59

JEG HAVDE ALDRIG troet, jeg ville få brug for mit kørekort. Det var hende, der sagde, jeg skulle tage det. At en rigtig familie har en bil. At en familiefar i hvert fald har et kørekort. Vi kan leje, når vi skal på landet. Jeg kunne ikke se, hvad vi skulle bruge det til. Men vi havde pengene til det. Da vi ikke længere brugte penge på heroin, havde vi penge til alt.

Jeg kører så forsigtigt, jeg kan, øjnene på vejen, øjnene på striberne på vejen.

Hold din egen bane, tænker jeg. Kør ikke for stærkt. Stop for rødt. Hold din egen bane.

Mine hænder er fugtige. Folk er på vej til arbejde. Også jeg, handskerummet er fyldt med heroin. Pakker med dope, masser af pakker med dope.

Jimmy sagde: Husk, i morgen er Stor Kaosdag. Det var i går, sidst på eftermiddagen. Det var lige før, vi sagde farvel, efter jeg havde afleveret de sidste pakker, efter jeg havde fået penge, efter Henning endnu en gang havde beklaget sig over, at jeg ikke også havde coke, at folk ville have coke, og så burde han også kunne sælge det til dem, lige før jeg tog bussen til Martins børnehave. I morgen er Stor Kaosdag, sagde Jimmy. Kunne se i mine øjne, jeg ikke vidste, hvad han talte om. Han gentog langsomt, Stor Kaosdag. Du ved …

Jeg kører forsigtigt ned ad gaden. Bilen går i stå, da jeg skal starte for grønt. Den hoster to gange, før jeg får den i gang igen. Det er bilen, gammel bil. Jeg siger det højt for mig selv. Bilen er et lig, en hvid Toyota Carina med rust i dørene, jeg lejede den tidligt i morges. Jeg viste mit kørekort og lagde et par hundrede. Holder den? spurgte jeg. Den holder dagen ud, var svaret. Men den passer godt ind i kvarteret, og der står ikke noget på den, om at den er lejet.

Stor Kaosdag. Det sker et par gange om året. Enkel matematik. Slipsejunkierne er dem, der først får løn. De første vi ser i gaden i slutningen af måneden. Nogle gange allerede omkring den 26. De næste er kedeldragtsjunkierne, en dag eller to senere. Så er der førtidspensionisterne, der får penge den sidste hverdag i måneden. En mindre hær, der kommer med sedler i lommen. Bistandsklienter er de sidste. De får først løn den første dag i måneden. Som oftest skylder de allerede til kedeldragtsjunkierne og til førtidspensionisterne.

Alle disse dage er travle. Lille Kaosdag bliver de kaldt. Dage, hvor man hurtigt får solgt sin dope. Hvor man kan sælge alt fra coke til dommervagtspiller. Gode dage på gaden. Alle er glade.

Men på en ganske særlig dag. Når stjernerne står på en særlig måde. Når planeterne danner nye konstellationer. Når en kort måned bliver fulgt af en helligdag, falder betalingsdagene sammen. Alle får penge på den samme dag. Alle vil have dope. Alle vil have dope. Stor Kaosdag. Det er, hvad Jimmy fortæller mig med sænket stemme, ærefrygt i øjnene. Fortæller mig, hvordan en Stor Kaosdag betalte en tur til Thailand med det hele, dengang han selv sad på stoffet. En anden Stor Kaosdag købte ham en brugt motorcykel. En god én.

Jeg drejer til højre, da jeg kommer til Rådhuspladsen. En cyklist giver mig fingeren, jeg kan se på hans mundbevægelser, at han råber noget. Så ser jeg, at jeg holder inde i det blå felt afmærket med et billede af en cykel.

Da jeg har parkeret bilen på en sidegade til Istedgade, sidder jeg der lidt. Trækker vejret langsomt, sved på rattet. Det lykkedes. Jeg har ikke kørt nogen ned. Jeg er ikke blevet standset af en færdselsbetjent. Jeg ser på rattet, ser op. I dag er Stor Kaosdag. Jeg tager en dyb indånding.

Vi sidder ikke og fedter med sms’er. Ikke i dag.

Jeg har et frisk taletidskort i mobilen, og hver gang den ringer, råber jeg et nyt sted. Foran Keyholeclub. Ved den irske bar på hjørnet. Foran Reden. Det er bare to mennesker, der går forbi hinanden, udvekslingen af penge og dope foregår uden snak. Når der ikke er nogen, der har brug for dope, når jeg har en time for mig selv, sidder jeg på bænken ved Planetariet. Ser ud over Søerne. Jeg køber en avis. Læser den langsomt. Jeg køber brød og fodrer ænderne. Når mobilen ringer, råber jeg et nyt sted ind i den og lægger på. Enghave Plads. Går ned forbi bilen, henter ti pakker. Stor Kaosdag.

Jeg trykker de sidste pakker i hånden på Henning. Efter tre timer har jeg ikke mere dope parat.

Det her er juleaften, siger han, mens vi passerer i hinanden.

Jeg sætter mig ind i bilen. Forsigtigt, forsigtigt bakker jeg ud. Første gear, andet gear. Jeg kører ned ad gaden, så roligt jeg kan. Tredje gear. Stille og roligt. Skynd dig langsomt. Det var de ord, min kørerlærer brugte. Jeg ved ikke, hvorfor jeg husker dem nu, måske fordi jeg ikke har siddet bag et rat, siden jeg fik kortet.

Da jeg har parkeret, går jeg ned i kælderen, låser mit kælderrum op og flytter skrammel til side. Jeg tager et par mursten ud af væggen. Det er ikke det bedste gemmested. Hvis politiet fik et godt tip, skulle de nok finde det. Men en overfladisk gennemsøgning kan det godt overleve. Jeg tager posen med dope ud, putter den i tasken, går op til vores lejlighed.

Låser efter mig, ruller gardinerne ned og tænder lyset.

Frem med elektronvægten. Frem med skærebrættet, plastfilmen, hobbykniven, barberbladet. Jeg ser på uret. Jeg har ikke meget tid. Stor Kaosdag.

Frem med laktosen, tre små bøtter.

Frem med A4-arkene. Jeg åbner en ny pakke.

Jeg begynder med papiret, laver strimler med hobbykniven. Har tre ark liggende oven på hinanden. Så firkanter, små firkanter.

Jeg har snart det samme håndelag som de kinesiske børn, der laver vores julepynt.

Endnu tre ark, der bliver til strimler, så til firkanter.

Endnu tre ark. Førsteklasses laserprinterpapir.

Så elektronvægten. Frem med dopen. Jeg sætter en køkkenskål på vægten. Nulstiller. Begynder så at øse heroin op med en suppeske. Først heroin, så laktose. Sådan cirka. Laktose er ikke det bedste, men man kan få det på apoteket, uden at de begynder at glo for meget.

Amatørdealere knuser piller, hvad som helst. Kodimagnyler. Panodiler. Bruger babypudder. Som klumper og kan stoppe nålen. Så meget god dope, der er blevet ødelagt. Sagde du laktose? Jeg troede, du mente pulvermælk. Folk har pumpet heroin og modermælkserstatning op i årerne, med en svag lugt af vanille. Laktose er det bedste, jeg kan få fat i. Jeg kunne ikke finde på at putte det i min egen dope. Ikke finde på selv at pumpe det op i årerne, nu hvor jeg har valget. Mannitol ville være bedre, men det skal bestilles hjem.

Jeg blander det forsigtigt. Prøver ikke at støve for meget. Blander hvidt i hvidt. Har måske cuttet det en smule mere, end jeg plejer. Men det er Stor Kaosdag i dag. Det er kvantitet. Folk er glade for bare at få noget. For ikke at købe bøf.

Jeg ser igen på uret. Gaden er snart tørlagt. To timer uden dope på gaden. Det kan sagtens ske, hvis jeg ikke sætter tempoet lidt op. Vi er ikke de eneste, der sælger, men uden tvivl dem, der har mest dope tilgængelig lige nu.

Så begynder foldearbejdet. Folder en af de små papirfirkanter. Tager barberbladet. Jeg har sat et mærke med sprittusch på bladet. Tager en smule dope op på bladet og putter det forsigtig ind i papiret. Det er på øjemål. Men folk klager ikke. Det er sælgers marked.

Jeg vejer ikke længere hvert fix. Det ville tage alt for lang tid. Øjemål.

Jeg folder den sidste flig på plads. Nu ligner pakken en miniaturekonvolut, en smule større end en tommelfingernegl. Da jeg har lavet tyve pakker, dækker jeg skærebrættet med plastfilm. Lægger pakkerne i to rækker, dækker dem igen med plastfilm. Skærer hver pakke fri med hobbykniven. Brænder enderne med en engangslighter.

Så går jeg i gang med de næste tyve pakker.

“Vi blev i gaden,” siger Henning til mig.

“Så folk ikke troede, vi var gået hjem. Jeg solgte min sidste pakke for en halv time siden. Jeg tror, Carsten har været færdig længere.”

Det er efter, jeg har parkeret bilen. Efter jeg har fået penge, efter jeg har fordelt den nye sending pakker til Jimmy og Carsten, der igen er ude at sælge. De smiler. Griner. I dag er en god dag for alle.

“Vi kunne cutte det endnu mere,” siger Henning.

“Nogle af de her junkier har ledt efter dope i flere timer nu. Jeg kan love dig for, at de er taknemmelige.”

“Lad os bare beholde det, som det er. Så kan de lide os.”

Han nikker. Forstår. Risikoen for at blive taget er meget mindre, hvis folk kan lide dig på gaden. Du sidder og sveder. Politimanden har taget dine smøger, din dope. Du sidder i et af deres små forhørslokaler uden vinduer. Og måske får du den pakke dope tilbage. Måske glemmer han den på bordet foran dig, hvis du kommer med et navn. Og nu begynder rysteturene lige om lidt. Diarre, tørheden i munden. Et navn. Hvilket navn, siger du? Navnet på din faste konneks, ham der sælger den gode vare til den gode pris. Eller ham lor-ten, der har solgt dig svag, svag dope for dine sidste penge. Folk skal kunne lide dig på gaden.

Efter et par timer er bilen tømt. Jeg har ikke travlt.