35

VI TOG VORES lillebror med hjem fra hospitalet. Vores mor lå hele den nat og jamrede.

Mente, de havde snydt hende med medicinen. At hun skulle have haft mere smertestillende. En guldøl hjalp kun lidt.

Da hun blev rask nok til at stå op, gik hun selv ud for at skaffe mere medicin.

Jeg lærte aldrig min lillebror at kende. Han var en lille blød og fugtig ting, der græd. Han lå i en barnevogn, der var parkeret i køkkenet ved siden af komfuret. Andre gange i entreen.

Vi fandt hurtigt ud af at varme mælk i en sutteflaske og stikke den i munden på ham.

Så blev der stille i et stykke tid. Jeg husker, at Nick og jeg engang baksede rundt med en ble.

Da havde mor ikke været hjemme i et stykke tid. Om det var nogle timer eller flere dage, er jeg ikke sikker på. Jeg havde prøvet at give ham sutteflaske og roligt skubbe barnevognen frem og tilbage. Men det hjalp ikke. Da jeg løftede dynen, kunne jeg lugte, hvad der var galt, fik tårer i øjnene af stanken. Og han blev bare ved med at græde. Jeg bar ham over til køkkenbordet, fandt en taburet at stå på. Jeg hæftede bleen fri i hver side og prøvede at få den ud under ham, uden at han skulle falde på gulvet. Han sparkede ud efter mig, og jeg fik lort på trøjen og på armene.

Nick grinte, kaldte ham en lille lorteunge og tændte en af vores mors efterladte cigaretter.

Jeg lagde ham i håndvasken. Først var vandet for koldt, og han græd endnu mere. Så for varmt.

Jeg fik ham tørret ren med et viskestykke. Jeg kunne ikke finde nogen rene bleer, men lagde et håndklæde rundt om livet på ham. Da jeg ville lægge ham tilbage, kunne jeg se, at barnevognen også var svinet til. Nick sagde, vi skulle lægge gamle aviser i bunden.

Det er sådan, man gør med en kanariefugl, og sådan kan man vel også gøre med en lillebror. Så fik han sutteflaske, men blev ved med at græde. Vi gik ind i stuen, satte os foran fjernsynet. Skruede helt op for lyden.