2

HAN ER EN ung albaner. Jeg kan godt li’ ham. Han har aldrig tæsket mig. Eller truet mig med tæsk. Vi er på vej op ad trappen, far skal lige besøge en ven, så går vi i BR bagefter, det tager ikke så lang tid.

Jeg ringer på døren. To gange, så åbner han. Han ser længe på Martin, så på mig.

“Kom indenfor.”

En fyr på nitten-tyve år sidder i sofaen og ryger.

Albaneren nikker over mod ham.

“Det er min fætter.”

Fyren i sofaen smiler til Martin. “Hej, med dig. Hva’ hedder du?”

Jeg skal give Martins hånd et lille klem, før han siger sit navn.

“Hej. Martin.”

Martins hånd bliver fugtig i min, han har det ikke godt med mennesker, han ikke kender.

“Må jeg ikke låne din far et øjeblik? Så kan I spille noget PlayStation imens?” siger Albaneren. “Bare et lille øjeblik.”

Martin holder fast i min hånd, han vil ikke have, jeg går.

“Vi kan spille noget Tekken imens,” siger fyren i sofaen og smiler til Martin.

“Du får lov til at vælge først.”

Martin er lige ved at græde, men giver slip på min hånd og går langsomt over og sætter sig ved siden af ham i sofaen.

Jeg følger Albaneren ind i det, der ville have været soveværelset, hvis det her var et hjem.

Han lukker døren efter os. Bare et lille øjeblik.

Han sætter sig på hjørnet af sit store skrivebord, ser på mig.

“Du skal sgu ikke tage ham med herhen.”

“Han skal nok opføre sig ordentligt. Han er stille.”

“Jeg ved godt, han er en god dreng. Det er ikke det. Jeg vil bare ikke se ham her, det er ikke noget sted for ham. Tror du, jeg kunne finde på at slæbe mine egne børn herhen? Det er to ting, man slet ikke skal blande sammen. Det kan godt være, du ikke tænker over det. Men hvis du tager ham med herhen, gør du mig til et svin. Et kæmpesvin. Der fylder hans far med lort. Det vil jeg ikke være.”

“Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers sku’ stille op med ham. Det er jeg …”

“Han er jo en sød unge, det’ ik’ det. Du skal bare ikke gøre det igen, man skal ikke blande tingene sammen. Jeg kører rundt med et barnesæde i min bil. Folk griner af mig. Så jeg bliver nødt til at være endnu hårdere, når jeg er hård.”

Han finder en lille hvid pose frem til mig. Altid små poser og altid en ad gangen. Hvis man bliver taget med sådan en, slipper man med en bøde. Jeg tæller firehundrede op og lægger to sedler tilbage i lommen.

“Du skylder mig tohundrede fra sidst, det ved du godt.”

“Kan jeg ikke gi’ dig dem, næste gang vi ses?”

“Nej.”

“I overmorgen. Jeg har dem til dig i overmorgen.”

“Nej.”

Jeg plejer ellers altid at kunne skylde ham. Men ikke i dag. Jeg skal straffes. Jeg har overtrådt en regel.

Jeg rækker ham pengene.

Martin griner højt. Den unge fyr i sofaen smiler til mig.

“Han er sgu god, din dreng, han har tæsket mig tre gange.” Jeg tror, han har ladet ham vinde.

“Må vi ikke bare lige spille én gang til?” spørger Martin og ser op på mig.

“Ikke i dag, skat.” Jeg rækker armen frem mod ham, og han tager min hånd. På vej ud ad døren klapper Albaneren mig på skulderen. “Husk det vi talte om.”

Jeg går derfra uden penge, men med en lille hvid pose i lommen. Martin holder fast i min hånd. Han tager to trin af gangen og svæver, før han lander på det næste.

Vi går ned ad gaden. Det har regnet.

“Tror du ikke, far kan lave dig et flot Zorro-kostume? Jeg kan finde noget sort tøj og lave en rigtig flot maske til dig. Jeg kan også lave dig en kårde af noget bambus. Jeg skal nok male den sort. Og selvfølgelig skal Zorro også ha’ en kappe.”

“Far, jeg vil altså ha’ en rigtig Zorro-dragt.”

“Den bliver flot, meget flottere end dem man køber.”

“Men far, alle de andre har en rigtig Zorro-dragt, ligesom den jeg viste dig.”

Han har gået rundt med et legetøjskatalog hele ugen, sovet med det ved siden af sengen.

Nu er han helt stille.

“Selvfølgelig skal du ha’ en rigtig Zorro-dragt.”

Vi kommer til legetøjsbutikken.

“Vil du ikke vente herude, mens far går ind og køber din Zorro-dragt?”

“Jeg vil altså godt med ind.”

“Nej, skat, vær nu sød og vent lige her. Far skal nok skynde sig.”

“Men far …”

“Vent lige her …”

Jeg går ind i butikken, den er fyldt med mennesker. Børn, der plager deres mødre, de vil også have bilen, flyveren eller actionmanden med flammekasteren. Der er en lang kø af utålmodige folk foran kasseapparatet. Jeg går ned langs hylderne, roligt, en far, der leder efter en udklædningsdragt. Der er Superman, Batman og en sidste Zorro-dragt tilbage.

Jeg får den op under jakken, klemmer den fast under armen. Jeg går langsomt mod udgangen. Jeg sku’ alligevel ikke ha’ noget. De havde ikke det, jeg ledte efter.

Lige før jeg går ud ad døren, tænker jeg, hvis jeg bliver taget med det her under armen, hvis der er nogen, der griber fat i mig nu, mister jeg Martin. Jeg får ham ikke igen.

Da jeg kommer ud af butikken, kan jeg ikke se ham nogen steder. Jeg kalder på ham, finder ham så mellem to bure med legetøj. Han kaster en bold ned i jorden og griber den igen.

Jeg får fat i hans hånd, trækker ham ned ad gaden.

“Fik du min Zorro-dragt?”

“Ja.”

“Hvor er den henne?”

“De havde ikke flere poser.”

Jeg lader ham se et glimt af den, så han ikke skal begynde at græde.

Hele vejen hjem er jeg bange for at mærke en hånd på min skulder.

Derhjemme kan han ikke få dragten hurtigt nok ud af plastikken. Han sætter sig på stuegulvet og flår posen op. Jeg venter med at gå på toilettet med mit udstyr, vil se ham tage den på. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set ham så glad.

Han rider rundt i hele lejligheden, står af hesten for at kunne spidde mig. Jeg falder om i dødskramper. “Nej, far, du er ikke død, du er bare såret.”

For enden af kården sidder der et lille stykke kridt. Vores vægge bliver fulde af hvide Z’er.

Han beholder dragten på resten af dagen, ser tegnefilm med kården i hånden. Han sover med den om natten. Om søndagen rider han videre.