13

DET BANKER PÅ min dør. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har siddet her, men jeg kan lugte mig selv i rummet. Fjernsynet kører uden lyd, tegnefilm. Det banker på igen. Jeg holder øjnene på skærmen. Hunden i fjernsynet affyrer sin laserpistol, skyder armene af nogle blæksprutter i rumdragter. Selv uden lyd kan jeg se, at de griner hånligt af ham, at de har masser af arme tilbage, jonglerer med deres laserpistoler, kaster fra hånd til hånd. En hunhund i kort nederdel er bundet til antennen på rumskibet. Endnu et bank på døren. Jeg rejser mig og åbner. Sofie står i gangen. Hun har en ny sommerkjole på, tynde stropper og udsyn til toppen af hendes solbrændte bryster. Hun ville blive glad, hvis jeg sagde det; hvis jeg sagde noget. Jeg sætter mig tilbage foran fjernsynet. Fra døråbningen følger hun mig med øjnene. Da hun taler, er det ganske stille.

“Du har ikke været at besøge mig … ikke i lang tid.”

Hunden med kappen og rumpistolen slås videre, nu er der kun tre blæksprutter tilbage. De ser ikke længere så selvsikre ud. Jeg tager en tår øl.

“Så jeg tænkte, jeg ville …”

Hun træder et lille skridt frem, ikke helt over dørtrinnet, men næsten. Jeg ser på hende, eller lige ved siden af hende.

“Du skal ikke …”

“Ja.”

Imødekommende, hun er parat til at reagere, hun er parat. Ligegyldigt hvad jeg siger. Min stemme er hæs. Det er nogle dage siden, jeg har talt, jeg har købt mine guldøl, lagt penge på disken uden at sige noget.

“Du skal ikke komme over dørtrinnet.”

“Nick …?”

“Du skal bare ikke … Du skal ikke.”

“Nick, jeg tænkte på, om du havde det … om du …?”

“Du kommer ikke over dørtrinnet, du træder ikke over det skide dørtrin. Det gør du bare ikke.”

“Nick. Din hånd … Hvad er der sket med din …”

“Hvis du træder over dørtrinnet … “

Hun lukker døren efter sig, stille. Jeg tager en øl til fra køleskabet. Hunden i fjernsynet slås nu med den største blæksprutte, lederen. Hver gang hunden skyder en arm af, vokser to nye ud.

Såret i hånden er lang tid om at hele. Det væsker og er rødt i kanten.

Jeg har været nede i træningscentret, havde en gammel bokseindbinding bundet stramt om hånden. Efter halvandet sæt opgav jeg, kunne mærke indersiden af hånden blive våd. Siden da har jeg gået. Mange timer hver dag. Alligevel kan jeg ikke sove, når jeg kommer hjem. Jeg ligger kun med dynebetrækket over mig. Det er næsten en uge siden solen har fået lov til at kigge gennem skyerne. Imens er luften blevet stillestående og trykkende. Folk bliver rastløse, aggressive. Jeg så en mand tæske sin hund. De ventede for rødt, og den ville ikke sætte sig. Han råbte ad den, men den blev bare ved med at stå og logre med halen. Da han havde råbt sig hæs, og den stadig bare stod med tungen hængende ud af munden, begyndte han at spar ke til den. Holdt fast i snoren, så den ikke kunne løbe nogen steder, mens han lossede den i siden. Den kunne sagtens have bidt ham, stor hund, store tænder. Den kunne have spist ham, men den stod der bare.

Folk gør mærkelige ting, bruger hornet mere. Jeg læser i avisen, at en taxachauffør er kommet op at slås med sin kunde, da han ikke ville betale for turen. Taxachaufføren havde så hevet ham ud af bilen og stukket ham i lungen med en skruetrækker.

Jeg kan ikke mærke min hånd.

Jeg går ned ad Nørrebrogade, tæt på nat. Byen er stadig vågen, folk er ude på gaden, foran shawarmabarerne, sidder på skamler, trækasser. Der lugter af pis, rådne grøntsager og friture. Jeg går op og ned ad gaden, ned ad sidegader og tilbage på Nørrebrogade. Jeg går. Jeg stirrer. Jeg stirrer alle de unge mænd i øjnene, jo flere de går sammen, jo hårdere stirrer jeg. Jeg er en uge fra at råbe luder til de mørkhårede piger, fra at sætte mig og vente på at deres brødre kommer løbende. Jeg kunne bruge en slåskamp lige nu. Jeg behøver ikke at vinde den. Tæske en ung mand i Fubu-trøje til det hvide kommer ud hovedet. Jeg har kun én god hånd. Jeg er ligeglad, jeg behøver ikke at vinde.

Jeg kan ikke mærke min hånd.

Jeg har et telefonnummer i lommen. Jeg ved ikke, hvem det er til. Bare nummeret. Måske min egen håndskrift. Jeg putter mønter i telefonboksen, ringer nummeret.

Han siger, er du klar over, hvad klokken er?

Jeg svarer nej. Det er tre dage siden, jeg tog mit ur af og stampede på det. Smed det i søerne.

Jeg siger, jeg står på hjørnet af Nørrebrogade og Jagtvej. Runddelen, i en telefonboks.

Han siger, hvem taler jeg med?

Jeg siger, kom her, kom her forbi. Tag en tom flaske med.

Han siger, hvem taler jeg med?

Jeg siger, knus den i hovedet på mig.

Ølflaske, vinflaske, du bestemmer.

Han siger, jeg tror ikke …

Slå bunden af flasken og stik mig med den skarpe ende.

Han siger, du har nok fået forkert …

Jeg siger, har du en Fubu-trøje? Tag den på og kom. Jeg har penge, du får penge, jeg bruger ikke penge på mig selv.

Jeg taler ind i røret, taler til en kort, høj tone, der bliver gentaget.

Jeg går tilbage til pensionatet. Jeg har guldøl i kroppen. Har fyldt den op. Har kastet flaskerne ud på vejen og set dem blive knust. Jeg kan ikke længere mærke min hånd. Er det godt? Burde jeg ikke kunne mærke min hånd? Er den så rask nu? Når jeg griber om noget, gør det ondt. Men ellers er den der bare ikke, føles som om den sover. Jeg er fuld og tung, og mine ben får mig hjem. Jeg hænger forover, og mine ben får mig hjem. Jeg tænker, se ham, han ser da ynkelig ud, giv ham nogle tæsk. Sjov i gaden, giv det fulde svin nogle tæsk. Giv ham nogle tæsk.

Jeg ligger på ryggen i sengen, og biografen i loftet går i gang. Ligesom man ikke kan kilde sig selv, kan man heller ikke slå sig selv ud. Det er svært, jeg har prøvet.

Jeg kan ikke mærke min hånd.

De dage, hvor jeg bliver hjemme, køber jeg øl nok til at kunne drikke mig i søvn. Tove er ikke kommet tilbage fra hospitalet. Mine drømme er fulde af aborter og døde dyr.

Jeg synes et par gange, jeg ser Ivan. På den anden side af gaden. I mylderet af mennesker. Ser hans ryg. Hans fedtede mørke hår. Er i tvivl. Jeg tænker, at han måske er død, at jeg har slået ham så hårdt, at noget inden i ham er gået i stykker. Når jeg skal sove, vender jeg mig ind mod væggen, han ligger der med sit døde ansigt ganske tæt på mit. Jeg ved godt, han ikke er der, men jeg tør ikke række ud og mærke efter, bange for at mærke kold hud mod fingrene.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville sige, hvis jeg så ham igen. Måske undskylde. Måske bare slå ham ned igen. Eller stå og råbe ham ind i hovedet som manden med hunden. Jeg har mistet min ro. Jeg ved, at det er hans skyld. Jeg vil have, han skal give mig den tilbage.