør sig over håret.

“Jeg tænkte på … Og det er jo bare et forslag, og hvis du ikke kan lide det …”

“Ja.”

“Jeg tænkte, at når jeg kommer ud, skulle vi gøre det anderledes.”

“Ja. Blive clean. Melde os hos Scientology og tage et af deres tolvtrinsprogrammer. Narconon. Bliver ordentlige mennesker …”

Nu er det Jimmy, der ser overrasket ud.

“Det var ikke, hvad du havde i tankerne?”

“Nej, for helvede. Nej. Jeg tænkte, vi skulle deale anderledes. Du har jo også en lille dreng …”

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har fortalt ham om Martin. Hvor ved han det fra? Har jeg selv nævnt ham? Ideen om at han skulle være politiagent, har stadig ikke helt forladt kroppen. Selvom jeg ved, at det er latterligt. Jeg har set ham sniffe så mange gange. Og selvom Jimmy bare sniffer, er der ikke nogen tvivl om, at han er fuldblodsnarkoman.

“Jeg tænkte, at når jeg kommer ud, gør vi det anderledes. Du sælger til mig, ikke til nogen af aberne. Du sælger måske fem, ti gram til mig om dagen. Du giver mig en bedre pris end i dag. En god pris. Og så sælger jeg videre.”

“Ja, og hvordan …”

“Du kan selv bestemme, hvor vi mødes. Det kan være langt fra gaden. Det kan være Hellerup Havn, eller Husum Torv hvis du har lyst til det. Du har ikke noget at gøre med aberne, dem tager jeg mig af. Du behøver aldrig vise dig i gaden.”

“Ja …”

“Du tjener lidt mindre pr. gram, men til gengæld er der stort set ikke nogen risiko for dig. Og jeg kan sagtens have fem aber løbende, sagtens styre fem aber, jeg har gjort det før …”

Jeg tænker over det, mens jeg tager slurke af øllen. Laver et lille regnestykke i hovedet, der umiddelbart ser ud til at gå op.

“Jeg kan sikkert også finde et par stykker i fængslet. Når jeg skal være der i fire måneder, kan jeg nå at prøve dem af. Lære dem at kende. Sådan da. Men det er ikke dit problem.”

“Om fire måneder?”

“Om fire måneder.”

Vi trykker hånd på det.