9

JEG HAR EN håndvægt på 17 kilo i hver hånd. Når jeg løfter den ene, sænker jeg den anden, mens jeg drejer i håndleddet for at strække musklen. Jeg står foran det store vægspejl for at være sikker på, at jeg ikke bruger skuldrene for meget, at jeg ikke hælder til den ene side. Jeg ser kun på skuldrene. Jeg har to sæt håndvægte, det her par på 17 kilo og et par på 22, der ligger på gulvet foran mig. Jeg skifter og tager et langsomt sæt med de tunge vægte, fem repetitioner, og før musklerne når at slappe af, kører jeg de lettere ti repetitioner. Da jeg begyndte at træne, fik jeg meget hjælp af de store i centret. Da de havde set mig hver dag i en måned, kom de selv hen til mig. De fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Fortalte hvilken vinkel på bænken der gør forskellen på, om du træner det øverste eller det nederste af brystmusklerne. Hvordan man skal undgå at bruge skuldrene, når man træner biceps. Hvordan du aldrig må låse dig fast til et bestemt træningsprogram. Man skal blive ved med at overraske musklerne, hvis de skal vokse. Du skal spise, før du sover, for at der er energi til musklerne. En videnskab, som de var glade for at kunne dele med mig; en ingen andre gad høre om.

Da jeg kommer ud af træningscentret, regner det.

Store varme dråber, himlen er endelig begyndt at ånde. Jeg tager en omvej hjem for at mærke regnen i hovedbunden. Folk søger i ly langs husmure og under butikkernes markiser. Jeg har gaderne for mig selv. Jeg går forbi et møntvaskeri. Det kunstige lys står ud på gaden. Der sidder en enlig skikkelse derinde, foroverbøjet stirrende ind i en vaskemaskine. Fanget i regnen eller ventende på sit tøj. Jeg er på vej videre, da det går op for mig, at det er Ivan.

Da jeg træder ind i møntvaskeriet, bliver han bare siddende helt stille. Han ser ikke ud som om han har hørt døren gå eller mine skridt. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, han var døv.

Jeg stiller mig ved siden af hans vaskemaskine, den han stirrer ind i. Han hoved bevæger sig en anelse opad, i min retning. Så øjnene tilbage på tøjet, der bliver pisket rundt i det skummede vand.

Han er godt tilredt. Fedtet mørkt hår. Bukser der er for korte, uden strømper i skoene. Sort skægvækst med store huller, hvor man kan se hans blege hud igennem.

“Er det dit andet sæt derinde? Dit festtøj?”

Han ser ikke på mig, holder øjnene på maskinen.

“Ivan.”

Holder øjnene på maskinen.

“Hey!”

Jeg knipser foran hans ansigt. Stadig ingen reaktion.

Jeg ryger og ser på ham. Som når de på tv studerer dyret i dets naturlige omgivelser. Som når jeg ser på den gamle tosse med barnevognen. Jeg kunne blive ved med at se på ham. Han flytter lidt nervøst rundt på sig. Men holder stadig øjnene på tøjet i maskinen. Jeg er der ikke.

“Kan du se noget derinde, vi andre ikke kan se?”

Øjnene på maskinen, jeg er der ikke.

“Jeg taler til dig, fuckhoved.”

Jeg puster røg i hovedet på ham. Han blinker et par gange. Da han endelig taler, er det stille og med kraftig accent.

“Vil du ikke lade mig være i fred?”

“Hvad er det derinde, der er så skide spændende?”

“Vil du ikke lade mig være i fred. Jeg synes ikke, det er sjovt.”

Hans stemme er monoton, med nogle mærkelige pauser, forskudte ord.

“Hvis jeg ikke var kommet herind, havde du siddet og gokket den af nu. Siddet og spillet pik til andre folks vasketøj. Er du klar over, hvor sygt det er?”

Han rejser sig op og råber, med stor åben mund og ansigtet forvredet.

“Kan du ikke bare holde kæft og lade mig være i fred?”

Jeg har ham oppe ad væggen, hånden om hans strube, han står og tripper på tæerne.

“Sådan skal du ikke tale, sådan skal du fandeme ikke tale, din lille luder …”

Det her er min ekskærestes lillebror. Ham jeg sad og drak te og spiste jugoslavisk hjemmebag med hos moderen.

Jeg giver slip på ham, træder et par skridt tilbage, har næsten lyst til at undskylde. Så ser jeg bulen i hans jakke. Det ligner en pistol, og et øjeblik er jeg ret sikker på, at jeg er fucked. Jugoerne gør nogle vilde ting, men den idiot, der har stukket Ivan en …

Så kan jeg se flaskehalsen. Jeg skubber ham hårdt i brystet, han vakler et par skridt bagud og må holde fast i en tørretumbler for ikke at vælte. Flasken ryger ud af hans lomme, smadrer mod gulvet, glasskår og brun kakaomælk. Cocio.

Tårerne vælder frem i hans øjne, blikket kører fra mig og til flasken på gulvet, han står med armene ud fra kroppen og ryster. Så udstøder han en høj strubelyd, ikke noget jeg har hørt fra et menneske før. Jeg knalder hånden op i maven på ham. Han synker sammen på gulvet. Jeg hanker op i tasken og går derfra.