62

SÅ DU DROPPEDE Bekim? siger han.

Rører to sukkerknalder ud i kaffen.

“Du droppede mellemleddet.”

Det er først nu, det går op for mig, at Bekim er Albaneren. Jeg har hele tiden vidst, det var hans navn, har hørt andre bruge det. Men i mit hoved har han altid bare været Albaneren.

Jeg sidder på en cafe for eksjugoslaver. En cafe, der for et halvt år siden havde et andet navn. Det var før, man kunne læse om fyren, der blev skudt lige til højre for baren. Siden da er der blevet malet. Jeg husker stadig billederne i avisen. Da var væggene laksefarvede, nu er de hvide. På væggen hænger der et billede af Tito. Jeg tror, det er Tito. Det er et gæt. En ældre mand i sort/hvid. Over ham hænger fjernsynet. En kvinde synger, lyden er skruet ned.

“Ja,” siger jeg. “Jeg har ikke ringet til Albaneren denne her gang. Er det et problem?”

Han venter med at svare, drikker forsigtigt af den lille kaffekop, stiller den fra sig. Vi sidder alene ved bordet. Men alene er vi ikke. Ved baren kan jeg genkende en af de store fyre, der var med, da jeg købte dope første gang. Han betragter os gennem spejlet i baren.

For et par dage siden tog jeg ud til frisørsalonen i Rødovre. Dér, hvor jeg købte min dope.

Jeg fortalte kvinden, hvordan jeg ville have håret klippet. Fik en kop kaffe sat foran mig. Lyttede til dem tale til hinanden på et sprog, jeg ikke forstod. Jeg prøvede at regne ud, hvem der ejede stedet. Da jeg havde betalt, lagde jeg en seddel med mit telefonnummer, bad hende om at give det til Goran, sige det var fra manden med arven.

Martin var overrasket over at se mig nyklippet, da jeg hentede ham i børnehaven. Flere gange skulle jeg bukke mig ned, så han kunne røre ved det.

“Det er ikke så loyalt. Hvor lang tid har du kendt ham?” Jugoslaven lægger hovedet på skrå. Måske leger han bare med mig, måske er det her en prøve. Ligegyldigt hvad er det ham, der bestemmer. Han kan fortsætte med det her resten af dagen, hvis han vil.

“Nogle år.”

“Og så skærer du ham bare ud af regnestykket?”

“Jeg har andet at bruge titusind på.”

Han griner. Tænder en cigaret.

“Forstå mig,” siger han. “Det er jo ikke, fordi vi er brødre eller noget. For helvede, han er jo albaner, ik’. Han er god nok. Men han er albaner. Hvor meget skal du bruge?”

“Ligesom sidst.”

“Cool. Godt for dig. Jeg lover, det bliver godt denne her gang. Virkelig godt. Men der kommer nok til at gå et par uger. Måske tre.”

“Hvad med prisen?”

“Du er ved at have lært det, hva’? Prisen bliver den samme, det kan jeg ikke gøre noget ved. Men det bliver stærkere denne her gang.”

“Hvad med cola?”

“Hvad med det?”

“Kan du skaffe det?”

“Hvor meget skal du bruge?”

“For en halvtredser.”

“Du kan få for tredive senere i dag. Resten om et par dage. Hvordan lyder det?”

Det er ikke et spørgsmål.

“Jeg fatter dem ikke,” siger han og ser ud ad vinduet.

En mand går forbi cafeen, kortklippet mørkt hår og skæg ned til brystkassen.

“Jeg fatter dem ikke. De er jo ikke alle sammen terrorister. Uha, nej, vi skal jo endelig ikke tænke, at de er terrorister, der vil sprænge os i luften vel? Og så klæder de sig sådan ud. Sådan dér!”

Med pegefingeren laver han stikkende bevægelser i luften. Jeg trækker på skuldrene. Har haft andre ting at tænke på.

“Vær nu ærlig over for mig her. Hvis han sad ved siden af dig i bussen. Hvis han sad ved siden af dig en sommerdag. Med stor tyk overfrakke på. Du ville ikke tænke: Stakkels mand, han har ikke klædt sig på til sæsonen. Han må da have det varmt. Du ville sgu da skide i bukserne af skræk. Du ville tænke: Hvornår hiver han i snoren eller trykker på knappen. Eller hvad fanden det nu er, de gør.”

Jeg henter Martin i børnehaven. Køber et par dvd-film til ham, en pizza med skinke og ananas. Da han sidder foran skærmen, ringer jeg efter en vogn. Tager tilbage til Nørrebro. Går fra stationen ved højbanen og ned til parkeringspladsen bag Nørrebrohallen. Fliserne er slået itu. Andre steder mangler de helt. Folk har malet på væggene. Der gror lave buske. Jeg genkender hans store sorte firhjulstrækker. Da jeg har sat mig ind, starter han motoren. Han peger på pakken, der ligger på instrumentbrættet. Det ligner kød fra en slagter. Hvidt papir med to elastikker rundt om. Jeg putter det i lommen og tager bundet med sedler frem. Han stikker det i handskerummet. Vi kører ud fra parkeringspladsen.

Har du et job? spørger han mig, da vi kører igennem byen lige under fartgrænsen. Bilen er endnu mere imponerende indvendig, kæmpestore sorte lædersæder. Læderrat og gearstang, lyden fra anlægget er dæmpet.

“Har du et job?”

“Jeg sælger dope …”

“Ja,” siger han og griner.

“Ikke helt det, jeg mente … Min svoger har et rengøringsfirma, mest trappevask. Hvis du var interesseret.”

“Jeg tror, jeg bare holder mig til dopen, hvis det er i orden …”

“Hør nu bare efter …”

Vi er kørt ned ad Nørrebrogade, drejer af efter Søerne. Langsomt gennem byen, han holder hele tiden vognen i bevægelse.

“Kan du mærke, jeg har kørt taxa?”

Han holder rattet med én hånd, gestikulerer med den anden, mens han taler.

“Okay, trappevask. Du skal aldrig vaske en trappe. Ikke én. Men du har brug for et job. Jeg siger det kun, fordi du er en god kunde, er ved at blive det.”

“Et job?”

“Et på papiret. Ellers ser det mærkeligt ud. Hvis du er på bissen eller noget andet, er du stadig i søgelyset. De vil vide, hvad du laver. Hvis du har et job, lader de dig være i fred.”

“Og din svoger…?”

“Han har et rengøringsfirma. Du ringer til ham, hilser fra mig. Så har du et arbejde.”

Vi kører over Rådhuspladsen. Bilen er stor, den tiltvinger sig plads på vejen. Jeg er sikker på, ingen kan se ind ad de tonede ruder.

“Så du arbejder for ham. For absolut mindstelønnen. Det fungerer på den måde, at du giver ham nogle penge hver måned. Du giver ham din egen løn. Og du giver ham et skattekort. Du kommer til at betale nogle tusind i skat om måneden. Men det bliver absolut mindstelønnen, så det er ikke så mange. Og du har ryggen fri, ik’.”

“Hvor meget skal han have for det?”

“Ik’ noget. Han gør mig en tjeneste. Trapperne bliver vasket af folk uden papirer. Og så er det jo godt for ham at have nogen ansatte, nogen han kan vise frem. Alle er glade.”

“Undtagen dem, der vasker trapperne …”

Vi holder for rødt. Han ser på mig.

“Du ved ikke, hvor de kommer fra. Det her er bedre end at få hovedet skudt af.”

Han skruer på radioen, skruer en smule op. Hiphop, jeg kan mærke bassen i kroppen fra de store højtalere et sted bag os i bilen.

“Det gode er,” siger han og smiler igen.

“Det gode er, at hvis de nu kommer brasende, politiet, told og skat. Hvis de kommer brasende og ser dit store 42-tommers fladskærms-tv og vil vide, hvordan du har råd til det. Hvordan trappevasken betaler det … Så finder min svoger papirerne frem. For der har jo været lidt rod i papirerne, og du har haft ekstraarbejde, der endnu ikke er blevet rapporteret som b-indkomst. Du har vasket trapper 72 timer om ugen, hele august måned, ik’. Sådan betalte du for fjernsynet.”

Vi kører langsomt ned ad Vesterbrogade. Fortsætter ned ad Valby Langgade. Han spørger, hvor han kan sætte mig af? Her, siger jeg, her er fint. Han siger, han lige så godt kan køre mig hjem.

Har jo kørt taxa.