58

OMGIVET AF CYKLER. Med lugten af kædeolie i næsen. Fedtede brune spor på gulvet. Lydene, der kommer ud af cykelhandlerens mund, er dæmpede. Undskyldninger. Øjenbrynene former et omvendt V. Som et barn, der har tegnet en tipi.

Jimmy sagde:

“Jeg tror godt, du kan stole på Carsten. Han er bare for flink. Han er ikke vant til at sælge, han er vant til at købe. Han ved, hvordan det er ikke at have. Ved det lidt for godt. For flink.”

Carsten sagde:

“Du får dine penge, det er helt sikkert.”

I dag kom han så og kunne ikke forstå, at denne her fyr han kendte, stadig ikke havde betalt ham.

Jeg siger til cykelhandleren:

“Alle betaler, sådan er det. Alle betaler.”

Cykelhandleren siger:

“Jeg har ikke pengene. Ikke lige nu.”

Han står ved siden af kasseapparatet. Jeg hørte det give en klingende lyd fra sig, da vi kom ind i butikken.

Han siger:

“På mandag. Jeg har dem på mandag.”

Jeg peger på kassen.

“Det er ikke så mange penge. Det er virkelig ikke værd at skylde mig dem.”

Cykelhandleren ser sig over skulderen, en kvinde er på vej ud af baglokalet. Han siger: “… Mountainbikes, hvis det er dem, I er interesserede i, har vi en del at vælge imellem.”

Vi følger ham ud på gaden. Han slår ud med armene, peger på prisskilte, pedalarme, løfter op i cyklen, så vi kan se forhjulet køre rundt.

Han siger:

“Min kone ved ikke, jeg er begyndt at bruge igen.”

Han viser os over til racercyklerne.

“Hvis hun finder ud af det, smider hun mig ud. Så får jeg ikke en chance til. Jeg har brændt hende af for mange gange.”

Han holder i cyklens saddel, mens han træder pedalen ned og viser, hvor nemt man skifter gear på denne her model.

“Men hvis I venter til på mandag så … Jeg kan godt lægge en hund oveni for besværet.”

Jeg har fået øje på en cykel, den står som den sidste i rækken, en lille blå drengecykel.

“Jeg tager den der.”

Den har sølvfarvede lyn ned ad siderne og lædersnore, der hænger fra styret.

Vi går hen til cyklen.

“Jeg tager den, så er vi kvit.”

“Den koster jo meget mere end …”

Og han har ret, den koster det dobbelte af, hvad han skylder.

“Jeg er ligeglad, enten går jeg ind til kasseapparatet og tager hvad du skylder os. Plus renter, fordi du har ladet os hænge. Ellers også tager jeg cyklen.”

Det er svært at få cyklen med mig ind i bussen. Jeg går foroverbøjet, med hånden på styret. Da jeg kommer hjem, har jeg ondt i ryggen. Jeg når at sniffe en smule, før jeg tager hen og henter Martin.

Cyklen står midt i stuen, han begynder at hoppe op og ned. Vi tager den ud på vejen. Først skal jeg støtte ham, så cykler han selv. Han har prøvet det henne i børnehaven. Han kører rundt om blokken, kører på fortovet, men jeg har stadig en mærkelig fornemmelse i maven, de par minutter hvor han er ude af syne. Bagefter tager vi den op i stuen igen. Han vil gerne have den i nærheden, se på den, før han sover.

Han siger:

“Far, hvis du også havde en, kunne vi tage på cykeltur. Vi kunne tage i skoven.”

Jeg tænker, det er kun et spørgsmål om tid, før far også får en ny cykel.