2

DA JEG BLEV dømt, havde jeg det, som om jeg lige var vågnet. Jeg forstod godt, hvad der skete, men det havde ikke så meget med mig at gøre. Han hed Jon, ham jeg havde slået på. Det fandt jeg ud af, da retssagen gik i gang. Et par år yngre end mig. De spurgte, hvorfor jeg havde slået ham. Om han havde råbt noget efter mig. Hvad min version af handlingsforløbet var. Jeg sagde til dem, at jeg ikke kunne huske det. Da politiet hentede mig, sad jeg og sov op ad et træ. På vejen til stationen kunne jeg mærke mine knoer gøre ondt. Jeg sov godt i cellen.

Ana havde gjort det forbi.

I en hel uge kunne jeg ikke smage salt. Ligegyldig hvad jeg spiste, var der ikke nok salt. Ingen salt overhovedet. Som at spise vat og savsmuld. Jeg drak meget. Nogle gange alene og råbte ad mig selv. Andre gange i byen.

De viste mig billeder af Jon. Billeder af hvad jeg havde gjort ved ham. Af en ung mand med ganske få tænder i munden og en masse blod. Under retssagen talte han stille, havde svært ved at få lyd ud gennem kæber holdt fast med ståltråd. Han fortalte, hvordan han kun kunne spise suppe, måtte læne hovedet tilbage og hælde det ned. Han havde tics ved det ene øje, der blev værre, når han så på mig. Da jeg blev kendt skyldig, smilte han med sine nye, hvide tænder. Da han hørte, jeg kun fik 18 måneder, kom hans tics igen.