65

VORES MOR HAVDE en mand på besøg. Det var efter sprutten, efter hun vaklede rundt og pissede ned af sine egne ben. Efter vores lillebror var begravet. Det her var hendes anden vind, hendes tredje forsøg på normalitet. På familie. Det var mens hun arbejdede på en frokostrestaurant i byen, kom hjem i sit tjenertøj. Manden havde mørkt tyndt hår, briller. Han var nervøs, sagde han var glad for at møde os. Sagde, at vores mor simpelthen var den pæneste tjener i hele restauranten, og det grinte hun af. Han var revisor, han var enlig, han smilte til os og tog forsigtige bidder af maden. Forsøgte ikke at skrabe tallerknen med bestikket. Efter vi havde spist, satte vores mor en plade på. Hun tog ud af bordet. Han blev siddende, indtil hun spurgte, om han ikke ville have det rarere i sofaen. Vi spurgte vores mor, om vi ikke måtte gå ned i gården. Den første gang vi nogensinde havde spurgte hende om lov. Hun smilte og nikkede, og det var en sensommerdag, og manden havde fået en lille plet sovs på den ene skjorteflip.

Solen gik ned. De andre børn blev kaldt op, én efter én. Vi sad stadig i gården. Det blev koldere. Da mors nye ven skulle igennem porten, ventede vi på ham. Vi var ikke særligt store, men det må alligevel have gjort ondt, da vi slog ham med hammer og svensknøgle. Slog ham, han faldt, og vi blev ved med at slå. Sagde, han skulle holde sig væk. Sagde, han ikke skulle ringe. Sagde, han ikke skulle besøge hende, ikke hér og ikke i restauranten. At vi ikke ville have en lillebror til. At vi ikke ville begrave en lillebror til. Han kravlede ud af porten. Vi lagde værktøjet tilbage i kælderen, skyllede os under vandhanen, som viceværten brugte til at vaske fliser med, så på hinanden. Gik op til vores mor igen. Spiste resten af den kringle, de havde efterladt, drak kaffesjatter med mælk.