22

VORES NYE MOR fortalte os, at vi var brødre. At ham den anden dreng var min lillebror. Han var større end mig, bredere over skuldrene. Først troede vi ikke på hende, det måtte være omvendt. Denne fremmede kvinde vidste ikke, hvad hun talte om. Det var heller ikke vigtigt, vi var begge institutionsbørn, vant til at størrelse er vigtigere end alder.

Vi følte os ikke som brødre.

Han stod på mit hår og pissede mig på brystet, jeg vaskede bagefter min T-shirt i håndvasken.

Det skete to gange.

Jeg brækkede hans næse med bunden af en colaflaske.

Det skete kun en gang.

Efter et stykke tid vænnede vi os til tanken, ikke fordi vi følte os som brødre, jeg ved stadig ikke, hvordan det skal føles. Men fordi vi blev ved at få at vide, at vi var brødre, på den her måde, nede i gården af de andre drenge:

Din bror har smadret kineserens ruder.

Din bror har ravet min søster i dåsen.

Din bror har hugget min cykel / slangebøsse / walkman.

Så vi var brødre.

Vi sad ved spisebordet og spiste. Altid ved spisebordet. En rigtig familie. Vi fik stegt torskerogn og kartofler, hakkebøffer og brun sovs. Grøntsager fra en dåse, ærterne melede og grå, gulerødder med riller. Sidst på måneden fik vi spaghetti med ketchup og ristede løg. Min bror og jeg havde et dårligt ry i gården. Der var ikke en voksen, der ikke havde råbt ad os.

Men ved spisebordet sad vi pænt, spiste stille, så på vores mor, når hun ikke så på os. Hun lugtede svagt af eddike, hendes hænder rystede en smule, når hun rakte ud efter salt og peber. Vi sad helt stille. Når hun grinte, grinte hun lidt for højt, når hun smilte, smilte hun lidt for meget.

En rigtig familie, sagde hun.

Den første jul sammen pantsatte hun nogle møbler. Vi fik flæskesteg, rødkål og brune kartofler. Hun gjorde det samme til vores fødselsdage. Møblerne vendte tilbage måneden efter. Men ofte var der noget, der manglede. En skænk, et vægur. Lejligheden blev langsomt tømt, og vi kunne se omridsene på tapetet efter ting, der var forsvundet.