12

HUN KOM UD af badet med varm og fugtig hud. Jeg trak badekåben til side og kyssede hende på den bare mave lige under navlen.

“Er det okay, hvis jeg går over og besøger Louise i dag?”

Hun klædte sig på. Martin legede med sine biler inde i stuen. Jeg så hende tage sorte strømper på. “Jeg er ikke hjemme så sent, vi skal bare sidde og drikke kaffe og snakke om, at mænd er nogle svin.” Hun kyssede mig på kinden og tørrede læbestiften af mit ansigt med tommelfingeren.

Sådan her forestiller jeg mig det:

Hun stavrer ned ad trappen på usikre ben. Hendes tøj er i uorden, læbestiften er tværet ud med bagsiden af hånden. Hun vrikker om på hælen og må klamre sig til gelænderet. Tredje, anden, første etage, utroligt hun ikke brækker nakken på trapperne. Helt blanke øjne. Hun er på vej hjem. Hun ved, det ikke er godt. Hun fumler med låsen, har svært ved at få døren op. Så kommer hun ud, solen blænder hende, alt er helt hvidt. Klip klap, klip klap, hendes sko på fortovet. Hen over cykelstien, ud på vejen. Jeg tror aldrig, hun så bilen komme.

Vi sad og spiste ristet brød med ost. Det bedste han vidste. Havarti-ost, han kaldte det for Hawaii-ost. På Hawaii er der palmer og altid sol, derfor hedder det Hawaii-ost. Vi så Tom og Jerry i fjernsynet. Det var den med ællingen, der gerne vil spises, fordi den tror, den er grim. Musen skal hele tiden redde den. Vi grinte sammen, han grinte på alle de rigtige steder. Bagefter gav jeg ham sko på, vi skulle ud at handle, så vi kunne have maden klar, når mor kom hjem. Jeg ledte efter nøglerne, da telefonen ringede.

Vi sad på en lang hospitalsgang og ventede. Jeg havde taget ham med, jeg kunne ikke lade ham være alene, og naboen var ikke hjemme. Han kørte sin nye legetøjsbil op og ned ad låret. En engelsk ambulance med blå blink.

Så hentede de mig ind. Der var hvide fliser på gulv og vægge. Lugten var skarp og kemisk. Jeg blev vist hen til et metalbord. Hun lå med et klæde over sig. De hev det til side. Ja, det er hende. Hun så helt forkert ud. Jeg kunne se blodet i tindingen. Hendes kind buede indad. Det er synd, tænkte jeg, hun elskede sine kindben. Fremhævede dem med rouge og pudder. Ja, det er hende. Før han dækkede hende med klædet, så jeg stikmærket på armen.

“Jeg ved ikke, om det er nogen trøst,” sagde han. “Men vi tog en blodprøve, og hvis ikke hun var blevet ramt af bilen, havde stofferne nok slået hende ihjel.” Jeg vidste heller ikke, om det var en trøst. Vi havde ikke fixet i tre-fire år. Kløede armen? Ville hun prøve det en sidste gang?

Jeg kom ud til Martin igen. Kommer mor ikke med os hjem?

Jeg tog ham op, holdt ham ind til mig.