7

“M Å JEG IKKE få denne her med?”

Han står med sin store tøjdinosaur. Kødæder med hvide plystænder ud af munden. Han har været i bad, fået rent tøj på. Vi har pakket en taske med tøj til to dage. Noget af det er stadig fugtigt. Jeg kunne ikke nå at tørre det hele, men jeg ville være sikker på, at det han fik med, var rent.

Jeg prøver at få dinosauren ned i tasken. Den er alt for stor.

Vi går hånd i hånd langs mosen. Jeg bærer hans taske for ham, han har selv dinosauren under armen. Ville ikke lade den blive hjemme. Han har ikke været hjemmefra før, er nervøs, men glæder sig også. Taler meget om, hvad ham og Gu stav skal lave. At Gustav har en PlayStation. At de skal spille mange spil på den PlayStation, at Gustav har rigtig, rigtig mange spil, også et med zombier, som Gu stavs mor ikke er så glad for, at de spiller, men det er okay, for nu har han jo taget dinosauren med, og om en dinosaur ikke sagtens kan klare en zombie? Jo, skat, sådan en stor kødæder, som den du har under armen, ville sagtens kunne klare en zombie.

Jeg holder fast i hans lille hånd, så hårdt jeg kan, uden at det gør ondt på ham. Bilerne kører hurtigt forbi. Han skal være væk i tre dage, to nætter. Han har ikke været væk fra mig før.

Det er ved at blive mørkt, stadig koldt i vejret. Mosen ændrer sig fra at være et hyggeligt sted, hvor man kan fodre ænder, gå tur, til at være et sted, hvor der sker ting, som jeg ikke håber, Martin finder ud af de næste ti år.

Ned ad en villavej, ned ad én til. Vi kommer til deres hus. Toyota i indkørslen, røde mursten, en lille karnap, lyset står gult og varmt ud ad vinduerne. Et sted man gerne ville bo, gerne ville komme hjem til en kold vinterdag.

Jeg banker på. Der går lidt tid, så kommer Gustavs mor ud, blond, et sted i trediverne. En køn pige, lidt for meget hage, brede hofter hun skjuler med dyrt tøj. Hun smiler til os. Jeg er sikker på, at hun holder rynkerne nede med en meget dyr creme. Der dufter af lasagne. Gustav kommer løbende og hiver Martin ind ad døren.

“Er du sikker på, du ikke vil spise med?”

Jeg afslår. Martin skal jo prøve at være lidt alene. Jeg tror, Martin vil have det sjovere uden mig. Jeg har også en anden aftale. Jeg rækker hende tasken. Inde i stuen kan jeg høre drengene lave dinosaurlyde. Gustavs far kommer ud, han har et glas rødvin i hånden, på hans forklæde er der en smilende hummer med en grillgaffel i den ene klo. Han giver mig det samme tilbud som moren. Nej, tak, jeg har en aftale. Hvilket ikke engang er løgn. Før jeg går, kommer Martin løbende. Jeg kysser ham farvel. Siger han skal opføre sig ordentligt. Ved ikke, hvad jeg ellers skal sige til ham. At jeg vil savne ham, har han ikke brug for at høre.

Jeg går tilbage gennem mosen, går en omvej forbi Albaneren. Køber heroin for min sidste lønseddel. Alt det, jeg kan få for den. Mere end jeg plejer, så jeg får en god pris. Køber det sidste dope, han har, og får ketoganer og tjald for resten. Går i en kiosk og køber guldøl for en tyver, der gemte sig i foret. Jeg er godt forberedt.

Da jeg kommer hjem, føles lejligheden tom. Færdigretten jeg tog ud af fryseren, står stadig på bordet og venter på mig. Jeg har hvid dope. Heroinklorid. God kvalitet, den slags man ikke behøver hive igennem en tot vat, kan sprøjtes direkte. Jeg kunne forberede mig, rulle en joint, sætte maden i ovnen. Men jeg har hvid heroin. Jeg er på vej ud på toilettet, da det går op for mig, at jeg ikke behøver. Jeg kan sidde her i min egen stue og sprøjte mig, uden at være bange for at Martin skal komme ind.

Jeg fixer, ryger cigaretter og ser en quiz på tv, hvor kendte mennesker skal gætte sange. Fixer igen og ser en quiz, hvor kendte mennesker skal lave mad. Imellem sprøjterne bløder jeg rusen op med guldøl og tjald. Jeg kunne ringe til Martin, bare lige sige hej, sige jeg elsker ham. Man kan ikke høre på mig, at jeg er høj. Og når jeg tænker sådan, skal jeg ikke ringe til nogen som helst.

Jeg vågner først sent om lørdagen, ringer til Gustavs forældre.

Jeg får telefonsvareren. De er sikkert i skoven. Gode mennesker med et murstenshus, de skal nok tage sig godt af Martin. Så jeg fixer og bliver ved resten af dagen. Et par timers mellemrum og en ny sprøjte. Jeg fejlfixer i låret, det vil gøre sindssvagt ondt i morgen, men lige nu er alt godt, og hvad fanden, det var ikke ketogan, så det skal nok gå, alt skal nok gå. Og Martin har det godt, gode mennesker. Og far har det godt. Det hele er godt.

Om søndagen er jeg død. Jeg har fixet alt, hvad jeg kunne. Jeg har fixet som en sportsmand, og nu er jeg død. Telefonen bringer mig tilbage til livet. Det tager mig lang tid at finde ud af, at det er Gustavs mor. Hun spørger, om jeg har det godt. Om der er noget galt? Der er ikke noget galt.

Jeg går i bad. Jeg barberer mig. Jeg ryger resterne fra de små pakker, der er spredt ud over sofabordet.

Jeg går mærkeligt på grund af fejlfixet. Jeg har ikke turdet kigge på det endnu. Jeg er sikker på, at der er en betændt rød blomst dernede. Der er langt hen til Gustavs forældre, og da jeg når frem, må jeg støtte mig til døråbningen for ikke at falde om. Gustavs mor åbner, ser chokeret på mig. Skrækfilm, store øjne. Jeg hoster, syg. Har influenza. Har været syg. Det begyndte, da jeg kom hjem. Jeg har ligget under dynen hele weekenden. Set quizzer. Har ikke ringet til vagtlægen, nej, så slemt er det heller ikke. Jeg tror også, jeg er ved at få det bedre, har drukket masser af kamillete. Hvidløg, hjælper det virkelig?

Hun spørger, om det ikke er bedst, Martin bliver natten over? At jeg kan hente ham i børnehaven i morgen. Så kan jeg få det lidt bedre. Jo. Hvis det ikke er til besvær. Er det til meget besvær? Nej, overhovedet ikke. Han har været så sød. De har haft det så sjovt. Om hun lige skal hente ham? De sidder inde i stuen og leger. Det behøver hun ikke. Hvis de leger, så …

Jeg går hjemad igen. Falder om i mosen, ligger i en busk, kan lugte rådden jord og mærke fugten, der siver gennem jakken, ligger der i tyve minutter, før jeg kommer på benene igen.

Humper hjem, mens jeg tænker på pakker. Om der er flere tilbage derhjemme. Små breve med pulver. Er der mon faldet et på gulvet? Det kunne der godt være. Det kunne der godt.