33

JEG STÅR PÅ hjørnet og venter. Hader at stå med så mange penge, er bange for, at hver en dranker og arbejdsløs taber, der går forbi, kan se, at jeg her står med flere penge, end de nogensinde vil få at se i deres liv. De ville rive mig i stykker, hvis de vidste det. Jeg ser ned på tasken, ser efter, at lynlåsen er lynet, forstiller mig, hvordan et uventet vindstød lister en tusindkroneseddel op af tasken. Og én til, hvordan de blæser hen ad gaden som efterårsblade. Ser for mig, hvordan narkomaner, alkoholikere og arbejdsløse tabere jagter mig ned ad gaden, mens sedlerne bag mig bliver hvirvlet op af vinden.

Lynlåsen er lynet. Jeg vil ikke se ned på tasken igen. Jeg ryger en cigaret. Ryger den langsomt. Albaneren kommer glidende i sin bil, holder ind ved siden af mig. Stille og roligt, ikke nogen høj bas, ikke noget hvin fra bremserne, kører bare ind, som om det var den mest naturlige ting i verden. Jeg stiger ind i bilen. Sidder med sportstasken på skødet. Han virker rolig. Meget rolig, piller ved radioen, ser sig i spejlet og kører ned ad gaden. Husk selen, siger han.

Sidste gang, jeg sad i hans bil, var jeg en junkie, der prøvede at tigge sig til et fix, parat til at suge og synke. I dag er jeg manden med pengene. Hovedpersonen. Hvis jeg ikke var så nervøs, hvis mine kno er ikke var hvide og hænderne efterlod striber af sved på sportstaskens mørkeblå nylon, ville den tanke gøre mig glad. Men jeg har kvalme af nerver, dopen har kun hjulpet en smule.

Albaneren piller ved radioen. Tuner forbi et par popsange og bliver ganske kort på et taleprogram, hvor de snakker om en billedkunstner, der laver sørøverporno. Albaneren ender på en station, hvor Elvis synger: Wooden Heart. Albaneren siger:

“Ved du, at han gik med pistol. Altid havde en pistol på sig?”

“Elvis?”

“Ja, jeg så noget om ham på tv. Det var Nixon, du ved, præsident Nixon?”

“Ja.”

“Det var ham, der gav ham lov til det. Han blev gjort til vicesherif eller sådan noget. Fik et badge og det hele. Og så måtte han godt gå med våben, han måtte ha’ pistolen på sig, tage den med, når han skulle ud at flyve eller stå på scenen. Så han havde altid en skarpladt pistol stukket ned bag i bukserne. Tænk, hvis han havde skudt nogen; en fan, der var kommet for tæt på …”

Albaneren virker rolig. Meget rolig, næsten for rolig. Jeg tænker, at han nok prøver at få mig til at slappe af, hvilket bare gør mig endnu mere nervøs.

Han parkerer bilen på en villavej i Rødovre. Han ser ud, som om han ved, hvor vi skal hen. Jeg tager ham dog alligevel i at kigge på vejskiltet, da vi kommer til en mere trafikeret vej.

“De er kroatere, de her fyre. Ikke serbere, ikke albanere. Men det er ligegyldigt, du skal ikke tale for meget alligevel. Hold kæften lukket. Hvis du er i tvivl om noget, så se over på mig.”

“Hvad hvis de spørger mig om noget?”

“Hvad skulle de spørge dig om?”

“Hvor jeg har pengene fra?”

“Det spørger de ikke om. Det spørger de helt sikkert ikke om.”

“Eller hvem jeg vil sælge til?”

“Svar så kort som muligt. Ikke nogen grund til at fortælle dem din livshistorie.”

Albaneren standser foran en lille frisørsalon klemt inde mellem to opgange. Skiltet på døren er guldfarvet med sorte bogstaver, medtaget af vind og vejr. Der står Salon Zaza. Åbningstiderne fortæller, at der er lukket i dag. Inde i salonen er lyset slukket.

Albaneren banker på glasdøren med sin bilnøgle. En skikkelse rejser sig fra en af frisørstolene. Med solen reflekterende i vinduerne og mørket i salonen ville man ikke have set ham udefra, medmindre man pressede ansigtet mod ruden. Han går langsomt hen og slår låsen fra, åbner døren for os. Han har kort mørkt hår og en fodboldtrøje på. Han giver Albaneren et kort kram, der mere ligner en formsag end den store gensynsglæde. Låser så efter os.

Albaneren ser sig rundt.

“Hvor er Goran henne?”

“Du ved, han elsker at lade folk vente …”

“Men han kommer?”

“Ja, ja. Han bad mig åbne for jer.”

“Og så skal vi sidde her og glo?”

“Han kommer, der er kaffe lige om lidt.”

Fyren med fodboldtrøjen er henne ved en hvid kaffemaskine, der står på et lavt skab. Den sprutter det sidste varme vand ned i filteret. Han bukker sig og åbner skabslågen, roder rundt og finder det, han ledte efter, en stabel hvide plastikbægre. Han ser på mig.

“Kaffe?”

“Ja tak.”

Endnu har jeg ikke fortalt min livshistorie.

Albaneren og jeg sætter os i sofaen over for frisørstolene, på sofabordet foran os ligger der dameblade.

Rummet lugter af shampoo, cigaretrøg og permanentvæske. På væggene er der billeder af modeller med håret sat op. Ældre billeder med frisurer, der ikke har været på mode de seneste fem-ti år. Kvinder, mænd og børn, der smiler til kameraet eller skuler på en selvsikker måde, masser af gele i håret. De nyeste billeder er store fotografier klæbet op med tape, af brude med blomster i håret, hvide kjoler og masser af makeup i flere farver. Store dage.

Jeg tvinger mig selv til at give slip på tasken. Den står nu på gulvet ved siden af mig. Jeg kan se den, hvis jeg drejer hovedet, den er lige ud for min højre hånd. Jeg bladrer i et dameblad. Hviler det i skødet, så mine hænder ikke får siderne til at danse op og ned. Helt afslappet, jeg læser om de kongelige. Om de kendte. Dem fra tv.

Albaneren puster på sin kaffe.

“Fik I løst problemet med Mirko?”

“Ja, ja … Det er lidt siden.”

“Hvor var han henne?”

“Fuck, har du ikke hørt det?”

“Nej, jeg har ikke rigtig set nogen i et stykke tid.”

“Travlt med at være familiefar?”

“Også det. Hvor var han?”

“Oslo. Fucking Oslo. Han havde noget familie deroppe, en onkel. Men de fandt ham. Det er sgu også dumt at tage til Oslo.”

“For mange jugo’er deroppe?”

“Ja, for helvede. Så snart der var nogen, der havde set ham, fik Goran et kald.”

“Tog de ham med tilbage?”

“Nej. Det … Jeg tror, de ordnede det deroppe. Men for at være helt ærlig, ved jeg det ikke … Da vi hørte, de havde fundet ham, var det ligesom …”

“… ikke noget, man snakkede om.”

“Ja … Og du ved, Goran vil jo helst holde mig ude af det.”

Vi drikker kaffe, jeg bladrer stadig i damebladet. Sveden fra mine hænder får siderne til at klistre, sort tryksværte på håndfladerne. Men hvad, det er en varm dag i dag. Albaneren ser på sit ur.

Hvis han ikke kommer snart … Han kommer. Du kender ham. Den unge kroats stemme er rolig, hans øjne ikke helt så overbevisende. Han ringer op på mobilen, taler et sprog, jeg ikke forstår. Han kommer? Ja, ja, han er på vej. Vi ryger alle tre. Fyren i fodboldtrøjen griner nervøst.

“Jeg skulle have bedt Sofija om at være her i dag. Så havde vi kunnet få en klipning, mens vi venter.”

Albaneren svarer ikke. Ser ud ad vinduet, som om han ikke hørte ham.

Ti minutter senere ser vi en sort firhjulstrækker parkere på den anden side af gaden, ruderne er tonede. Fire unge mænd stiger ud. Den ældste går forrest. Jeg gætter allerede nu på, at det må være Goran. Hvis jeg ikke var så nervøs, ville jeg nyde øjeblikket. Fire mænd, der krydser vejen, går langsomt, har ikke travlt. Det ligner noget fra en film. Selvsikkerheden og bilen bag dem, der skinner i solen.

Men det er ikke en film, jeg har ikke en diktafon tapet til benet. Det er mig, der skal ud og sælge stoffer i skolegården.

Jeg lægger bladet fra mig og min hånd griber ud efter tasken, kan ikke lade være. Jeg ser det for mig, så barnligt, så meget børnehave. Hvordan de hiver den ud af favnen på mig. Siger, det er vores nu. Jamen, det er min. Nej, nu er det vores. Det er min, det er min.

Døren går op. Ham jeg tror må være Goran, træder ind først. Han smiler til os, et varmt smil.

Meget mand, tænker jeg. En flot fyr, tænker jeg. I begyndelsen af trediverne.

Han er høj, går som en sportsmand, en bokser. Hans armbåndsur ser dyrt ud, men ellers har han ikke nogen smykker på. Jeg havde vel forestillet mig noget mere guld på ham.

Han trykker hånd med os. Griner til Albaneren. Lang tid siden.

Så drejer han en af frisørstolene om og sætter sig i den. De andre mænd bliver stående, lokalet er ganske hurtigt blevet fyldt. Goran siger:

“Skal vi ikke få det overstået? Jeg ville elske bare at sidde og spille kort med jer. Men det må blive en anden dag.”

Han ser på mig.

“Og du har noget til mig?”

“Ja.”

“Lad mig se …”

Jeg løfter sportstasken op fra gulvet. En af mændene tager den ud af hånden på mig. Sætter den i Gorans skød. Han lyner den op og ser ned i den. Bladrer lidt rundt i sedlerne nede i tasken.

“Hvor har du pengene fra?”

“Min mor er lige død.”

De griner, alle sammen.

“Okay, okay. Du har arvet. For helvede, du behøver ikke at svare.”

Han sætter tasken fra sig på gulvet.

“Nu skal du høre, hvad der sker. Dejan går ind ved siden af og tæller pengene. Han forsvinder ikke, han går ikke nogen steder. Og hvis pengene stemmer, er der ikke noget problem. Så får du, hvad du har betalt for.”

“Hvorfor kan han ikke …”

“Der er ikke nogen, der prøver at snyde dig. Det har du mit ord for. Og Dejan er matematisk student, han tæller ikke forkert. Folk bliver bare lidt nervøse, når der lige pludselig ligger så mange penge fremme på bordet.”

Han nikker til Dejan, som tager tasken og bærer den ind ved siden af, lukker døren efter sig.

Jeg holder blikket lidt for længe på den, bevæger mig nervøst rundt i sofaen, roder i pakken efter en cigaret. Prøver at virke rolig. Tænke forretning. Bizness. Goran smiler til mig.

“Tag det roligt. Helt roligt. Når Dejan har talt færdig og fundet ud af, at pengene stemmer, og selvfølgelig gør de det, kommer han ud igen. Og så får du som sagt varerne.”

Han klør sig over håndryggen og fortsætter. Det lyder som noget, han har sagt hundrede gange før.

“Prisen kan ikke forhandles. Du får den mængde, vi aftalte med din ven her. Du betaler ham af egen lomme, det har du vel også fået at vide. Det har vi ikke noget at gøre med.”

Jeg nikker til ham.

“Hvis ikke alle pengene er der …”

Han tager et hiv af cigaretten. Jeg kan mærke mit hjerte i brystet, det undrer mig, at de andre ikke kan høre det.

“Hvis ikke alle pengene er der, skyder vi dig ikke i knæet. Vi slipper ikke en kamphund løs på dig, vi skærer ikke dine ledbånd over, så du ikke kan gå. Det gør vi ikke … Hvad vi gør er, at vi tager 50.000 for vores besvær, og så går du ud ad døren igen. Du får ikke noget med. Og så vil jeg aldrig mere handle med dig.”

Jeg nikker igen. Nu har jeg fået reglerne forklaret. Det kunne have været regler i et kortspil, eller de ord ringlederen siger, inden gongongen lyder, ingen slag under bæltestedet, ingen skaller, jeg vil have en god, ren kamp.

Vi sidder der. Goran nipper til sin kaffe. Han leder i lommen efter en cigaret. En af de andre rækker hurtigt en pakke frem mod ham.

Han ser på Albaneren.

“Hvordan har din dreng det, scorer han nogen mål?”

“Hver gang.”

Goran nikker over mod mig.

“Han ved godt, han ikke skal sælge på Vestegnen?”

“Jeg har forklaret ham det.”

Han ser på mig.

“Du ved godt, hvad Vestegnen er, ik’?”

“Jo.”

“Det er bare, så vi har det helt på det rene … Har du smagt hans kones baklava?”

Jeg ryster på hovedet.

“Det skal du, de er fantastiske.”

Døren går op, og Dejan kommer ud. Han siger ikke noget, nikker bare til Goran. En af kroaterne går hen til salonens glasfacade, laver en bevægelse med hånden, kort efter går bildøren op, en anden ung mand træder ud. Han ser sig til begge sider og krydser så vejen. I hånden har han en sportstaske.

Jeg går ned ad gaden med Albaneren ved min side. Tasken i hånden. Mine ben, der har svært ved at bære mig. Jeg ser mig omkring. Forventer hele tiden lyden af en politisirene. En patruljevogn, der kører op foran os. Hunde i kort snor med fråde om munden. Men der er kun sommerlyde, fuglekvidder, radio ud ad åbne vinduer.

Jeg sidder længe i sofaen og ser ud i luften. Mit hjerte slår i dobbelt tempo. Jeg sidder her bare og stirrer. Har ikke tændt lyset eller fjernsynet. Jeg kan høre overboen støvsuge, men ellers er her stille. Jeg ved, jeg låste døren efter mig. Jeg rækker ud efter tasken. Ser endnu en gang ned i den. Fyldte fryseposer lukket med elastikker. Det kunne være mel, babypudder en gros. Jeg sidder der ti minutter til, før jeg igen kan tænke sammenhængende. Det lod sig gøre. Det lykkedes. Min hoveddør er ikke blevet sparket ind af betjente i kampuniform. Jeg blev ikke snydt, stukket ned eller skudt. Jeg fik ikke halsen skåret over, smidt ind i et gammelt køleskab og kørt på lossepladsen. Jeg rejser mig og bærer tasken over til bordet. Griner højt ud i rummet. Det her vejer noget. Det her dope vejer noget. Heroin har aldrig før haft en vægt. Det har altid været små breve, man skulle passe på, ikke blev væk. Jeg sætter tasken fra mig på bordet og tager de hvide poser ud. Lægger dem ved siden af hinanden. Sætter mig og ser på dem. Så meget. Så utrolig meget. Jeg griner igen højt ud i rummet.

Jeg lægger poserne ud foran mig på spisebordet. Åbner den ene forsigtigt, finder så æsken med mit udstyr frem. Jeg tager den på øjemålet, jeg ved omtrent, hvordan et fix ser ud. Jeg er forsigtig, meget forsigtig. Minder mig selv om, at det jeg plejer at købe, er cuttet op én til to gange, i forhold til det jeg ser på nu. At hvis jeg fixer min normale mængde, kan det gå galt. Jeg lægger en smule tilbage i posen. Tager udstyret op af æsken. Sætter et glas vand foran mig. Jeg gør mig klar. Det her er enhver junkies drøm, og jeg havde troet, at jeg ville gå amok. Komme ind ad døren og pumpe så meget jeg overhovedet kunne, op i armen. Grine som en vanvittig og skyde mig en hårsbred fra døden. Men som jeg sidder her og ser ned på det, har jeg ikke travlt. Ikke nogen stress. Jeg er den levende Buddha, jeg er en taoistisk munk på toppen af et højt bjerg, fyldt med fred og kærlighed og en forståelse af livets sande natur. Jeg varmer en smule op med skeen, finder en god åre. Gør det, jeg er bedst til.

Da jeg igen kan tænke, sidder jeg i sofaen. Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommet herover. Sprøjten ligger på gulvet. Jeg må have tabt den. Jeg tørrer blod af armen. Det var godt. Det var det gode. Det var det rigtig gode.