19

JEG GÅR. H VER dag går jeg. Få dig en rytme, siger de i fængslet. Få dig en hverdag. Det første jeg gjorde, da jeg kom ud, var at købe sex. Dem, der ikke har nogen der venter, dem, der ikke har kone eller kæreste, snakker kun om fisse de sidste par uger. Om at gå i byen, finde en sød dame. Om at gå lige til hæveautomaten, penge til det hele. Til græsk, til fransk, til svensk. Hele turen, hele jorden rundt. Sidder i cellen og siger: Luderne på Østerbro er frække. Så frække. Der er fandeme nogle frække damer ude på Østerbro.

Da jeg var kommet, tænkte jeg, hvad så nu? Få dig en rytme, siger de. Nu går jeg. I dag fulgte jeg efter den gamle tosse. Klunseren der bor over for mig. Hans øjne søgte fra skraldespand til skraldespand. Jeg så ham strække hals, når han kom til gadehjørnerne. Skulle der mon være en container, kunne man være så heldig? Når der var bid, var der ikke noget, der kunne standse ham, han gik over gaden, øjnene kun på containeren. Fyldt med ting, der er ubrugelige for andre end ham. Jeg fulgte ham et par timer. Til solen stod højt nok på himlen, til at jeg kunne købe den første øl. En ny rytme.

Jeg kommer tidligere hjem, end jeg plejer, det er ikke nat endnu. Jeg blev fanget i regnen.

Stod i læ i en port, indtil det kedede mig og gik ud i regnen, lod den få sin vilje.

På vej op ad trappen efterlader jeg små pytter på trinene. Som jeg næsten ventede, går døren til Sofies værelse op.

Hun laver en lokkende bevægelse med hånden, smiler til mig på en måde, der nok skal virke fræk. Jeg har lyst til at slå hende i ansigtet. Men jeg er træt og gennemblødt. Hun lukker døren efter os.

“Du er godt nok våd, hva’?”

Jeg nikker til hende. Hun smiler, ser så bekymret på min hånd.

“Har du været til læge med den?”

Ja, lyver jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Man lyver kun for folk, man holder af.

“Hvad med, at du tager det der af, så finder jeg et håndklæde til dig.”

Jeg lader mig falde ned i lænestolen, tv’et kører uden lyd. Streets of San Francisco med Karl Malden og en meget ung Michael Douglas, en klassiker. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det det afsnit med de kinesiske gadebander.

Hun tager stolen under spisebordet, stiller sig på den, så hun kan nå de rene håndklæder øverst i skabet. Jeg har ikke lyst til at klæde mig af foran hende, men det virker dumt at sidde her fuldstændig gennemblødt. Jeg skubber skoene af og trækker bukserne ned. Trækker T-shirten over hovedet med den raske hånd. Hun lægger håndklædet om mine skuldre, et stort lysegrønt frottehåndklæde, der lugter af vaskepulver. Så går hun ud på badeværelset. Jeg tager en af hendes cigaretter fra bordet, en lang Look 100, men i det mindste er den tør. Hun kommer tilbage med en slåbrok.

“Rejs dig op.”

Hun giver mig den forsigtigt på. Lyserød og alt for lille, Minnie Mouse på brystlommen, men det er lang tid siden, jeg har været forfængelig. Hun sætter sig på sengen, tager også en Look.

“Hvis du fryser, kan jeg lave noget varm kakao til dig, jeg har en dypkoger.”

Jeg kan ikke lade være med at grine. Vi sidder begge lidt og ser på Michael Douglas køre den store amerikanerbil gennem gaderne, hen over et vejbump, så den letter fra jorden. Karl Malden råber et eller andet til ham.

Hun trækker benene op under sig på sengen. Hun ser lille ud.

“Må jeg tænde for lyden?”

Hun spørger ganske stille. Jeg smider fjernbetjeningen over på sengen til hende, hun skruer op. Michael Douglas er ude af bilen, og sparker en dør ind. Hun sætter en hårlok tilbage bag øret.

“Hvorfor kigger du på mig?”

Jeg svarer ikke. Jeg tror aldrig, jeg har set hende før. Hun kigger genert ned. Så hopper hun op fra sengen.

“Der er noget, jeg vil vise dig.”

“Hvis det er tegningerne …”

“Nej, nej.”

Hun tager en mappe ned fra hylden på væggen. Bladrer den igennem og finder et papir frem. Rækker mig det stolt. Det er adresseret til hende og er fra kommunen. Skrevet i et officielt sprog, jeg er for træt til at forstå. Jeg laver en spørgende bevægelse med hånden og lægger papiret fra mig.

“Jeg får lov til at se Tobias.”

Hendes smil når fra munden og op i øjnene, sjældent jeg har set hende så glad.

“Om fjorten dage får jeg lov til at se ham. Det er kun en halv time, og jeg må ikke være alene med ham. Men alligevel. Jeg skal se ham.”

“Tillykke, Sofie.”

“Er det ikke fantastisk?”

“Jo.”

Hun sætter sig tilbage på sengen med benene oppe under sig. Smiler stadig. Lader håret falde ned over den ene skulder. Som hun sidder dér, ser hun endnu yngre ud. En stor teenager.

Jeg sætter mig ved siden af hende. Kysser hende på halsen. Hun læner sig tilbage.

Da jeg trænger ind i hende, er hun meget våd. Hun klamrer sig til mig. Armene ligger om min ryg, holder mig fast med større kraft, end jeg troede hun havde. Hun knepper, som om hun var ved at drukne.

Jeg ligger ved siden af hende, til hun er faldet i søvn. Det varer ikke længe. Så går jeg ind til mig selv, forsigtig med ikke at vække hende.

Jeg åbner en øl og lægger mig på sengen. Jeg kan stadig ikke sove, jeg behøver ikke engang at prøve, jeg ved det. Jeg finder skotøjsæsken frem under sengen. Mine papirer. Fra retssagen, fra fængslet, fra socialkontoret. Fra arven, som jeg afskrev. En advokats nummer og længere nede min brors. Ude i gangen putter jeg mønter i den slidte telefonboks på væggen, ringer min brors nummer op. Jeg lader den ringe fire gange, før jeg lægger på.

Går tilbage på værelset. Først ser jeg tv. Uden lyd. Jeg er ligeglad med, hvad de siger. Tv’et oplyser mit værelse. Da prøvebilledet kommer på, sætter jeg mig og ser ud ad vinduet. Ryger flere polske cigaretter, lader skoddene regne ned på fortovet.

Den gamle tosse går forbi på gaden under mig. Snabelsko og pelshue på hovedet. Det er utroligt, at ingen af kvarterets drenge har sparket ham ned endnu. Fra gadelygten kan jeg se, hvad nattens fangst har været. En barnevogn fuld med døde dyr. Påkørte katte, hunde, fugle, der har tabt i kampen mod et vinduesglas.