16

HAN SIDDER PÅ et trappetrin i en sidegade til Nørrebrogade. Ivan. Det er en lys sommeraften. For et par dage siden ville jeg have sparket ham til det hvide kom ud af hovedet.

Han ser ned i jorden, holder sig for munden. Han er ved at lave en lille pøl af snot og blod under sig. En rød tråd af slim hænger fra hans næse. Jeg sætter mig ved siden af ham. Har gået hele dagen. Mine muskler forsvinder i overkroppen, men mine lægge er større end nogensinde.

“Hej Ivan.”

Han drejer hovedet, ser på mig. Det tager ham lidt tid at fokusere, så spærrer han øjnene op.

Han er ved at hyperventilere. Skal til at rejse sig. Jeg lægger hånden på hans skulder, han er hud bundet fast om knogler. Han stritter ikke imod, og selvom han gjorde, ville jeg ikke kunne mærke det. Selvfølgelig har han fået tæsk. Han er en af dem, man kan knalde ned fuldstændig uden risiko. Han ligner en undskyldning, en invitation til vold. De unge fyre er vilde med sådan en som Ivan. Hvad? Kaldte du min kæreste luder? Hvorfor ikke slå ham. Hvorfor ikke. Man har det bedre bagefter, man er mere mand. Han glor på mig med store øjne, overvejer sine muligheder, opgiver så og ser igen ned på pølen foran sig.

“Hvad er der sket, Ivan?”

Han svarer ikke, bløder lidt mere på fortovet.

“Læg nakken tilbage, hvis du vil have, det skal holde op.”

Han ser på mig uden tiltro. Læner så hovedet op ad døren bag sig.

Jeg ryger. Ivan trækker vejret gennem munden, en raspende lyd. En ung mand med skuldertaske og halvlangt lyst hår parkerer sin cykel op ad muren ved siden af os. Da jeg ser op, undgår han mit blik. Finder nøglerne frem. Jeg bliver siddende, så han skal klemme sig forbi for at komme ind til døren.

Jeg giver Ivan en cigaret, tænder den for ham. Han har størknet blod på hænderne.

“Hvad skete der?”

“… Der var denne her fyr.”

“Ja.”

“Jeg stod bare og så på en bil …”

Ivan havde ikke kunnet placere modellen, det fortæller han mig. Det var en ældre BMW, men han kunne ikke regne hverken årgang eller model ud. Der var gjort noget ved den, sat noget på. Så var der kommet en fyr med en dürumrulle. En stor fyr, store muskler, affarvet hår og tatoveringer. Havde råbt, at Ivan ville hugge bilen.

“Prøvede du at stjæle hans bil?”

Ivan ser på mig.

“Jeg stod bare og så på den.”

“Du prøvede ikke at stjæle den?”

“Jeg har ikke engang kørekort, hvordan skulle jeg …”

“Hvorfor gloede du så på den?”

Han siger helt stille:

“Jeg kan godt lide biler.”

“Du kan godt lide biler?”

Han svarer ikke, læner bare hovedet tilbage; igen lyden af hans besværede åndedræt. Efter et stykke tid retter han hovedet op.

“Jeg ville gerne lave biler …”

“Mekaniker?”

“Nej, nej, jeg ville gerne lave, som de skulle se ud. Tegne dem. Der sidder nogen nede i Italien, i Milano og designer biler. For alle de store selskaber. Om det er japanske eller franske eller tyske biler, så designer de dem dernede.”

“Og det ville du gerne, designe biler.”

“Ja … Tror du på mig?”

Jeg køber en hotdog til Ivan. Pølsemanden er træt og irriteret; har snakket med fulde folk hele natten. Ivan skal have en med det hele. Alt sammen. Ristede og rå løg, ketchup, sennep, både den franske og den søde, remoulade. Han spiser den i tre bidder, slikker fingrene. Jeg køber ham en til. Vi går ned til Søerne, ænderne ligger i vandkanten med næbbet puttet ind i fjerene og lukkede øjne. Vi sætter os på en bænk.

Jeg drikker af en halv flaske snaps, en kylling, kalder bænkalkoholikerne den, eller også er det en halv abe. Den rammer den lille plet, jeg har i nakken, der gør ondt, hvis den ikke bliver våd. Ivan drikker tørstigt af den flaske Cocio, jeg købte ham. Og taler. Hans ellers gode dansk er flere gange umuligt at forstå, jeg bliver nødt til at bede ham sætte tempoet ned. Ordene vil ud af hovedet på ham, og læberne kan ikke følge med. Han fortæller mig om pigerne. Pigerne på gaden, pigerne i bussen. Pigerne med deres korte kjoler, deres små toppe, deres lugt, duften af parfume. Deres lugt. Når de krydser benene, når man står ganske tæt på dem, deres hår. Så meget hud, skind, hår og lugt.

Han ville gerne tale med dem, men kan ikke. Fordi han er beskidt, har ikke et sted at bo. Fordi han ikke længere har et sprog. Han siger: Jeg har glemt mit sprog. At han kun kan dette her mærkelige firkantede sprog. Og det kan han ikke godt nok. Det bliver uldent, når jeg tænker, siger han, jeg tænker både på dansk og serbokroatisk. Mest bare brudstykker af hvert sprog. Mest bare uld. Han siger, at han har mistet sit sprog. At han ikke længere har noget. At han kan ord, enkelte kroatiske ord, kan stadig bande på kroatisk. Kan huske, hvordan hans mormor råbte ad dem, når de havde gjort noget, de ikke måtte. Pisset i urtepotterne. Det var nu mest ham. Ana kunne aldrig have fundet på sådan noget. Pæn lille pige, i strøget nederdel. Klemmer i håret. Med fine små sko. Plukkede kun de blomster hun måtte. Han kan huske bandeordene. Bandeordene er altid de første ord, man lærer på et nyt sprog. Åbenbart også de sidste man glemmer.

Picka.

Kurva.

Kuja.

Jebo ti pas mater.

Han siger, det er ligegyldigt. At han ikke har nogen at tale med. At han taler med sig selv, at han kunne finde på sit eget sprog, sit helt eget sprog. Man bliver nødt til at have et sprog for at kunne tænke, må have et sprog at tænke på. At han ikke længere kan finde de rigtige ord, hans tanker hakker, stammer.

Han fortæller mig om Ana. Jeg vil ikke høre det, men alligevel beder jeg ham om at fortsætte.

Hun vil ikke længere se ham. Han havde ventet på hende en dag. Siddet og ventet i hendes opgang i flere timer. Og da hun endelig kom, havde hun været mærkelig over for ham. Kold. Han ville bare give hende et kram, et lille kram, fordi hun var hans søster, hans eneste familie. Og hun havde råbt og råbt, og han havde bare villet holde om hende. Han havde prøvet at holde fast om hende, og hun havde revet ham i ansigtet, og kan du se arrene? Kan du? Og jeg siger ja, selvom det er svært for snavs.