52

TRE UGER. D ET er så lang tid, der skal til. Tre uger, og man har vænnet sig til det.

Tre uger.

I morges sad jeg og stoppede chorizo i munden på en hotelrestaurant. Tidlig morgen, og jeg kunne nå en espresso til, før jeg skulle mødes med Carsten og Jimmy.

Tre uger.

Når folk siger, det er forretning, det er bizness, tror man, at de tænker følelseskulde, hensynsløshed, penge frem for alt.

Nu forstår jeg ordene.

Det her er forretning. Det her er mig, der sidder om aftenen med et papir og en kuglepen, regner på omsætningen, regner på, hvor meget dope jeg har tilbage, hvor meget jeg kan cutte den, hvad jeg tjener per gram, cuttet og rent.

Det her er mig, der sidder om aftenen og knokler for at lave pakke efter pakke.

Tre uger, og man har vænnet sig til det.

Carsten sidder og venter på en bænk foran Glyptoteket. Det er aftalen. Carsten er ti år ældre end mig, har junket, siden han var fjorten.

Han får tolv pakker. Jeg har lagt dem ind i coveret til en dvd. De tre tenorer i Leipzig.

Carsten stikker dvd’en i inderlommen. Jeg byder ham en cigaret, vi ryger. Bare to gamle venner, to operaelskere på en bænk foran Glyptoteket. Han hoster tørt ned i hånden. Taler så:

“Jeg har denne her ven, ik’, Henning.”

“Ja?”

“Han er god nok, jeg har kendt ham længe, seks-syv år eller sådan noget.”

“Ja.”

“Og da jeg sagde, at jeg solgte for dig, blev han helt vild.”

“Kan man stole på ham?”

“Jeg har kendt ham længe …”

“Du kan tage ham med klokken tolv.”

Carsten viser mig en opadvendt tommelfinger og rejser sig, på vej ned mod Istedgade. Kirken, luderne.

Ti minutter senere mødes jeg med Jimmy. Det er nede på Gammeltorv, ved siden af springvandet. Også han får en dvd. Han er i godt humør. Siger, han har mødt en ny dame. En pige på en bar, med en stor, fed røv. Kæmpestor røv. Og hun kan lave mad. Jimmy griner. Jeg spørger, om han kender Henning, Carstens ven? Han ryster på hovedet.

Jeg køber et par skjorter. Tøjbutikken er lige åbnet, ekspedienten står ved kassen og roder med en cd til mini-anlægget; ser ud, som om han kunne falde om af søvnmangel. Så tager jeg hjem og laver flere pakker. Jeg skal have dem færdig inden klokken tolv. Jeg har altid svært ved at nå det med bussen. Men en tynd ung mand, der tager taxa ind på gaden, ligner for meget en dealer.

Carsten venter på bænken. Han rækker mig dvd’en tilbage, coveret har svært ved at lukke, så fyldt er det med sedler.

Han spørger, om jeg stadig vil mødes med hans ven, Henning? Jeg nikker. Vi går rundt om Glyptoteket. Henning står og gnider sine røde hænder. Han er på min alder, beskidt ruskindsjakke og indadvendte kinder. Da Carsten fortalte om ham, tænkte jeg først: dårlig film, tænkte: politiagent, diktafon i støvlen. Men denne her fyr, der står over for mig, er ægte junkie.

Fejlskud og spor af hepatitis.

“Carsten siger, du vil sælge?”

“Ja, for helvede. Ja.”

“Og at man kan stole på dig.”

“Ja.”

“Jeg håber, Carsten har ret.”

Jeg rækker dem en ny dvd hver.

De tre tenorer i Leipzig.

De tre tenorer i München, Christmas Special.

Henning får den sidste.

“Vi ses her klokken tre. Ikke kvart i, ikke kvart over.”

Jeg mødes med Jimmy igen, denne gang i Ørstedsparken. Vi udveksler igen dvd’er. Han siger, han har spurgt folk om Henning, om de kender ham. Det gør de. Og folk siger forskellige ting. Nogle, at han er en god fyr. Andre, at man ikke kan regne med ham.

“Han snyder?”

“Folk siger hvad som helst for selv at komme til at deale. Sådan er det. Prøv ham af.”

Vi falder begge i staver over ænderne, før vi går hver til sit.

Jeg går ind i tøjbutikken fra om morgenen, bytter det ene par bukser og køber en sort skjorte. Man kan altid bruge en sort skjorte. På vej ud af butikken tænker jeg, at nu bliver jeg vel også nødt til at købe et strygejern. Jeg går i biografen og ser en film om en jagerpilot, der kommer til at skyde sin bedste vens fly ned, fordi han får solen i øjnene.

Carsten og jeg sidder igen på bænken foran Glyptoteket. Ti minutter over tre, og Henning er her ikke. Når Carsten er nervøs, gaber han, hiver sig i øreflippen, klør sig over håndryggen. Han har sagt god for denne her fyr, og nu er han nervøs. Lad os gå en lille tur, siger jeg.

Carsten bliver ved med at sige, han nok skal komme. Han skal nok komme. Da jeg rejser mig, følger han med. Hvis Henning er blevet taget, er der ikke nogen grund til at sidde her og vente.

Vi går rundt om Glyptoteket. Carsten fortæller mig om junk. Junkhistorier. Han kan mange af dem. Om dengang i firserne, da et skud heroin kostede det samme som en tur på en af pigerne i Skelbækgade. Hvordan priserne fulgtes ad i mange år. Når prisen på junk steg, steg prisen på et knald. Pigerne behøvede kun tre kunder om dagen. Et eftermiddagsfix, et aftenfix og et til næste morgen, sådan forgik det. Hvis de havde en kæreste, tog de måske en kunde eller to til. Det var før, dealerne fandt ud af, at det var dem, der bestemte. At de sagtens kunne hæve prisen. At pigerne i gaden bare måtte knalde det mere, sælgers marked.

Han ser undskyldende på mig.

“Jeg siger jo ikke …”

“Det er okay.”

Han griner lidt for sig selv, jeg griner med ham. Jeg er dealer nu. Har ikke nogen fine fornemmelser. Kald det, hvad det er.

“Ved du, hvor vi kan finde Henning? Hvis han ikke er blevet taget?”

“Han har en kæreste, men … Vi kan prøve at tage ud til hende. Men det er sådan lidt op og ned med dem. Og jeg tror ikke, hun har lyst til at se os.”

“Det rager mig, hvad hun har lyst til.”

Hvis Henning ikke sidder og ryger en venlig politimands cigaret, mens han kommer med beskrivelser af mit hår, mine bukser, mine sko, så løber han rundt i byen med mine ti pakker dope. Jeg er vred, vred på mig selv. Jeg troede, jeg ejede verden.

Vi er gået to gange rundt om Glyptoteket, da vi ser Henning sidde på bænken og vente. Han taler højt og hurtigt.

“Pisse ked af det. Jeg har mistet tre skud. Jeg talte pengene op, før jeg kom herover, ik’, og jeg prøver at gange op, inde i hovedet. Og jeg må have mistet tre skud. Tabt dem ud af lommen.”

“Du har tabt dem?”

“Jeg ved virkelig ikke, hvor de er blevet af. Måske er der nogen, der har taget røven på mig, men …”

“Giv mig resten af pengene.”

Han finder et bundt sedler frem fra cowboyjakken, rækker mig dem.

“Du skal putte dem i coveret.”

“I …?”

“De tre tenorer, dvd’en, idiot”.

Han finder coveret frem fra lommen og skal til at lægge sedlerne i. Jeg tager begge dele ud af hænderne på ham, lader dem falde ned i plastikposen med mit nye tøj.

Han står og vrider sine hænder.

“Du har solgt resten?”

“Ja. Ja, de sælger jo sig selv. Det er god kvalitet, for helvede, du skulle se, hvor hurtigt det gik. Jeg skulle have været bilsælger.”

“Prøv at dæmpe dig lidt.”

Ikke at der er nogen, der er standset op eller har kigget, men jeg står foran Glyptoteket med to fyre. Du skal ikke være kriminolog eller medicinsk uddannet for at kunne se, de er misbrugere.

Jeg sætter mig på bænken, klapper med hånden ved siden af mig. Henning sætter sig, skal til at tale videre. Jeg hæver hånden.

“Du har mistet tre pakker, mine tre pakker …?”

“Ja, det er det, jeg siger, og jeg ved sgu ikke hvordan. Det er derfor, jeg er så sent på den. Jeg har været over det hele. Tænkte, jeg måske havde tabt dem ud af lommen eller noget.”

“Prøv at høre. Du får én chance til. I morgen. Hvis du brænder den, hvis jeg tror, du prøver at tage røven på mig, tager jeg fem store gambianere med op til din kæreste. Så kan de tage ture på hende, indtil jeg har fået mine penge. Og tro mig, jeg har tænkt mig at sælge hende billigt. Når du kommer hjem, er der ikke andet end blod, tænder og hår tilbage. Forstået?”