35

VI ER GÅET forbi hylderne med brune keramikaskebægre, træelefanter, paperbacks med titler som: Mordets Engel, Den tavse mand, Med døden til middag. Ivan trækker prøverummets blomstrede orange stof til side, han har mørke habitbukser på og en lyseblå skjorte. Vi står i en genbrugsbutik.

Jeg beder ham hive op i skjorten, hans hofteben stikker ud i luften, peger på mig, bukserne er ved at falde ned og viser mere end halvdelen af Ivans beskidte undertøj. Jeg spørger ekspedienten, om hun ikke kan hjælpe os, finde et andet par, der er smallere i livet. Usandsynligt smalle i livet. Hun skal til at sige nej, hele hendes ansigt med halvbrillerne i snor er i gang med at afslå, så vender hun sig og går ud i baglokalet. Hun kommer tilbage med tre par bukser, lægger dem over min arm. Jeg sender Ivan tilbage til prøverummet. Da han kommer ud igen, smiler han, lykkelig over, at de passer. Har ikke tænkt over hvad han har på. De her bukser er næsten nye, er blevet gået med ganske få gange. Kun kræftpatienter og aidssyge har brug for bukser med så smal en talje. En ung mand i en død mands tøj. Men Ivan smiler, og jeg køber ham alle tre par. Vi får dem lagt i en stor plastikpose med et par skjorter, en T-shirt og tre par boxershorts.

Vi sidder på en bænk, Ivan med sin pose på skødet, krammer den, som om nogen ville hoppe frem og hugge den fra ham. Han fortæller mig om landsbyen, de besøgte et par gange om året, hans andet hjem hos farmor og farfar. En ganske lille by, hvor de groede deres egne kartofler, løg, tomater i en gårdhave. Farmor med forklædet, farfar med kniven og træfigurerne. De var der oftest i sommermånederne, når det gik sløvt med faderens forretning, når ingen havde brug for film om væskende kødsår, brandsår, vandladningsbesvær, korrekt renselse af øregangene hos spædbørn.

En dag om året, sidst i august, sådan husker Ivan det, en dag om året samledes folk i gaderne i den lille landsby. Så gik de i samlet flok uden for byen, en lille halv time. Ældre mennesker, unge hånd i hånd, og børn, masser af børn, de gik til en af de nærliggende marker, her holdt skurvognene allerede. Det var en fast tradition og havde stået på så længe Ivan kunne huske, alle de gange, han havde besøgt den lille by.

Folk gav slagteren, hvad de havde taget med, gav det de havde. Penge, brød, vin, ost, og når han havde fået, hvad han skulle, når alle gaverne lå på gulvet i hans skurvogn, når hans lommer var fulde, kunne forestillingen begynde. Han snoede sit overskæg, sleb slagterkniven, så det gøs i folk, og gik så i gang. Nu skulle cirkusdyrene dø. Det her var de gamle cirkusdyr, der ikke længere kunne gøre folk glade. Det her var de tossede dyr. Dem der var gået fra forstanden eller havde været for dumme til at lære nye tricks. Det var sælen, der ikke kunne balancere bolden på næsen, men forsøgte at æde den, ligegyldig hvor stor en bold ville den forsøge at få den ned i halsen. Det var cirkushunden, der var i løbetid hele året, gimpede op ad alt og alle, skræmte de små børn. Hes ten, der nægtede at løbe i ring, kun kunne løbe ligeud, i firkanter hvis den blev slået med en kæp. Mange dyr, dyr i forskellige farver, dyr de aldrig havde set før. I dag skulle de dø.

Jeg siger til ham, jeg tror ikke på dig. Han nikker, ser ned. Det forstår han godt. Han tror heller ikke på sig selv, er ikke længere sikker på, hvad han egentlig husker, og hvad han selv har fundet på, mens han lå nætter i bidende kulde, syg af sult i sin skidne sovepose. Han husker cirkusdyrene, siger han, husker giraffen, der fik halsen skåret over og løb en halv omgang, før den gik omkuld, at folk spiste nødder med salt, og da den drattede om, måtte folk springe for livet for ikke at blive ramt af den lange hals. Husker den gamle løve, der blev skudt, aben der blev kvalt. De røde bolcher, han købte indpakket i papir, og som smagte syrligt, mens han slikkede dem i sig og så en elefant blive stukket ihjel af fem sigøjnere med lange spyd.