40

JEG TAGER BUSSEN ud af byen. Forbi Brønshøj Torv, videre ud af byen, bussen snegler sig af sted langs mosen. Her skiller byen, fra villakvartererne i Brønshøj til Tingbjerg. Tingbjerg, en arkitekts våde drøm, der endte som den største samling af arbejdsløse indvandrere og alkoholikere. Byens yderste udkant.

Min bror bor her. Eller gjorde, sidst jeg var herude. Jeg besøgte dem, lige da de fik Martin. Den bamse, jeg havde købt til drengen, blev hurtigt taget fra ham. Min bror forklarede, at den havde glasøjne. At bamser med glasøjne ikke er til børn under to år. At de kan rive dem af, sluge dem. Ligesom jeg blev bedt om at tage skoene af, vaske hænderne. Drengen lå i en krybbe i stuen, det lignede et husalter. De diskuterede, hvad de skulle gøre med blomsterne. Hans kæreste ville have dem tættere på drengen, det ville se godt ud på billederne, og nu havde folk jo købt blomster. Min bror ville have dem ud i køkkenet, mente de lugtede for kraftigt. For den lille, vi ved jo ikke, om han har allergier. Jeg blev der ikke længe, har ikke været der siden.

Jeg står af bussen og fortsætter til fods. Langs supermarkedet, kiosker og spillehaller. På bænkene sidder alkoholikerne med deres hunde. Jeg følger vejen rundt, forbi den firkantede kirke, der ligner kontroltårnet fra en mindre lufthavn, går langs beboelsesejendommene, treetagershuse i gule mursten. De ligner alle hinanden. Først går jeg for langt. Skal et par blokke tilbage, før jeg ser min brors navn på dørtelefonen. Jeg står der lidt, ser på navnet. Det er ikke nemt, nu jeg er her. Så trykker jeg knappen ind. Først forsigtigt. Da der ikke bliver svaret, prøver jeg igen. Denne gang holder jeg den inde. Ingen svarer.

Jeg går til jeg finder en kiosk. Jeg har lyst til øl. Stærke øl. Men nøjes med cola.

Da jeg kommer tilbage, prøver jeg igen dørtelefonen, heller ikke nu bliver der svaret. Selvom det er varmt i vejret, er gaden affolket. Jeg sætter mig på dørtrinnet, ryger og drikker cola.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder der. To drenge på 10-11 år kører forbi mig på mountainbikes. Flere gange, hver gang ser de på mig. En ny i kvarteret. Jeg har efterhånden en del cigaretskodder liggende på fortovet foran mig.

En ældre dame kommer ned ad vejen. Jeg kan se hende på lang afstand. Indkøbsposen, der er for tung for hende. For hver tiende meter sætter hun den fra sig, strækker ryggen, gnider hænderne. Hanker så igen op i den, med tydelig anstrengelse. Da hun kommer til døren, ser hun på mig, men siger ikke noget, sætter indkøbsposen fra sig og finder nøglerne frem. Jeg spørger hende, om hun ved, hvor min bror er henne, må gentage spørgsmålet, før hun reagerer.

“Hvad vil du ham?” Hun får det til at lyde, som om det ikke kan være noget godt.

“Det er min bror …”

Hun betragter mig undersøgende. Jeg tænker, jeg måske skulle have taget noget pænere tøj på, ikke træningsdragt. På den anden side er det heller ikke et kvarter, hvor det hjælper at ligne en socialarbejder.

“Han har ikke været her i et par uger. Måske tre.”

“Ved du, hvor han er henne?”

Igen undersøger hun mig med øjnene.

“Nej. Han har bare ikke været her. Slet ikke. Heller ikke drengen.”

“Hvordan kan du vide …”

“Jeg fjerner reklamerne fra hans dørtrin. Så han ikke får indbrud …”

Hun hoster tørt ned i hånden. Jeg spørger, om jeg skal hjælpe hende med indkøbene. Hun afslår.

Låser døren op og hanker besværet op i posen, gennem glasdøren kan jeg se, at hun har svært ved at klare trapperne, er ved at vælte flere gange.

Jeg tager bussen ind mod byen.

Da jeg kommer tilbage til pensionatet, finder jeg en seddel fra Sofie under døren. Skriften er meget sirlig, meget feminin: Hej Kære, hvis det er det, du har lyst til, så er jeg frisk …

Nederst har hun tegnet et lille hjerte.