8

MEDISTERPØLSE OG GRØNLANGKÅL. Martin kan ikke lide det, stikker til det. Tror først, at det grønne er spinat. Som jeg endelig har vænnet ham til. Skipper Skræk. Men da han får kålen i munden, skal jeg se længe på ham, for at han ikke spytter det ud. Jeg tager ham om nakken, en kærlig bevægelse, trækker ham ind til mig, i skjul af bordet spytter han kålen ud i hånden på mig. Min mor lægger ikke mærke til det, har travlt med at tage iltapparatet ud af næsen, spise, synke og få iltapparatet på plads igen. Der lugter af fugt og død rundt om bordet. Hele huset er rådnet op. Et lille træhus ikke langt fra TV-Byen klemt ind mellem murstensvillaer. Bygget under krigen som en af den slags midlertidige rønner for krigsenker og invalider. Og så glemte de at rive det ned.

Her er ikke meget lys, en enkelt lampe over spisebordet, der hænger for højt og blænder. Noget en søn skulle gøre noget ved. Komme ud med en værktøjskasse og sin lille dreng i hånden, få en dag ud af det. Jeg ser hende sjældent. Jeg siger til mig selv, at jeg besøger hende for Martins skyld, at han skal se sin farmor. Han kan ikke lide at være her. Kan ikke lide at se min mor dø i slowmotion, mens hun lyder som Darth Vader.

Mellem bidderne og iltapparatet taler min mor til os.

Hun spørger, hvordan det går. Godt, svarer jeg. Hun siger, vi skulle besøge hende noget oftere. Ja, svarer jeg. Hendes stemme er rå, knækker. Hun siger, at vi skulle invitere min bror. Jeg siger, at jeg ikke er sikker. Gør ikke sætningen færdig. Hun smiler. Hver gang hun griner, går det over i et host, der er ved at tage livet af hende. Og så på med iltapparatet igen.

Min mor spørger Martin, hvordan det går. Han nikker bare og ser ned på sin tallerken. Godt. Han er genert. Man skal ikke være genert over for sin gamle farmor, skal man vel? Og det kan jo godt være, at der er en lille dessert ude i køleskabet til ham, det kan man jo aldrig vide.

Hun spørger ham, hvordan det går i børnehaven. Det går godt. Han har fået en rigtig god ven. Det er dejligt med gode venner, hvad hedder han? Gustav. Har han også en lille kæreste? Nej. Ikke en lille pige? Nej.

Jeg tager ud af bordet. Martin har ikke rørt sin mad, skubbet lidt til den, så man kan se, han har været der. Klog lille dreng. Jeg smider det ud i skraldespanden under vasken. Køkkenet er beskidt som hos gamle mennesker. Ikke noget synligt snavs, men en sødlig lugt, et tyndt lag af fedt og støv dækker alt.

Jeg går ud på toilettet, pisser, og hugger så mange piller, jeg kan få fat i. Gammel-dame-drugs fra en læge, der ikke er bange for at bruge receptblokken.

Da jeg kommer ind, er hun stadig i gang med at udspørge Martin. Han er lige ved at græde. Har fødderne krydset under bordet, den ene lille ruskindssko oven på den anden. Hvad vil du være, når du bliver stor? Hvad for noget legetøj kan du bedst lide? Kan du lide bamsen, farmor gav dig? Han nikker, men ser ikke op.

Jeg hjælper hende over i lænestolen. Martin sætter sig så tæt på mig i sofaen, han overhovedet kan komme. Han får sin chokolademousse fra køleskabet. Jeg hjælper ham med at få sølvpapiret af bægret. Jeg har fundet en ske til ham i køkkenskuffen, vasket den og tørret den af i trøjen. Min mor trækker vejret så dybt hun kan i iltapparatet, tre gange. Piller så slangerne ud af næseborene og tænder sig en rød Cecil. Hun har røget det mærke så længe jeg kan huske. Hvis man ikke kan ryge, er der ikke noget ved det hele. Og en lille en til kaffen. Hvis man ikke kan få det, kunne man lige så godt være død. Hun begynder at hoste. Hoster kraftigt og længe. Martin ser på hende, ved ikke, hvad der sker. Jeg vil dunke hende i ryggen, men er bange for, at hånden skal gå lige igennem. Hun rækker ud, og jeg giver hende iltapparatet. Efter et par kraftige sug i masken trækker hun igen vejret. Hun finder cigaretten i askebægeret, hvor hun efterlod den. Vi drikker kaffe, ryger og drikker en lille en til kaffen. Martin spiser sin chokolademousse. En rigtig lille familie.

Hun behøver ikke at rejse sig, behøver virkelig ikke, men hun vil op, og jeg skal støtte hende. Vi står i hendes smalle entre, hun roder i sin taske. Der lugter kraftigere her, brun hessian på væggene.

Hun giver mig tohundrede kroner, trykker dem i min hånd. Sender mig et smil. Som: Det var da ikke noget; det skal jeg da ikke takke for. Det har hun ret i. Det kan jeg hverken leve eller fixe for. Jeg tænker på at spørge, om jeg kan låne nogle penge, men ved, hun vil svare nej. Jeg må bare vente. Hun dør ikke, ikke hurtigt nok. Tørre gamle kælling. Kan leve helt uden lunger. Af fugt, tobak og tørkager.

Hun skal til at hoste igen, holder hånden op for munden. Martin gemmer sig bag mit ben, bange for, at hun igen skal lave de der grimme lyde. Så går det over. Hun kalder på Martin, han kommer forsigtigt frem bag mit ben. Hun giver ham tredive kroner. En tier og en tyver. Så kan han købe sig lidt godt. Og det er hans penge, det er ham, der skal bruge dem, siger hun højt.

Vi går op til bussen. Behøver vi at besøge farmor igen? Ikke lige med det samme. Han er stadig sulten. Jeg lover ham noget mad, når vi kommer hjem til Tingbjerg. Eller i den første den bedste grillbar vi ser. Shawarma eller pizza. Og nej. Han behøver ikke at bruge sine egne penge, far skal nok betale.