11

JEG PRESSER VÆGTSTANGEN op mod loftet. Hundrede og ti kilo, tæt på at slå min egen rekord. Jeg kan mærke bænken svaje under mig, mine arme dirrer. Jeg kniber øjnene sammen, mangler kun et par centimeter.

Ivan.

Lige dér ser jeg ham for mig. De mørke øjne, det fedtede sorte hår, den sammenkrummede skikkelse på gulvet i møntvaskeriet. Kamal griber fast under vægtstangen, så jeg ikke skal få brystkassen presset ind.

Jeg står under bruseren. Prøver ikke at tænke, lytter til vandet, mærker det på skuldrene.

Selvom jeg grinte af det med Kamal og derefter gik videre til at træne biceps og skuldre, er jeg vred.

Jeg tænker ikke på min familie længere.

Min mor og hendes mænd og hendes død.

Jeg tænker ikke på min bror, der ikke er alene som jeg.

Han har både sin søn og sin heroin.

Da han besøgte vores mor på hospitalet, kørte hans øjne rundt i hovedet, afsøgte hver en centimeter af hospitalsstuen; han ville nødigt gå tomhændet hjem.

Jeg tænker ikke på min lillebror uden navn.

Og så kommer Ivan.

Det er Ivan, jeg ser.

Han kunne lige så godt stå i træningscentret ved siden af bænken.

Jeg flår sæbeskålen ud af væggen. Den giver en høj metallisk lyd fra sig, da den rammer fliserne. Blodet fra min hånd blander sig med vandet. Løber ud i afløbet med den samme farve som tyndt saftevand.

Jeg afleverer sæbeskålen i skranken. Kamal ser på mig, men siger ikke noget.

Min taske klirrer på vej op ad trappen, jeg har købt flere, end jeg plejer.

Da døren er låst bag mig, finder jeg øllene frem fra tasken. Holder flasken mellem lårene, mens jeg åbner den med venstre hånd. Det er ikke nemt, og da jeg endelig har fået kapslen af, er jeg ved at spilde øl ud over det hele. Jeg sætter den for munden, drikker halvdelen. Åbner så to øl til, lader dem stå på kommoden og vente på mig.

Jeg går ud på toilettet og vikler hånden fri af T-shirten. Såret klæber til stoffet. Jeg vasker hånden i koldt vand, tørrer det af med et nogenlunde rent håndklæde og hælder jod på.