22

JEG VÅGNER I Sofies seng. Det tager mig et par øjeblikke at finde ud af, hvor jeg er, hvorfor rummet er spejlvendt, hvorfor der lugter anderledes. Jeg har aldrig før set Sofies værelse så tidligt på dagen, intet er pakket ind i skygger nu.

På det lille spisebord ligger en seddel til mig. “Jeg er taget ud at besøge Tove på hospitalet, måske ses vi i aften?” Et lillebitte hjerte og hendes navn.

Jeg har aldrig set hendes håndskrift før. Jeg er kommet i munden på hende flere gange, end jeg kan tælle, hun ved hvordan min sæd smager. Men jeg aldrig før har set, hvordan hendes bogstaver hælder ganske svagt til højre, hvordan prikken over i’et mere er en bue end en prik.

Jeg har ikke været alene på hendes værelse før. Min første tanke er at begynde at lede det igennem, efter penge, efter et eller andet. Alle har noget gemt, porno, frimærker eller gamle kærestebreve.

Ved siden af hendes fjernsyn står en ganske smal reol, måske en meter bred, mere er der ikke plads til. Lerfigurer, som hendes søn har lavet. En lampe. To hylder med bøger, alle fra den samme bogklub. Jeg tager én ud, på titelbladet har hun skrevet sit navn og en dato. Måske har den været udlånt til veninder. Mellem to bøger stikker kuverten fra en fotobutik ud. Jeg kan ikke lade være med at tage den ud af reolen. Kan ikke lade være med at tage billederne ud og se dem igennem. Det er billeder fra et andet liv: en mand i en stor sweater, hendes dreng klædt ud som Supermand, hun selv i cowboybukser, cremefarvet cardigan, står på en villavej op ad en mørkeblå stationcar, smiler til kameraet. På det næste billede er drengen ved at slå katten af tønden, battet han har i hånden, ser større ud end ham selv. De næste billeder er fra en juleaften, de sidder ved bordet, and på tallerknen, rødvin i glassene. De ser glade ud. En ældre kvinde kysser den lille dreng på panden, mens han griner og vrider sig. På det sidste billede er han i gang med at pakke en fjernstyret bil ud. Jeg lægger fotografierne tilbage i reolen, prøver at få kuverten til at stikke lige nøjagtig så meget ud mellem bøgerne, som da jeg fandt den.

Klokken er lidt over et. Jeg sidder på bænken foran Glyptoteket. Ivan har ikke noget ur, men det var ham, der insisterede på tidspunktet. Sagde, han nok skulle være her, at der er ure over det hele. Fem mi nutter over, og han kommer løbende, svedende, med en lille taske jeg ikke har set før hængende over skulderen. Den er rød, og da han tager den af, kan jeg se, at der på den forreste lomme er et billede af et pigeegern med lyserød sløjfe på hovedet.

“Kommer jeg meget for sent?” spørger han og hiver efter vejret. Jeg ser bare på ham.

“Så skal vi skynde os.”

Han begynder at gå op mod Glyptotekets indgang. Meget målbevidst, en mand der ved, hvad han vil. Hans lille røde taske på skulderen, egernpigen tager en bid af en nød.

Det er onsdag, og derfor er vi her, gratis adgang. Vi venter i en kø med to skoleklasser. Da vi er kommet igennem, fortæller damen ved indgangen os, at Ivan ikke må tage sin taske med ind. At han skal putte den i en af opbevaringsboksene langs væggen. Jeg finder en tier frem til ham. Han vælger en af de nederste bokse. Står foroverbøjet, ser sig til begge sider, tager noget ud af tasken og propper det hurtigt ned foran i bukserne.

Mens vi går igennem Glyptoteket, forbi en statue af havguden Poseidon uden arme, taler Ivan dæmpet til mig. Det kunne være statshemmeligheder, men er det ikke. Der har været renovering, siger han. Han har ikke kunnet komme herind i et par år. Hele underetagen har været lukket af.

Der er et toilet dernede. Ingen har været der endnu. Måske har de sat helt nye kummer op. Måske nye sparetoiletter, uden toiletknopper. Måske ikke. Måske er vi heldige. Ivan lader først, som om han ser på skulpturerne. Han peger på et par stykker, men siger ikke noget. Går lidt rundt, frem og tilbage. Da vi kommer til trappen, sætter han farten op. Jeg følger efter ham. I underetagen er der mørkere; oplyste glasmontre med mumier. Vi går gennem to rum, ned i bunden. Man kan kun lige skimte wc-skiltet på døren. Ivan kigger sig til hver side, går ind. Før jeg har lukket døren efter os, kan jeg høre ham fra en af båsene. Ja, råber han, fuck ja.

Jeg går ind til ham, lukker døren efter os. Jeg kan kun se et gammelt toilet i hvid porcelæn. Ivans øjne stråler. Ja, gentager han, denne gang mere stille. Så hiver han ud i sine snavsede cowboybukser og roder sig i skridtet. Han tager noget op, rækker det frem mod mig, det er en tang.

“Hold lige denne her.”

“Helt sikkert.”

“Den har ikke rørt ved tissemanden eller noget.”

“Ivan, for helvede …”

Han holder tangen i munden, mens han finder et stykke grønt stof frem fra bukselommen. Ivan viser mig stolt sin teknik. Han hiver toiletknoppen helt op, den sidder på en metalstang, der går ned i porcelænet; den griber han fat rundt om med tangen, holder den, mens han vikler stoffet rundt om toiletknoppen. Ellers er den for glat, siger han. Han drejer og vrider, alt hvad han kan, stønner af anstrengelse. Det er ikke som på de nye toiletter, siger han. Dem, som de sætter op over det hele nu. Sparetoiletter. Det her er kvalitet.

Da han har fået toiletknoppen af, kommer den hurtigt ned i bukselommen, tangen kommer ned i skridtet igen. Han går ud af toilettet, ser sig ikke tilbage. På vejen ud tager han sig ikke tid til at lege turist, kuppet er lykkedes, nu skal vi ud, før alarmen går i gang.

Jeg foreslår Ivan, at vi kan gå ned til Søerne. Men han vil gerne hjem med det samme. Jeg følger med ham. Da han er kommet op på førstesalen, sætter han sig på soveposen. Han tager en flaske husholdningssprit frem og et viskestykke. Lægger forsigtigt toiletknoppen i viskestykket, hælder sprit på og begynder at gnide. Cirkulære bevægelser. Holder den så op mod lyset, der står ind ad en af de knuste ruder. Han sidder og betragter den. Så går det op for ham, at jeg stadig er i rummet. Han begynder at tale, mens han stadig holder toiletknoppen i flad hånd. Trofæet. Det lyder, som om han prøver forklare. Ifö, siger han. Fra halvfjerdserne. Læg mærke til, at den er kegleformet. De lavede dem kun i nogle år. Der er ikke mange af dem tilbage. Jeg tager en tår af min guldøl, sætter mig op ad den tilsodede væg. Ivan ser ned på toiletknoppen i sin hånd. Taler til den, eller taler til mig.

Han siger, mange gange tror folk, at vi kun havde østeuropæiske toiletter. Kun gamle jugoslaviske og kinesiske mærker. Men vi havde dem alle sammen. De store mærker. Vi havde gode toiletter. Han lægger forsigtigt toiletknoppen fra sig oven på viskestykket, hiver så en tyk og meget slidt bog frem under soveposen. Rækker mig den med en vis højtidelighed, pas godt på den. Der er et logo med skrift på forsiden, et sprog, jeg ikke forstår. Da jeg begynder at bladre i det, kan jeg se, hvad det er: et stort katalog over badeværelsesudstyr. Et til professionelle, et med alle detaljer. Toiletter i hundredvis af farver. Runde, firkantede, trekantede vaske. Jeg havde ikke så meget at læse i, når vi sad nede i kælderen, siger Ivan. De bøger, vi ikke solgte, brugte vi til at fyre op med. Og så var der det her tilbage. Hans onkel havde haft det med en dag og glemt det, og så havde det ligget under sengen og ventet på ham. Det var før, han blev skudt i hovedet. Han lod dem ikke tage det, lod dem ikke rulle cigaretter af papiret eller fyre op med det. Han måtte have noget at kigge i.

Halvvejs inde i bladet går siderne op af sig selv. Toiletknopperne. Mange af dem. Med årstal, leveringstid og pris, gætter jeg. Mærke og model. Der kan du se, siger han. De er der alle sammen. Også Ifö og Gustavsberg. Det havde du nok ikke regnet med.