55

DA LÆGEN KOM, var hun et andet menneske. Rent tøj. Håret sat op.

Det husker jeg bedst. Hvordan hun skiftede ble på den hvide baby.

Han lå der helt stille, mens hun vaskede ham og gav ham rent tøj på.

Selvom han ikke længere var en ham. Han ikke længere var noget.

Det husker jeg bedst.

Vi talte ikke om vores lillebror.

Efter begravelsen talte vi ikke om ham igen. Aldrig mere.

Barnevognen forsvandt.

Hans legetøj, sutter, der var ikke meget. Forsvandt.

Hun fik antabus. Fandt ud af, hvordan hun kunne snyde ved at tage høfebermedicin samtidig eller drikke sur kærnemælk lige efter. Stod i en gård og brækkede sig til maven var tom. Men holdt til sidst op med at drikke, faldt i en gang imellem, men sjældnere og sjældnere. Hun byttede alkoholen ud med piller. Store mængder piller. Masser af forskellige piller. Hun havde altid været glad for dem, men efter hun holdt op med at drikke, blev hun virkelig interesseret i piller. Hun havde to læger. Jeg ved det, fordi jeg gik med hende. Med vandkæmmet hår. Rent tøj. Det var, når vi gik hos Dr. Schmidt. Ikke hendes almindelige læge, Dr. Paulsen. Han gav hende, hvad hun skulle bruge, lidt mere endda. Men det var ikke nok. Dr. Schmidt gav alt det rigtigt stærke. Det gode, det ekstra. Salt på ægget.

Hun sagde: Paulsen er syg, eller Paulsen er på ferie, så jeg tænkte, om måske …

Og Dr. Schmidt nikkede, halvbriller på næsen. Han var gammel, hyggelig, ligeglad. Han havde bolcher i skrivebordsskuffen. Eukalyptus. Han ringede ikke op til Paulsen for at finde ud af, om han virkelig var syg, på ferie, til konference. Han udskrev det, min mor bad om. Men først efter at min mor havde rodet i tasken efter en gammel recept, der åbenbart var blevet væk, åbenbart stadig lå derhjemme, var blevet spist af katten, af hunden, lagt i bunden af fugleburet, glemt i bussen. Og det var i orden. Og sådan går det jo, og så skrev han en fin ny recept. En enkelt gang kom han til at rive to sedler af blokken, og hun gik derfra med sin fine udfyldte recept og en ganske tom en. Hun græd af glæde på vej ned til bussen.

Pillerne stod ikke i toiletskabet, der havde aldrig været plads. De stod på kommoden over for hendes seng. Stod under spejlet i tre rækker, nogle glas var gennemsigtige, andre grønne, andre gule. En samling. Altid et fuldt glas vand på natbordet. Piller bliver ikke for gamle, sagde min mor. De skriver noget på siden, men det skal man ikke tro på. Piller bliver ikke for gamle. Og mens andre mødre samlede på platter eller små porcelænsdukker, samlede mor på piller. Nogle glas blev hurtigt tømt, og så var det hen til Dr. Schmidt. Andre fik lov til at stå længe.

Min mor havde en spand ved siden af sengen, til hvis hun havde taget mange af de gule eller både de gule og de røde. Hvis hun sad ved aftensmaden med øjne, der hang og noget der ikke var læbestift, men piller tværet ud i sommervarmen, kunne hun ikke nå ud på toilettet. Der var for langt. Mange gange var der også for langt ned til spanden.

Dr. Schmidt døde. Blev fundet i sin konsultation. Nogle sagde med en stase om armen. Andre sagde ikke noget. Schmidt var død, og vores mor kan ikke have været den eneste, der led under det. Han havde nået en alder, hvor det at undersøge kroppen, trykke på arm, trykke på mave, skrabe her, bruge spatlen der, var hårdt, men at føre pennen over blokken stadig var muligt.

Efter Schmidt kom Dr. Riel. Vores mor tog mig igen ved armen.

Igen blev mit hår kæmmet, igen blev det pæne tøj lagt frem. Dr. Riel var i halvtredserne. Det tror jeg nu. Det gætter jeg på. Han var yngre end Schmidt og en hel del ældre end vores mor. Dr. Riel gik langsomt. Gik aldrig helt ud af konsultationsrummet, stod i døren og sagde patientens navn højt, gik så langsomt tilbage til sin stol.

Vores mor havde gjort ekstra meget ud af sig selv, den dag vi skulle møde Dr. Riel. Hendes kjole var mørkerød, ikke så meget stof. Sko som sagde en høj lyd mod fliserne, når vi gik ned ad gaden. Igen sad vi over for den rare læge. Igen ledte min mor efter den gamle recept, der simpelthen måtte være et sted i tasken. Der bare ikke kunne være blevet væk af sig selv. Der måtte være der et sted. Der havde været der i går. Ledte. Ledte. Dr. Riel sagde, hvis du fejler noget, må jeg nok hellere undersøge dig. Vi kan jo ikke sende dig ud herfra, hvis du fejler alt muligt. Så må du nok hellere vente udenfor, lille ven. Dr. Riel havde de samme tegneserier, som Schmidt havde haft. Jeg læste igen historien, hvor Anders And tager til Langtbortistan. Jeg kunne se pletterne fra dengang, jeg spildte saftevand på bladet. Jeg sad ved siden af gamle damer, der sad helt stille med deres overtøj på, tasken på skødet, holdt i hanken. Helt stille. Dr. Riel var lang tid om at undersøge vores mor. Det var han denne gang, og det var han også fremover. Dr. Riel havde ikke eukalyptusbolcher. Dr. Riel undersøgte altid vores mor grundigt. Jeg ventede. Når hun kom ud fra konsultationen, gik hun lige gennem venteværelset og ind på det lille toilet ved siden af garderoben. Når hun igen kom ud, havde hun fået ny læbestift på og lugtede af pebermynte. Jeg tænkte, at Dr. Riel havde pebermyntebolcher, men at han åbenbart kun gav dem til mor.

Mors pillesamling voksede.