3

JEG VÅGNER TIDLIGT om morgenen, vækket af en dør, der bliver smækket for enden af gangen.

Jeg ligger på ryggen, ser lyset komme ind i værelset. Oplyse loftet, små revner som strækmærker. Huset må have givet sig. Jeg har ikke lagt mærke til dem før. Troede jeg havde set alt herinde. Dette værelse er så lille, så uendelig lille. Når man træder ind ad døren, er det en overfrakke, man tager på.

Når jeg ligger her, hverken vågen eller sovende, er det svært ikke at se hans ansigt for mig.

Ganske lille, øjnene kigger rundt, leder efter mine.

Et lille hoved med store øjne, tæppet i vuggen er blåt.

Det er svært ikke at se hende.

Et halvt skridt foran mig på gaden, lyden af hendes hæle.

Hun drejer hovedet. Smiler hun?

Ja, det er helt sikkert et smil.

Jeg lægger de tomme flasker ned oven på håndklædet i sportstasken, lægger træningsbukserne over og lyner den til. Låser så døren efter mig. Væggene i gangen er lysegrønne og snavsede, på gulvet ligger der et mørkegrønt gulvtæppe i nålefilt. Jeg kan høre et fjernsyn buldre fra et af de andre værelser, høj lyd af dåselatter.

Jeg er ganske tæt på trappen, da Tove skubber døren op med foden. Hun ser på mig, hoster ned i hånden. Det er Toves pensionat. Hun ejer det ikke, bestyrer det kun, men der er ikke nogen tvivl om, at det er hendes. Hun er i tresserne, de røde plamager, der fylder hendes ansigt kunne være kraftig eksem, men dem der bor her ved, at det er cancer. Hvis man kommer tæt på, kan man ikke undgå at lægge mærke til den sødlige lugt af død hud. Jeg smiler til hende, hun gengælder det ikke. Jeg tænker, hun burde have en kagerulle i hånden, måske et strygejern, en rekvisit fra en anden tid.

“Er det dig, der larmer?”

Jeg tror ikke, hun har kunnet høre flaskerne i tasken.

“Der er nogen, der har tv’et …”

“Nej, i går, i nat. Jeg blev vækket flere gange. Der var nogen, der talte højt og grinte.”

“Det var ikke mig.”

“Nej, det mente jeg heller ikke. Ved du, hvem det var? Var det i nummer syv?”

“Jeg sover tungt, så …”

“Men du skal bare sige til, hvis du hører dem larme igen.”

Jeg går derfra, mens jeg forsigtigt holder tasken ud fra kroppen.

Det er en varm og trykkende sommerdag. Tidligere regnede det, og skyerne er stadig grå. Jeg går fra Bispebjerg og længere ind mod byen, ti minutter på gåben og jeg er stadig i Nordvest. Indimellem bliver jeg ramt af en enkelt solstråle.

Ernst siger til mig, at jeg ser træt ud. Han er ved at spænde vægte på stangen.

Ernst er midt i halvtredserne, han har vægtløfterbælte på. Han har ikke længere store muskler i benene, men hans bryst kasse er enorm. Han har tykke firkantede briller, og hans adamsæble er på størrelse med en tennisbold.

Han siger: Få sovet, spis ordentligt, Nick, ellers vokser du ikke. Spis og sov.

Ernst burde ikke give nogen råd. Ikke om sundhed eller noget andet.

Ernst har et stort hjerte. Ikke at han er kærlig eller bekymrer sig om andre.

Men fordi han har et hjerte, der fylder hele hans bryst. Han var en af de første, der stod på bodybuilding i begyndelsen af halvfjerdserne. Det var før Schwarzenegger-filmen Pumping Iron. Ernst gik til stævner, løftede tunge, tunge vægte. Og fyldte sig med alle de steroider, han kunne få fat i. Dengang var det ikke små doser, man tog med intervaller, nøje afmålt som i dag. Dengang tog man det hele. Det var jo dårligt nok ulovligt. Ernst har tævepatter, og maven buler udad, ikke kun fedt, men også af ødelagte mavemuskler. Ernst dør en af dagene, han har et stort hjerte og ikke råd til dyre operationer. Ernst træner stadig tungt. Træner, fordi han ikke ved, hvad han ellers skal lave, og for at kroppen ikke skal falde sammen. Han tager ikke længere steroider, selv en hovedpinepille kunne tage livet af ham. Jeg ser aldrig på ham, mens han løfter, vil ikke se ham dø midt i et sæt bænkpres.

Han siger: Få sovet, Nick. Du sover ikke, jeg kan se på dig, du ikke sover.

Jeg køber øl. Spiser shawarma. Går tilbage mod pensionatet.

Hver dag ser jeg de samme mennesker.

Drankerne foran kiosken. Med ryggen mod de røde mursten. Altid de samme. I dag er grønlænderen her ikke. Men damen uden lillefinger er. De to tidligere håndværkere er her, den ene med murerkasket på hovedet, den anden med sin hund, der løber frit omkring og snuser til de tomme flasker. Den hedder Grundtvig. Jeg har hørt ham råbe det.

Jeg prøvede at finde et mønster. Jeg så dem hver dag, prøvede at regne ud, hvornår grønlænderen ville stå der. Om damen uden lillefinger oftest var der samtidig med hunden eller samtidig med manden med murerkasketten. Jeg tænkte ikke på, om de havde ærinder eller måske andre kiosker, faste bænke. Jeg så det som en ligning. Som kaosteori. Jeg brød hovedet med det, indtil det gik op for mig, at selvom der var et mønster, ville jeg aldrig kunne regne det ud.

Da jeg går op ad trappen til pensionatet, holder jeg tasken ud fra kroppen.

Jeg slipper for Tove, nu kører tv-serierne, og jeg ved, hun sidder og ser dem. Stryger måske noget, ganske ofte stryger hun noget. Ryger, ser tv-serier, stryger.

Jeg sætter nøglen i låsen, skal til at dreje den rundt, men lader den så blive siddende. Den sidste dør for enden af gangen. Kristian Madsen står der på et lille navneskilt, han selv har sat op. Det er lyden af hans dør, der vækker mig hver morgen; hans trin, jeg hører i gangen.

Jeg banker på med den ene kno. Banker så højt jeg kan, uden at Tove skal høre det og komme ud.

“Han kommer først sent hjem i dag.”

Sofies stemme bag mig. Jeg har ikke hørt døren til hendes værelse gå op.

“Hvornår?”

“Det ved jeg ikke, bare senere.”

“Du lytter efter trinene i gangen, gør du ikke?”

Hun siger ikke noget, et lille smil om læberne.

“Kan du genkende dem alle sammen?”

“Ikke dem alle …”

Hendes smil vokser.

“Vil du med ind, Nick?”

Sofie er nogle år ældre end mig, i begyndelsen af trediverne. Man kan ikke se det på hende, hun er meget tynd, med små faste bryster under sommerkjolen, ingen bh. Håret er næsten sort, klippet til skuldrene.

Jeg går de fem skridt, der er ind på hendes værelse. Hun kigger kort ned ad gangen, spejder efter Tove og lukker så døren efter os. Sofies værelse er magen til mit, samme 12-13 kvadratmeter, bare spejlvendt. Alligevel ser det helt anderledes ud. Hun har billeder på væggene, plakater i rammer der forestiller åkander og badende børn. En mørkerød dug på det lille spisebord. Sengen fyldt med små puder og et sengetæppe med frynser. På væggen hænger der børnetegninger sat fast med tape.

“Har du lyst til et glas hvidvin?”

Hun smiler og tager to glas frem, tager en flaske lukket med sølvpapir ud af køleskabet.

Skænker op til mig og bliver ved med at smile.

Jeg tager imod glasset og sætter mig i plyslænestolen ved siden af sengen. Tænder for fjernsynet. Hun sætter sig på sengen, lader hånden glide over stubbene på mit hoved.

“Skulle du ikke lade det vokse ud, jeg tror det ville klæde dig …”

Så tager hun hånden til sig. Så godt kender hun mig.

Tager en tår af sin vin, ser ned i gulvet.

“De siger, jeg snart får Tobias at se … måske …”

Han må være fem år nu, Tobias. Hendes mand fik hende erklæret uegnet som mor. Hun har et polititilhold, jeg ikke vil spørge til.

Hun rækker glasset frem, og vi klinker.

Vi sidder der, drikker af vinen uden at sige noget.

Så sætter hun glasset fra sig. Rejser sig, glatter kjolen og lægger sig på knæ foran mig.

Jeg behøver ikke hjælpe hende med lynlåsen. Jeg skifter kanal på tv’et. De siger, at det bliver solskin i morgen, med nogle få byger. Jeg tager en slurk hvidvin, lægger hånden bag hendes nakke.

Hun hoster, får tårer i øjnene. Ser op på mig, prøver at smile med røde øjne.

“Jeg fik den bare i den gale hals.”

Så fortsætter hun.

Jeg skifter igen kanal på tv’et, finder en quiz. Tænder en cigaret og asker i en halvtom kaffekop.

Da jeg er kommet, går hun ud på toilettet og spytter et par gange, skyller munden. Hun giver mig et kram og siger, jeg snart må komme igen.