10

“H EY NICK, JEG er der om to minutter. Vent lige …”

Kamal tæller stakken han står med færdig og sætter et hak på papiret foran sig. Det er sidst på eftermiddagen, og her er næsten tomt. Der ligger hundredkronesedler i en stabel på bordet foran ham og et lille bjerg med mønter. Proteinshakesene og de tyske dåsecolaer er hvad han tjener mest på. Han har ikke travlt med at få pengene tilbage i kassen, er ganske rolig ved at have dem liggende fremme. Gud nåde den der forsøgte at hugge fra Kamal. Gud nåde ham. Kamal ville være et problem i sig selv. Og så er der fyrene ovre ved vægtene. Dem der går til sidst, dem der skal smides ud. Det her er deres hjem. Jeg ved, hvordan de tænker. Du skal ikke komme ind her, i vores hjem, det sted vi har, vores sted, og forsøge at tage noget som helst. Ingen stjæler her, ikke så meget som en vægtskive. Det sikreste sted i byen. Et par unge fyre prøvede for et par år siden. Den ene havde en springkniv. Jeg var her ikke, men har fået det fortalt. Der var blevet grinet lidt over, at det netop var en springkniv. At bladet var fløjet frem og havde sagt klik, som springknive jo gør. Dramatikken. Der var blevet grinet, og så var der ikke blevet grinet mere.

Kamal ser op fra pengene.

“Du har trænet godt igennem i dag, hva’?”

Så tæller han videre.

“Ja?”

“Ja, virkelig, jeg så dig. Du trænede tungt.”

“Ja.”

“Og meget.”

Han putter en elastik rundt om stakken og stikker den i inderlommen.

“Kunne du ikke tænke dig at tage med ud til mig og se et par film?”

Han går i gang med at tælle 10- og 20-kroner. Kan godt tale og tælle samtidig.

“Vi er nogle stykker, du kender de fleste af dem. Vi skal bare ryge en lille jay og se noget god voldsfilm.”

“Jeg ved ikke rigtig, om i dag …”

“Kom nu for helvede, Nick, vi skal bare se et par film, ikke noget stort.”

Kamals bil holder på gruspladsen foran centret. En mørkeblå Mercedes, ti år gammel, men pæn og velholdt. Han har holdt sig fra at sætte alt muligt lort på den. Den er ikke engang sænket. Det ser man ikke så tit her i kvarteret.

“Vi skal over og hente Malouf på vejen.”

Vi kører til Valby. Kamal holder farten nede, så den passer til trafikken. Folk på vej hjem fra arbejde.

Da vi holder uden for det gule murstensbyggeri, bruger Kamal hornet et par gange. Malouf kommer ikke, men Kamals telefon begynder at ringe. De taler kort sammen. Nogle ord på arabisk, nogle ord på dansk. Kamal lægger mobilen fra sig på instrumentbrættet.

“Han er i gang med at spise … Ved du godt, jeg havde en lejlighed til ham for et par år siden? Først var han sådan, okay, fedt. Men så var han ikke sikker. Ville ikke væk fra sin mors gryder …”

Kamal ringer til et par andre fyre. Griner og råber ad dem. Efter ti minutter kommer Malouf ud af hoveddøren. Smiler bredt og sætter sig ind på bagsædet.

“Det må I undskylde, men der var tagine. Hvordan går det, Nick, det er sgu da lang tid siden?”

“Det går okay. Hvad med dig?”

“Det går fint, fint, jeg sælger støvsugere nu. Har Kamal fortalt dig det? Jeg er skidegod til det.”

Kamal griner. Roder med radioen.

“Det er rigtigt, han er kongen af støvsugersalg.”

“Jeg tjente 35 sidste måned. Fucking 35. Det er sgu mere, end jeg nogensinde har lavet på at hustle. Næsten i hvert fald. Og politiet kan ligesom ikke rigtig buste dig for at sælge for mange støvsugere.”

Da jeg kendte Malouf, var han en god banger. Hvis du hørte om en slåskamp i kvarteret, vidste du, han havde været med. Han stillede op, dengang de ville afgøre, om Nørrebro kunne tæske Amager. Jeg har kun kendt ham gennem Kamal, men har aldrig haft noget imod ham. Kamal siger, man kan stole på ham, og han er ikke så stor i munden som mange af de andre fyre i kvarteret.

Vi er på vej ud af byen. Kamal har en lejlighed i Høje Gladsaxe. Vi holder ind ved en kiosk på vejen. Malouf hopper ud, køber smøger, cola og guldøl til mig.

Da vi når frem, holder de andre på parkeringspladsen foran højhusene og venter på os. Jeg kender Nabil, de andre har jeg nok set før, men er ikke sikker på navnene. Nabil tager min hånd.

“Hey Nick, lang tid siden. Hvorfor fortalte du mig ikke, han kom, Kamal? Der ryger min plan om at sidde og se gamle Adel Imam-film hele natten.”

Kamal griner.

“Jeg skal sgu ikke se nogen Adel Imam-film … Har du noget godt med?”

“Det er okay. Du ved, lidt slasher, lidt horror. Ikke noget for avanceret for drengene.”

Nabil holder stadig min hånd i sin, en arabisk ting, jeg ikke har vænnet mig til.

“Jeg prøvede at vise dem La Haine, kender du den? En fransk film. Jeg troede, de ville være helt vilde med den. Du ved, perkere med en pistol. Og ved du, hvad de siger? Så snart den begynder, og de ser den er sort/hvid, så spørger de mig sgu, om jeg ikke har noget Dolph Lundgren.”

Elevatoren er fuldstændig overmalet, Kamal bor på øverste etage, så man kan nå at læse det meste. Elsk! Står der med store sorte bogstaver. Kamal klør sig i nakken med nøglen.

“Det er okay, de skriver i den, men jeg ville ønske, de ville finde et andet sted at pisse … Har du tjalden, Malouf?”

“Hva’ snakker du om?”

“Du skulle have tjalden med.”

“Nej, det var ikke mig.”

“Fucker du med mig?”

“Bare be’ marokkaneren om at skaffe kiffen, ik’? Fucking racist. Tror du, vi alle sammen …”

“Så har du tjalden med?”

“Selvfølgelig.”

Kamals lejlighed er en blanding af tunge arabiske møbler, hjørnesofa, lænestole og Ikea. Han er her sjældent, og når det sker, er det med venner, PlayStation, tjald, eller når han har en pige på besøg. Derfor er hans soveværelse også det rum i lejligheden, der er gjort mest ud af.

Vi ser en film, mens jointen går rundt. Jackie Chan. Nabil fortæller, i hvilken scene Jackie Chan brækkede kravebenet, hofteskålen, hvor han læderede sin milt. Læderede? Fuckede den op, okay. Hold nu kæft, I skal se det her.

Kamal spørger, om jeg vil med ud at ryge. Det lyder mærkeligt, når hele lejligheden stinker af tjald. Vi sidder ude på hans lille altan på hvide plastikstole. Jeg tænder to cigaretter, rækker Kamal den ene. Han tager et hiv, puster ud, mens han ser på mig.

“Hvad sker dig med dig?”

Jeg svarer ham ikke. Motorvejen er en ganske svag summen herfra.

“Jeg så dig træne i dag. Jeg så dig træne fuldstændig vanvittigt. Hvad sker der med dig? Hvis du vil slå dig selv ihjel, kan du så ikke finde et andet sted end mit træningscenter?”

Jeg ser på ham, tager en tår af øllen.

“Det kan jeg godt. Det kan jeg sagtens …”

“For helvede, Nick, du ved, hvad jeg mener. Jeg kan jo se på dig … Jeg har ikke set dig sådan siden …”

“Hvad?”

“Hold nu op … du kan snakke med mig, hvis der er noget. Det er det, jeg prøver at sige til dig.”

Jeg nikker. Vi sidder der lidt, ryger, ingen siger noget. Man kan se langt ud over Tingbjergs grønne områder herfra. Se byen. Bellahøjhusene. Det kinesiske tårn i Zoologisk Have.

“Hvad betyder Iran Trorist?”

“Terrorist?”

“Nej, trorist? Jeg har set det rundt omkring.”

“Fuuuck, har du ikke hørt det?”

“Nej.”

“De tog denne her fyr under højbanen en nat. Han så lidt mærkelig ud. Han var perker, ik’, så må man jo godt kropsvisitere ham uden nogen grund. Men de fandt altså en spraydåse på ham. Han sagde, han bare skulle hjem og male sin cykel. Den troede de sgu ikke rigtig på, så de hev ham med på stationen.”

“For at have en spraydåse på sig?”

“Han var perker, det har jeg jo sagt. Du ved godt, jeg ikke er særlig glad for svinene, men det her er sgu meget morsomt. De hev ham ind i et forhørslokale og spurgte ham om forskellige ting, om hvad han skulle bruge spraydåsen til.”

“Og han skulle hjem og male sin cykel?”

“Ja, ja, han skulle bare hjem og male sin cykel. Klokken fire om natten, men så bad de ham om at stave til Iran-terrorist. Lagde papir og blyant foran ham. Kan du gætte, hvad han skrev?”

“Iran Trorist?”

“Jep.”

“Og hvad betyder det?”

“Iran-terrorist, selvfølgelig, men hvad han ville sige med det … Okay, han er ikke glad for Iran. Men hey, du ved, jeg prøver at holde mig ude af alt det der. Ikke alle muslimer er terrorister, og ikke alle katolske præster er børnelokkere, og så behøver jeg sådan set ikke vide så meget mere. Skal vi gå ind?”

Vi ser en film til, en japansk slasherfilm. De fleste af fyrene synes, den er for meget, for ulækker. Men Nabil beder dem holde kæft, nu kommer den scene med saven, den skal I se, den er for fucking vild. Jeg drikker mine øl og ryger et par hvæs på den jay, der går rundt. Et par stykker har tænkt sig at blive og sove på gulvet, for skæve til andet. Jeg følges med Sammi hjem. Han har sin bil stående på parkeringspladsen. Mens vi kører, fortæller han mig om sin boksning. At hans træner har planer for ham, at Kamal må tage mig med ud til en af hans kampe, at hans træner prøver at få ham til at droppe smøgerne. Han virker ikke særlig påvirket af tjalden, selvom jeg har set ham ryge godt med.

Da vi kører på motortrafikvejen langs mosen, giver han bilen gas.

“Jeg har lige fået den chipped. Skal vi se, hvad den kan trække?”

Jeg kan mærke farten i kroppen, da han trykker på speederen.

“Hurtigere.”

“Hurtigere?”

Han giver speederen et hak til, motoren brøler.

“Er du så glad? Man kan mærke, den gerne vil, ik?”

Vi har vejen for os selv. Lygtepælene suser forbi.

“Så kør derover.”

“Hvor?”

“Over i den modsatte side.”

“Hvad snakker du om?”

“Kom nu, kør over i den modsatte vejbane, bare lidt, kom nu.”

“Fuck dig, Nick, hvad tænker du på?”

“Tør du ikke?”

“Du er vanvittig, ved du godt det?”

Han griner, sætter tempoet ned, skruer op for sangen på radioen. Jeg griner også, det var bare for sjov, ik’, bare for sjov.