63

I DAG KOM Henning ikke. Slet ikke.

Vi ventede i ti minutter, tyve minutter, tredive minutter. Han kom ikke. Så tog vi en taxa.

Vi sidder nu hos hans kæreste i Sydhavnen. Det var Carsten, der førte ordet, da hun åbnede døren. Hun så på os, som om vi var licensopkrævere.

Carsten var meget direkte, sagde at vi skulle ind, at vi havde en aftale med Henning. Jeg er selvfølgelig bange for at have mistet mit stof, men Carsten er rædselsslagen for, at han ikke længere får lov til at deale for mig. Henning er hans ven, det er klart. Så ryger han tilbage til at stjæle bilradioer, indbrud i villakvarterer.

Vi sidder rundt om sofabordet. Hun er tynd, kun knogler og en hestehale. Hun har trukket striksweaterens ærmer ned over hænderne, sidder og krammer stoffet. Hun nipper til en kop te, på det lave sofabord ligger der bøger med titler som:

Småbørnspædagogik

Leg og indlæring

Det musikalske barn

Hun smiler. Det er nemmere for hende at være venlig, nemmere at lade, som om det er et hyggebesøg, Stockholmsyndromet som pulverkaffe.

“Jeg tænker på at begynde at studere igen. Måske til sommer, drikker I te?”

Hvordan ville Albaneren gøre det her?

Jeg er lige så vred på mig selv, som jeg er på Henning.

I går tog jeg dagen fri. Første dag i lang tid. Jeg havde lavet pakker nok til, at de kunne sælge resten af dagen, afregne her til morgen. Jeg gjorde det, fordi jeg var doven. Nej, jeg gjorde det, fordi jeg ville være sammen med min dreng. I dag kom Henning ikke. Mange penge, meget dope, som han er blevet væk med. Hvis han var blevet taget, havde hun sagt det med det samme, hun så os. Som det første, da hun åbnede døren. Jeg håbede næsten, han var blevet taget.

Hennings kæreste flytter rundt på sig selv i sofaen. Omarrangerer knoglerne.

“Så I havde en aftale med Henning …?”

“Ikke her, inde i byen.”

“Han har ellers ikke sagt noget.”

“Siger han alt til dig?”

Hun ser ned i sin te, kigger op, prøver at smile, der er næsten ikke hud nok til det.

“Jeg har også kaffe derude, hvis I kunne tænke jer det?”

Jeg tror, hun har været pæn engang, ikke mange år siden, men før junk, før anoreksi, eller hvad der er galt med hende.

Jeg ser på uret, klokken er halv fem. Jeg skulle have hentet Martin. Han er vant til, at jeg kommer tidligt.

Hennings kæreste rækker ind over sofabordet og ryster en Look 100 ud af cigaretpakken. Fingrene og knoerne er mærket efter bulimi. Mavesyren, der får hænderne til at ligne en gammel kvindes.

Hun tænder cigaretten.

Hvad ville Albaneren gøre?

Det her handler om meget mere end penge, det handler om, at Carsten og Jimmy arbejder for mig. Det handler om, at hvis de her røvhuller begynder at pisse på mig, så har jeg ikke en chance.

Jeg holder hendes blik, taler højt.

“Din kæreste skylder mig 3.500. Dem vil jeg gerne have.”

Hun ser fra Carsten til mig, tilbage til Carsten.

“Det er mine penge. Henning har mine penge, forstår du det?”

“Jeg tror ikke, jeg har ikke …”

“Hvor meget har du?”

“Altså, hvis Henning har lånt nogen …”

“Hold nu kæft og fortæl mig, hvor meget du har.”

Hun rejser sig, undgår øjenkontakt, går ud i entreen og tager sin lille dametaske i imiteret alligatorskind. Finder en pung frem og tager en femhundredekroneseddel op. Jeg tager sedlen ud af hånden på hende.

“Sig til Henning, jeg vil have resten af mine penge.”

På vej ned ad trappen siger jeg til Carsten:

“Når du ser ham, så få mine penge. Jeg skal have dem. Hvis jeg selv ser ham først, hvis jeg skal ud at lede …”

“Selvfølgelig, selvfølgelig.”

Carsten er en stor mand, tynd, men et hoved højere end mig. Alligevel løber han efter mig ned ad gaden. Jeg prajer en taxa. Klokken er kvart i fem. Jeg ved, Martin sidder og venter.