34

JEG SKUBBER INDKØBSVOGNEN foran mig. Jeg kan ikke lade være med at smile. Måske er det mærkelige indkøb, måske. Jeg har købt færdigretter til en lille uge, retter til mikrobølgeovnen, kylling i karry, boller i karry, frikadeller med kartofler. Fem minutter i mikrobølgeovnen og jeg behøver ikke at forlade lejligheden. Jeg kan vogte over min skat, som dragen i et eventyr. Jeg kunne ringe efter en pizza, men vil ikke have fremmede mennesker til at stå og ringe på, stå og glo ind i entreen.

Jeg køber fire ruller med fryseposer og fem ruller med plastikfilm. Jeg køber tre pakker klips, den slags med ståltråd omgivet af et tyndt lag grøn plastik. Jeg køber en hobbykniv og tre engangslightere, et kraftigt skriveunderlag. To pakker med printerpapir.

På vejen hjem skal jeg forbi et apotek og købe laktose til at cutte med, det er kun på film, man bruger babypudder. Meget god dope er blevet ødelagt på den måde.

Jeg køber en masse slik og chokolade, jeg er stadig ikke helt sikker på styrken af dopen, og sukker kan være en god måde at afbalancere en lillebitte OD på. Men hvis jeg får alt for meget, kan Ritter Sport ikke redde mig.

Enhver junkie eller eks-junkie behøver bare at tage et enkelt kig ned i min indkøbsvogn for at vide, hvad jeg skal hjem og lave. Det her er “Den lille dopedealer”, det er hele sættet. Men man kan ikke blive anholdt for at købe mærkeligt ind, ikke endnu i hvert fald. Jeg kan stadig ikke lade være med at smile. Stort smil fra øre til øre. Jeg er drengen, der havde ønsket sig et damplokomotiv i fødselsdagsgave, havde snakket om damplokomotiver, drømt om dem hele natten, og nu er vågnet op til et spritnyt rødt damplokomotiv. Jeg er drengen, der fulgte regnbuen og fandt, at der lå en stor krukke heroin for enden. Mens supermarkedet sender afdæmpet, sorgløs elevatormusik ud af højtalere skjult i loftet, folder jeg hænderne og ser op, smiler og takker min mor. Det kan godt være, at det bedste hun nogensinde har gjort for mig, er at dø, men den tak skal hun alligevel have.

Hjemme igen. Jeg ordner mine indkøb på køkkenbordet. Jeg tvinger mig selv til at gøre det så roligt som muligt, ingen plads til sjusk. Jeg er en selvstændig erhvervsdrivende og må handle derefter. Jeg gør plads til sportstasken på bordet og får den så gravet frem fra bunden af skabet. Først da jeg kan se de hvide poser, trækker jeg igen vejret frit. Jeg næsten løb op ad trapperne. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. At nisser skulle have hugget det, at det skulle være forsvundet af sig selv.

Den nat har jeg svært ved at sove. Ligger og kigger op i loftet. Dopen er pakket ned i tasken igen. Tasken ligger under sengen. Først havde jeg lagt den tilbage i skabet, men alle de lyde, der kommer om natten, gjorde mig urolig. Så nu ligger den her. Sammen med mig, under mig. Jeg ryger en potjoint for at slappe lidt af. Men kan ikke. Min hjerne kører derudad. Planer, drømme, billeder. Jeg vil kunne leve af de her stoffer. Altid. Sælge forsigtigt. Opbygge et klientel af forsigtige, ordentlige stiknarkomaner uden postyr. Jeg vil kunne leve af de her penge altid. Sælge, hvad jeg har, og købe endnu mere for overskuddet. Junk giver overskud. Sådan er det. Junk er den evighedsmaskine, de påstod ikke fandtes, da vi havde fysik i skolen. Købe mere junk og sælge det. Og købe mere. Det her stof er så godt, at det sagtens kan cuttes. Cuttes meget. Så ikke nok med, at jeg har fået mængderabat, og allerede dér har garanteret fortjeneste, når jeg sælger det i små pakker, men jeg kan også uden problemer cutte det med tyve procent. Også tredive. Det her fantastiske hvide pulver var lige ved at slå mig ud, så ja, sagtens tredive procent. Det er tredive procent mere i fortjeneste. Når jeg ellers trækker 60 kroner fra for laktosen. Jeg griner ud i rummet. Har grint meget i dag. Heroinen for enden af regnbuen.

Jeg vil sælge kontant, ikke give kredit, ikke råbe ad folk, ikke slukke cigaretter på deres arme.

Jeg vil altid have halve pakker liggende til dem, der har haft en hård dag og ikke har kunnet skrabe sammen til et helt fix. Så ingen skal skylde mig noget, men de stadig kan klare sig igennem natten. De pakker vil jeg ikke cutte, det vil være min gode gerning, at give de trængende noget for pengene.

Jeg vil aldrig snyde på vægten.

Jeg vil aldrig presse pigerne til sex, når de står og sveder og vil gøre alt for at få et hurtigt fix. Ikke engang et håndjob.

Eller …

Nej, ikke engang et håndjob, jeg vil køre en anstændig butik.

I morgen vil jeg tage ind til byen og købe en dyr elektronvægt. Min sidste udflugt, før jeg graver mig ned. Den lille dopedealer.

Jeg ligger helt stille og smiler op mod loftet.

Om dagen fixer jeg og ser tv-serier og cutter heroinen op. Jeg spiser mine tv-retter og går ikke ud. En gang imellem åbner jeg et vindue på klem, bange for at lugten af heroinklorid skal blive for påtrængende. At man skal kunne lugte det i opgangen.

Sådan går mine dage. Jeg står tidligt op og fixer en smule. Spiser knækbrød.

Klokken to ringer jeg til Martin, så er rusen fra morgenen overstået, og jeg er klar i hovedet. Martin fortæller mig om skattejagter, uglegylp og lommelygter. Jeg spørger, om han får mine postkort, han kunne rigtig godt lide det med postmanden på. Når vi har sagt kys kys og møs møs til hinanden, fixer jeg igen. Denne gang en større portion. En der holder eftermiddagen ud.

Så en færdigret, et fix. Om natten ligger jeg og kigger op i loftet. Smiler.