42

BENENE DANSER OP og ned, han tager små slurke af en dåsecola. Ivan sidder på en af træbænkene i møntvaskeriet og venter på mig. Hans tøj lugter af det kraftige industrivaskemiddel, de bruger i genbrugsbutikker. En skarp kemisk lugt af blomster, som at blive voldtaget af en eng.

Jeg gør tegn til ham, og han rejser sig, retter på sit nye hår og følger efter mig.

Vi går ned ad gaden uden at tale, han bliver ved med at sætte tempoet op, kommer et par skridt foran mig, bremser så sig selv, så vi går ved siden af hinanden igen.

Jeg byder ham en af mine græske cigaretter. Han tager et dybt hiv og hoster, men bliver ved med at suge på den.

“Nyd den, det er min sidste pakke af de græske.”

“Den smager af hø.”

“Ja, men de er billige. Er jugosmøger meget bedre?”

“Det ved jeg ikke, jeg røg ikke, da …”

Jeg lader ham vente på trappen. Jeg banker på Toves dør, tre gange, bare for at være sikker på, at hun ikke er kommet hjem. Da der ikke er nogen, der svarer, vinker jeg til Ivan. Han følger mig ned ad gangen, forsigtig, et par skridt efter mig. Jeg banker på Sofies dør. Jeg når ikke at banke anden gang, før hun åbner. Hun har taget blå øjenskygge på, håret er sat op bag ørerne med to hårspænder, sommerkjolen er ren og uden krøller. Ivan følger efter mig ind på værelset. Da jeg ikke siger noget, præsenterer Sofie sig selv for ham. Trykker hans hånd. Da Ivan siger sit navn, er det næsten kun en hvisken. Rummet virker endnu mindre, når vi er tre. Jeg sætter mig i lænestolen. Ivan står og ser sig nervøst omkring, indtil jeg siger, han kan sætte sig på sengen. Sofie hælder op i højtstilkede hvidvinsglas. Hun skal til at sige noget, men ordene kommer ikke rigtigt ud, og hun griner nervøst af sig selv. Så spørger hun:

“Hvor længe har I kendt hinanden?”

“Fire, fem år. Passer det ikke meget godt, Ivan?”

“Jo. Altså dengang, så …”

“Jeg tror, det passer meget godt.”

Hun rækker os hver et glas. Sætter sig så på stolen ved det lille spisebord. Ivan sidder og holder om stilken på sit glas, ved ikke, hvad han skal stille op med det.

Sofie ser på ham, siger:

“Hvis du ikke kan lide vin, så …”

“Jeg er ikke så glad for det …”

Jeg siger:

“Drik det nu bare, Ivan.”

“Jo, men har det ikke så godt med …”

Jeg siger:

“Drik det nu …”

Sofie tager glasset ud af hånden på ham.

“Selvfølgelig skal du ikke drikke det, hvis du ikke har lyst. Vil du hellere have en kop kaffe?”

Han nikker og ser på sine fødder.

“Jeg har kun pulverkaffe, jeg håber ikke …”

“Det er o.k….”

Hun går ud på toilettet, fylder elkedlen med vand og sætter den i kontakten.

“Jeg har også noget O’boy.”

“Kakao?”

“Ja, hvis du hellere vil have det så …”

“Jeg vil gerne have kakao.”

“Så skal du da have kakao.”

Jeg finder smøgerne frem fra brystlommen, ryster en ud til mig selv og giver Ivan en.

Han tager den i munden, tager den så ud igen, spørger:

“Er det okay, vi ryger herinde? “

Hun smiler bekræftende til ham, ja selvfølgelig.

“Men det er sødt af dig at spørge. Det kunne du lære noget af, Nick.”

“Af hvad?”

“Af gode manerer, selvfølgelig.”

Og hun griner kærligt til mig, det er jo okay at drille mig lidt. Nu er vi alle sammen venner.

Vandet koger, og hun hælder det op i en kop. Hælder et par skefulde kakaopulver i og rører det omhyggeligt rundt. Hun rækker Ivan koppen.

“Det er nok lidt varmt.”

Han puster på den.

“Du må bare sige til, hvis der skal mere kakao i. Det smager jo ikke godt, hvis den er for tynd.”

“Nej, det er fint.”

Han tager en forsigtig slurk.

“Det er helt fint. Den er god.”

“Nå!” siger jeg, højt nok til, at de holder mund.

“Nå, skal vi komme i gang?”

Stilhed. Ingen siger noget. Et sted nede ad gaden kan jeg høre en bil hugge bremserne i.

I en brøkdel af et sekund håber jeg på, at lyden af et sammenstød vil følge efter. Lyden af metal mod metal. Et trafikuheld. Blod og en knust rygsøjle, en familie på fire, der langsomt bliver pillet ud af vraget stykke for stykke. Os, der ser på det. Pensionatet, der langsomt bliver tømt ud på vejen. De mennesker, jeg så sjældent ser. Den studerende, der ikke har været til en eksamen i to et halvt år, men stadig siger, han venter på et kollegieværelse. Kristian Madsen, med slipset løsnet, Tove, hun er på hospitalet, men alligevel står hun her. En bilalarm går i gang længere nede ad vejen. Den gamle tosse er her også, med sin indkøbsvogn, sine udstoppede dyr. Ivan kan ikke holde blodet ud, har set for meget allerede. Sofie tager hånden op for munden, jeg lægger armen om hende. Øjeblikket fra før er væk. Ivan forsvinder ned ad gaden, og vi går alene tilbage til værelset. Sofie græder, mens jeg siger ting som: fart dræber. Eller: det er, hvad der sker, det behøver ikke at give nogen mening.

Lyden af dæk, der bliver brændt af, bilen sætter i gang. Jeg ser på

Sofie og smiler.

“Vil du ikke være sød at tage kjolen af?”

Hun kigger nervøst fra mig over på Ivan, der nipper af sin O’boy og tilbage på mig.

“Kom nu, vær nu sød at tage den af.”

Hun fumler med stroppen.

“Kan vi ikke bare sidde …”

“Tag den nu af.”

Ivan ser ned på sine fødder.

“Nick, vi behøver altså ikke. Det gør ikke noget, hvis …”

“Tag den nu bare af, ik’ skat.”

Jeg lægger hovedet på skrå. Skat gør udfaldet. Det har jeg ikke kaldt hende før. Hun løfter ud i stropperne og lader sommerkjolen falde ned om hofterne. Hun har en hvid bh på, og de mørke brystvorter peger på os gennem det tynde stof. Jeg ser over på Ivan, han har sat kakaoen fra sig, kan ikke tage øjnene fra brysterne. Hun åbner bh’en og lader den falde på gulvet.

“Gå hen til hende, Ivan.”

Han ser på mig, og jeg giver tegn til ham om, at han gerne må. Han sætter sig på knæ foran hende, ser stadig kun på brysterne.

“Det er nogle flotte bryster, hun har, synes du ik’, Ivan?”

Han vender ikke hovedet, svarer stakåndet.

“Jo.”

“Har du ikke lyst til at røre ved dem?”

“Jo.”

“Så gør det.”

Han fører langsomt hænderne op, lægger dem som to skåle om brysterne. Lader dem ligge der.

“Klem dem lidt. De kan holde til mere, end du tror.”

Han giver dem et prøvende klem.

Jeg ser på gløden på min cigaret, ilden der langsomt æder sig ind på papiret rundt om den løst rullede tobak.

Hun læner sig frem, så han kan nå op og tage det ene bryst i munden. Han suger blidt på brystet. Først det ene, så det andet.

Luften i rummet er tung og stillestående. Jeg ser på mine hænder, på den beskidte indbinding om højre hånd. Jeg ser på Sofie, hun ser på mig.

“Tag resten af …”

Hun løfter sommerkjolen ud over hofterne og lader den falde på gulvet. Hun har små hvide trusser på. Næsten gennemsigtige.

Jeg finder et kondom frem fra lommen og smider det over til Ivan.

“Mærk hende mellem benene.”

Jeg skodder og ryster den sidste cigaret ud af pakken, tænder den.

“Mærk, om der er fugtigt dernede.”

Han løfter armen, tøver, lader så hånden glide ind mellem hendes lår.

Hun spærrer øjnene op et kort øjeblik.

“Er der? Er hun våd?”

Han svarer så stille, at man skal anstrenge sig for at høre det.

“Ja.”

“Så er det nok på tide, du selv smider bukserne.”

Da han trækker bukserne ned, kan jeg se, han er parat.

Jeg rejser mig og tager et dameblad fra bordet. Tænder for fjernsynet og skruer op. Da jeg går ud ad døren, sidder de på sengen. Hun hjælper ham på med kondomet. De er optaget, ser ikke på mig.