21

SOM HAN LIGGER dér, næsten bevidstløs, kunne man gøre alt ved ham. Lige hvad man havde lyst til. Når han vågnede, ville det være for sent. Jeg kunne pisse ham i ansigtet.

En tanke, der gør, at jeg piller ved elastikkanten i mine træningsbukser. Det er sidst på eftermiddagen, og han ligger og holder om sig selv, om sin mave. Han har ikke hørt mig fumle med døren nedenunder, har ikke hørt mig komme op ad trappen. Jeg havde svært ved at finde stedet, havde ikke troet, jeg ville komme tilbage. Men her står jeg. Jeg skubber til ham med foden.

Først stønner han, er langt væk. Et prik med skosnuden i ribbenene, og han sætter sig pludseligt op, en refleks fra at leve på gaden, parat til alt, til at løbe sin vej. Han ser på mig, gnider sig i øjnene med beskidte hænder. Så smiler han, jeg har noget, jeg skal vise dig. Han siger det, som om det var helt naturligt, at jeg stod her over ham, som om han havde ventet mig. Han begynder at lede i en ulden frakke, der ville få ham til at ligne en blotter, hvis han var ældre. Han tager noget frem, holder det i hånden som en tryllekunstner. Åbner så langsomt fingrene. I håndfladen ligger en hvid toiletknop. Han drejer den rundt, så jeg kan læse mærket: Gustavsberg. Jeg har ledt længe efter den, siger han. Ledt over det hele. De laver dem ikke længere. Det er tyve år siden, de gik ud af produktion.

“Du samler på dem?”

“Mmm. Du skal lige se …”

Han rejser sig og går over til væggen, løfter op i et grønt og rødternet tæppe, tager to plastikposer frem. De er lige ved at sprække, da han hanker op i dem. Han tømmer indholdet af den ene ud over soveposen. Toiletknopper. Mange af dem, forskellige, nogle gulnede af alder, andre helt nye. Spreder dem ud, så jeg kan nyde synet. Så tømmer han den anden pose. Den er kun halvt fyldt med toiletknopper, i bunden ligger forskellige krøllede papirer, hans pas, et par emblemer med hammer og segl, der følger med ned på soveposen. Jeg har samlet i et par år, siger han, jeg har de fleste Gustavsberg nu. Der er et par stykker, jeg mangler. Den i dag har jeg ledt efter længe.

“Hvor finder du dem?”

“Over det hele. Men … nu hvor jeg har så mange, er det svært. Museer. Her om onsdagen kan man mange gange slippe ind med en skoleklasse.”

“Jeg har altid spekuleret over, hvem der huggede dem. Det er dig …”

“Jeg er ikke den eneste …”

“Nej.”

“Nogle gange har der været nogen før mig.”

“Hvorfor?”

Han trækker på skuldrene.

“Jeg har de fleste Gustavsberg. Men også en del Ifö …”

Han samler omhyggeligt toiletknopperne sammen og fylder poserne igen, jeg tager hans pas op, udstedt af et land, der ikke længere findes. Jeg kan se et stempel fra Italien, det næste er fra Københavns Lufthavn. Jeg bladrer frem til billedet. En dreng, der endnu ikke er begyndt at barbere sig; der har fået at vide, han skulle smile. Mørkt hår, der er delt i midten. En stor dreng hos fotografen. Ana står vel et sted uden for billedet.

Han har lagt poserne tilbage under tæppet. Jeg ser på ham:

“Skal vi gå, eller vil du i bad først?”

Når jeg er sammen med Ivan, taler han. Han taler om krigen. Han spørger ikke, om jeg vil høre det. Han prøver ikke at dreje det ind på krigen. Vi går, og han fortæller om at være bange, når man gik på gaden, om hele tiden at se op, som om snigskytterne ville sidde og vinke. Om hvordan man til sidst blev ligeglad. Ikke engang skyndte sig længere.

Ivan standser op og ser sig omkring.

“Hvor er vi?”

“Emdrup Torv, vi skal have pomfritter.”

“Men … der er McDonald’s og grillbarer og …”

“Rigtige pomfritter.”

Måske er det, fordi Ivan ikke har talt om andet end sin barndom, men jeg har lyst til den slags store fedtede pomfritter, som min bror og jeg delte som børn. Store som mandefingre, med groft salt og gullig, glinsende remoulade. Jeg kan se skiltet fra grillbaren herfra. Jeg tager Ivan om armen og trækker ham af sted. I dag skal han have rigtige pomfritter. Jeg var ikke sikker på, at grillen stadig lå her. Jeg bestiller to store bakker pomfritter og ekstra remoulade. Det er kun kinesere, der kan lave sådan nogen. Sådan er det stadig. Mens vi spiser, og Ivan drikker Cocio, og kyllingerne drejer rundt på et spyd i vinduet, og flippermaskinen siger lyde, fortæller han om, hvordan moren solgte fjernsynet. Fik en kurv appelsiner for det. Først var hans far blevet sur, og de havde igen stået i køkkenet og råbt ad hinanden, og hun havde gentaget – det er jo bare løgn, det er jo bare løgn, det de siger, de siger jo ikke andet end løgn, vil du have, dine børn skal lytte til deres løgne? Det måtte faren give hende ret i. Ikke længe efter havde det vist sig at have været en god handel, strømmen var gået. Nogle gange kom den igen, kom og gik. Men i lange perioder måtte de klare sig uden. Om aftenen sad faren i lænestolen og læste gamle aviser ved et stearinlys. Ana og Ivan sad bare og gloede, var vant til fjernsyn, vant til lys, til varme.

De spillede kort. Kom altid op at skændes. Der manglede tre kort i spillet, og hvis de nu havde været der, hvem havde så vundet?

Ivan er i gang med at balancere en særlig stor pomfrit med et tykt lag remoulade op til munden. Han får tænderne lukket om den og smiler stolt til mig.

Han tygger længe, tørrer sig om munden med bagsiden af hånden, så fortsætter han, fortæller om de par timer, når de var heldige at have strøm, før kablerne igen blev ødelagt. Om hvordan faren tog sit filmapparat frem. Før krigen havde han haft et lille filmselskab. Når der var strøm, sad de og så farens film. Det var mest undervisningsfilm, informationsfilm, små tegnefilm om prævention og kønssygdomme. Om alkoholisme, med lyserøde elefanter, der fløj rundt om en mand med en stor rød næse. Moren havde ikke brudt sig om, at de så den slags. Hun sagde, de ikke var gamle nok.

Men Ivans far mente, at når de kunne bo i denne her by, i denne her krig, hvor folk døde på gaden, hvor alle havde set døde og døende, så kunne de også se filmen, hvor fladlus var en lille trold med tre øjne, der gemte sig i kønshårene på en sømand. Hvor syfilis havde seler og høj hat og gav symptomer som svie ved vandladning og røde pletter ved roden.